Baggrunden for Københavns befæstning
 

 Alle tider har en nation haft behov for at beskytte sine byer. Volde og værker, omgivet af våde eller tørre grave, findes i nærheden af
 alle betydende middelalderbyer.

 Befæstning bygget 1886-1892 er således Københavns 3.
 Princippet var at spærre for adgang til byen, og helst således at modstanderen kunne bekæmpes medens han prøvede at forcere graven
 og værkerne. Kogende olie eller vand blev hældt i hovedet på fjenden fra toppen af forsvarsværkerne, medens angriberen forsøgte at
 skyde over muren med store sten og senere artilleri.
 Det hele handlede om, at enten den belejrede by blev ødelagt eller løb tør for mad, eller angriberen ligeledes løb tør for mad eller
 ammunition og tog hjem.
 En stærk befæstning var vigtig, specielt i tidligere tider, hvor det var god militær latin, at hvis man indtog et lands hovedstad - så havde
 man hele landet. Det eksistentielle forsvar.

 København har altid været befæstet. Først simple palisader og grave og denere en regulær bymur, der dog ikke hindrede fyrst Jaromar
 i at indtage byen i 1259. Indbruddet skete hvor det nuværende Jarmers Tårn (Jaromars tårn) senere opførtes.  

Jarmers Tårn bygget i 1500-tallet

 Som byen voksede blev byportene og befæstningen rykket frem, og volden løb fra Kastellet til Kalleboderne og over Christianshavn.
 Voldene holdt stand mod svenskerne i 1648, men blev omgået fra søsiden af Englænderne i 1807, hvorefter byen blev bombarderet.
 Vore dages grønne anlæg Tivolisøen, H.C. Ørstedsparken og Østre Anlæg er resterne af voldgraven. Set på et kort eller fra luften kan det
 bastionære grundrids stadig anes.

Kort over Tivoli 1843

 Byen havde behov for at vokse, men det var forbudt at bygge i andet end træ udenfor voldene, således at bygningerne ved angreb kun-
 ne brændes af og dermed ikke give dækning til den fremrykkende fjende. Også Tivoli var de første mange år underkastet disse  militære
 bygningsrestriktioner.
 Byen voksede indad og opad, og indre Københavns side- og baghuse er et minde om dette. Sundhedstilstanden og de sanitære forhold
 var dybt kritisable, og byen var ved at drukne i diverse affald.
 Endvidere havde man lært af Dannevirke og Dybbøl. Moderne riflet skyts kunne nå langt, og en fæstning skulle ligge så langt fra byen at
 den ikke kunne nås af langtrækkende artilleri. Samtidig skulle være så stor en hindring, at den ikke kunne forceres uden meget betyde-
 lige tab.

 Både de udenrigs- og forsvarspolitiske holdninger var på dette tidspunkt præget af den nationale katatastrofe 10 år tidligere, hvor vi
 mistede
 Hertugdømmerne, og stort set hele Jylland blev besat af Østrig og Preussen og hvor den danske hær led betydelige tab ved Dybbøl og
 på  Als.

Dannevirke

Dybbøl efter stormen

 De politiske og  militære følger oven på Dybbøl og Als skulle vare længe, og har haft betydning for vor nationale selvforståelse op til
 moderne tid.
 Ikke alene havde general de Meza på egen hånd opgivet Dannevirke uden kamp, med efterfølgende blev man på Dybbøl tilføjet et
 betydeligt nederlag efterfulgt af endnu en militær katastrofe efter den Preussiske overgang til Arnkil på Als. Man kritiserede den højere
 Militære ledelse i skikkelse af de Meza, der efter Dannevirke blev afsat som overgeneral. Man kritiserede hans efterfølger Gerlach som
 havde kommandoen på Dybbøl og man kritiserede general Hegermann-Lindencrone som trak 4. Division væk fra Dybbøl og Fredericia
 og op til Limfjorden.
 Politikerne og generalerne var rådvilde, og allerede ved udarbejdelsen af den nye hærlov i 1867 var man rådvilde. Skulle man satse på
 hær eller flåde, skulle forfremmelsessystemet revideres så man undgik de åbenlyst ringe højere førere Dybbøl og Als havde fremvist. 
 Endelig, men bestemt ikke mindst, skulle man søge et forsvar for hele landet, udvalgte kystområder på Sjælland og Fyn eller alene
 forsvare hovedstaden. Argumnentet for at Københavns skulle bevares for enhver pris var, at her fandtes landets centrum for kultur,
 regering, konge og magtens hele centrum.
 Fæstningstilhængerne argumenter for at befæste hovedstaden belyses meget fint i 1906 af Oberst Rolf  Kall i "Landkrigskunst i Omrids":
    "Indianerhøvdinge og negerkonger kan føre krig medens de flakker om fra sted til sted. Civiliserede landes
     statsmaskineri går snart i stå, hvis fjenden bliver herre i hjertet af landet. Derfor må i det mindste hovedstaden,
     en anden vigtig by eller landsdel, være sikret ved fæstningsværker."

 Modstanderne henholdt sig til, at en fæstning af København ville behøve alle til rådighed værende styrker, lægge resten af landet åbent
 og i øvrigt berøve felthæren sin operationsfrihed. Endelig forudsatte et fæstningsforsvar at der kom hjælp ude fra, hvilket Danmark ingen
 aftaler havde om.

 Denne debat stod på næsten frem til helt til forsvarsforliget i 1909 der endegyldigt nedlagde befæstningen pr. 1922. 
 Højres statsminister, Konseilspræsident Estrup, hvis regering var i mindretal i Folketinget men flertal i Landstinget, ville have fæstningen
 bygget, men manglede de nødvendige midler. Han afviste kategorisk gennem adskillige år at indføre indkomst- og formueskat for at
 finansiere forsvaret. Men i 1885 sker der noget. Den første provisoriske  finanlov.
 Efter en meget ophedet debat i pressen, ved foredrag i forsvarsforeninger hvor officererne bestemt ikke holdt sig tilbage i iveren for og
 imod befæstning, en strandet forsvarslov i 1884 og ikke mindst efter en  meget ophidset debat mellem på den ene side Konseils-
 præsident Estrup og Bahnson og på den anden Viggo Hørup, Christian Berg, Dinesen, Bjørnbak, Zahle  m.fl.
 I slutningen af marts 1885 er situationen gået helt i hårknude, og Højre (Estrup) møder 31. marts et mæglingsforslag i Folketingets og
 Landstingets fællesudvalg med et ubetinget krav om 4 mill. inden midnat, hvor af 1,5 mill til "Ekstraordinære Militairudgifter".
 Ingen forsøg på at bilægge en finanslovskrise lykkedes, og næste dag klokken 10,00 meddelte Estrup Folketingets formand Berg, at
 Rigsdagen skulle hjemsendes klokken 12,00.

 I en udtalelse 11,30 vedtaget af folketinget, protesteres "mod det Grundlovsbrud regeringen begaar og som den længe har forberedt og
 opfordrer Folket til at samles om deres grundlovsmæssige Ret i den hårde Kamp der nu består"
 Samme dag udstedte regeringen den provisoriske finanslov, der i det væsentlige holdt sig inden for rammerne af de aftaler der var truffet
 i  Landstinget.

                                                 Københavns Søbefæstning                          14 millioner
                                                 Københavns Landbefsætning                      24 millioner

 (en befæstning på Helgenæs til 6 mill. i det oprindelige forslag var blevet strøget og 5 mill. ekstra tilført  landbefæstningen.)  

 Allerede i løbet af sommeren 1885 begyndte opmålinger og projektering af landbefæstningen på forventet tillægsbevilling.

 Den provisoriske finanslov blev udstedt på grundlag af grundlovens § 25:
 "I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige love......"
 Regeringen og Højre forholdt sig til selve ordlyden, medens Venstre protesterede voldsomt og hævdede at det skete var i strid med
 ånden i paragraf 25, når hjemsendelse af Rigsdagen var sket alene med det formål at bringe paragraffen i anvendelse.

 Den provisoriske forfatningskamp var i gang, og i ly af denne voksede landbefæstningen næsten uhæmmet.

 Landbefæstningen blev med en række efterfølgende provisoriske finanslove opført 1886-92.

 »Provisorietiden« blev den mest bevægede periode i dansk demokrati. Modsætningerne i befolkningen var særdeles skarpe. Regeringen
 Estrup udstedte år efter år provisoriske love. Tilhængere af Venstre og modstanderne af fæstningsbyggeriet agiterede voldsomt mod
 mindretalsregeringen. Man oprettede »riffelforeninger« og nogle nægtede at betale skat. Fra Estrups modstandere lød sangen:

                                                       "Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, 
                                            vi vil ingen revnet Grundlov ha' i folkets København."

Aldrig har Danmark, og specielt hovedstaden, været så tæt på et oprør.

 I årene op mod første verdenskrig blev det tydeligere og tydeligere, at betænkelighederne ved at udfordre den store nabo  i syd, ikke blot
 kom til at præge forsvarsdebatten, men hele vor udenrigspolitiske orientering.