|
|
Baggrunden for Københavns befæstning
Alle tider har en nation haft behov for at beskytte sine byer.
Volde og værker, omgivet af våde eller tørre grave,
findes i nærheden af alle
betydende
middelalderbyer.
Befæstning bygget 1886-1892 er
således Københavns 3.
Princippet var
at spærre for adgang til byen, og helst således at modstanderen kunne
bekæmpes
medens han
prøvede at forcere graven og værkerne. Kogende olie
eller vand
blev hældt i hovedet på fjenden fra toppen
af
forsvarsværkerne, medens angriberen
forsøgte at skyde over muren med store sten og senere artilleri.
Det hele handlede om, at enten den belejrede by blev ødelagt eller løb tør for mad,
eller
angriberen ligeledes løb
tør for mad
eller ammunition og tog hjem.
En stærk befæstning var vigtig, specielt i tidligere tider, hvor det var god
militær latin, at
hvis man indtog et lands
hovedstad -
så havde man hele landet.
København har altid været befæstet.
Først simple palisader og grave og denere en regulær bymur, der dog ikke hindrede fyrst Jaromar i at
indtage byen
i 1259.
Indbruddet skete hvor
det nuværende Jarmers Tårn (Jaromars tårn) senere opførtes.
| |
Jarmers Tårn bygget i 1500-tallet |
Som byen voksede blev byportene og befæstningen rykket frem, og volden løb
fra Kastellet
til Kalleboderne og
over
Christianshavn.
Voldene holdt stand mod svenskerne i 1648, men blev omgået fra søsiden af
Englænderne i 1807,
hvorefter byen
blev bombarderet.
Vore dages grønne anlæg Tivolisøen, H.C. Ørstedsparken og Østre Anlæg er
resterne af vold-
graven. Set
på et kort eller fra luften kan det bastionære grundrids stadig anes.
| |
Kort over Tivoli 1843 |
Byen havde behov for at vokse, men det var forbudt at bygge i andet end træ
udenfor voldene,
således at byg-
ningerne ved
angreb kunne brændes af og dermed ikke give dækning til den fremrykkende fjende.
Også Tivoli
var de første mange år underkastet disse militære bygningsrestriktioner.
Byen voksede indad og opad, og indre Københavns side- og baghuse er et minde om
dette.
Sundhedstilstanden og de
sanitære forhold var dybt kritisable, og byen var ved at drukne i diverse
affald.
Endvidere havde man lært af Dannevirke og Dybbøl. Moderne riflet skyts kunne nå
langt, og en
fæstning skulle
ligge så langt
fra byen at den ikke kunne nås af langtrækkende artilleri. Samtidig
skulle være
så stor en hindring
at den ikke kunne forceres
uden meget betydelige tab.
Både de udenrigs- og forsvarspolitiske holdninger var på dette tidspunkt
præget af den nationale katatastrofe 10 år
tidligere, hvor vi mistede Hertugdømmerne, og stort set hele Jylland blev besat af Østrig og
Preussen og hvor den
danske hær led
betydelige tab ved
Dybbøl og på Als.
Dannevirke
|
Dybbøl efter stormen |
De politiske og militære følger oven
på Dybbøl og Als skulle vare længe, og har haft betydning for vor nationale
selvforståelse op til moderne tid.
Ikke alene havde general de Meza på egen hånd opgivet Dannevirke uden
kamp, med efterfølgende blev man på
Dybbøl tilføjet et betydeligt nederlag efterfulgt af endnu en militær
katastrofe efter den Preussiske overgang til
Arnkil på Als. Man kritiserede den højere Militære ledelse i skikkelse af
de Meza, der efter Dannevirke blev afsat
som overgeneral. Man kritiserede hans efterfølger Gerlach som havde
kommandoen på Dybbøl og man kritiserede
general Hegermann-Lindencrone som trak 4. Division væk fra Dybbøl og
Fredericia og op til Limfjorden.
Politikerne og generalerne var rådvilde, og allerede ved udarbejdelsen af
den nye hærlov i 1867 var man rådvilde.
Skulle man satse på hær eller flåde, skulle forfremmelsessystemet
revideres så man undgik de åbenlyst ringe
højere førere Dybbøl og Als havde fremvist. Endelig, men bestemt ikke
mindst, skulle man søge et forsvar for hele
landet, udvalgte kystområder på Sjælland og Fyn eller alene forsvare
hovedstaden. Argumnentet for at Københavns
skulle bevares for enhver pris var, at her fandtes landets centrum for
kultur, regering, konge og magtens hele
centrum.
Fæstningstilhængerne argumenter for at befæste hovedstaden belyses meget fint i
1906 af Oberst Rolf Kall i
"Landkrigskunst i Omrids":
"Indianerhøvdinge og negerkonger kan føre krig medens de flakker om fra sted
til sted. Civiliserede
landes
statsmaskineri
går snart i stå, hvis fjenden bliver herre i hjertet af landet. Derfor må i det
mindste hovedstaden,
en anden vigtig by eller
landsdel, være sikret ved fæstningsværker."
Modstanderne henholdt sig til,
at en fæstning af København ville behøve alle til rådighed værende
styrker,
lægge resten af landet åbent og i øvrigt berøve felthæren sin
operationsfrihed. Endelig forudsatte et fæstningsforsvar
at der kom hjælp ude fra, hvilket Danmark ingen aftaler havde om.
Denne debat stod på næsten frem til helt
til forsvarsforliget i 1909 der endegyldigt nedlagde befæstningen pr. 1922.
Højres statsminister,
Konseilspræsident Estrup, hvis regering var i mindretal
i Folketinget men flertal i Landstinget,
ville
have fæstningen bygget, men manglede de nødvendige midler. Han afviste
kategorisk gennem adskillige år
at indføre indkomst- og formueskat for at finansiere forsvaret. Men i 1885
sker der noget.
Den
første provisoriske
finanlov.
Efter en meget ophedet debat i pressen, ved foredrag i forsvarsforeninger
hvor officererne bestemt ikke holdt sig
tilbage i iveren for og imod befæstning, en strandet forsvarslov i 1884 og
ikke mindst efter en meget ophidset debat
mellem på den ene side Konseilspræsident Estrup og Bahnson og på den anden
Viggo Hørup, Christian Berg,
Dinesen, Bjørnbak, Zahle m.fl.
I slutningen af marts 1885 er situationen gået helt i hårknude, og Højre (Estrup)
møder 31. marts et mæglings-
forslag i Folketingets og Landstingets fællesudvalg med et ubetinget krav
om 4 mill. inden midnat, hvor af 1,5 mill
til "Ekstraordinære Militairudgifter".
Ingen forsøg på at bilægge en finanslovskrise lykkedes, og næste dag
klokken 10,00 meddelte Estrup Folketingets
formand Berg, at Rigsdagen skulle hjemsendes klokken 12,00.
I
en udtalelse 11,30 vedtaget af folketinget, protesteres "mod det
Grundlovsbrud regeringen begaar og som den
længe har forberedt og opfordrer Folket til at samles om deres
grundlovsmæssige Ret i den hårde Kamp der nu
består"
Samme dag udstedte regeringen den provisoriske finanslov, der i det
væsentlige holdt sig inden for rammerne af
de aftaler der var truffet i Landstinget.
Københavns Søbefæstning
14 millioner
Københavns Landbefsætning 24
millioner
(en befæstning på Helgenæs til 6 mill. i det
oprindelige forslag var blevet strøget og 5 mill. ekstra tilført
land-
befæstningen.)
Allerede i løbet af sommeren 1885 begyndte opmålinger og projektering af landbefsætningen på forventet
tillægsbevilling.
Den provisoriske finanslov blev udstedt på grundlag af grundlovens § 25:
"I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, når Rigsdagen ikke er samlet,
udstede foreløbige love......"
Regeringen og Højre forholdt sig til selve ordlyden, medens Venstre
protesterede voldsomt og hævdede at det skete
var i strid med ånden i paragraf 25, når hjemsendelse af Rigsdagen var
sket med det formål at bringe oparagraffen
i anvendelse.
Den provisoriske forfatningskamp var i gang, og i ly af denne voksede
landbefæstningen næsten uhæmmet.
Landbefæstningen
blev med en række efterfølgende provisoriske finanslove opført 1886-92.
»Provisorietiden« blev den mest bevægede periode i
dansk demokrati. Modsætningerne i befolkningen var
særdeles skarpe. Regeringen
Estrup udstedte år efter år provisoriske love. Tilhængere
af Venstre og modstanderne
af fæstningsbyggeriet agiterede
voldsomt mod mindretalsregeringen. Man oprettede »riffelforeninger« og
nogle
nægtede at betale skat. Fra
Estrups modstandere lød sangen:
"Ned med Estrup, Scavenius og Ravn,
vi vil ingen revnet Grundlov ha' i folkets København."
Aldrig har Danmark, og specielt hovedstaden, været så tæt på et oprør.
I årene op mod første verdenskrig blev det tydeligere og tydeligere, at
betænkelighederne ved at udfordre den store
nabo i syd, ikke blot kom til at præge forsvarsdebatten, men hele vor
udenrigspolitiske orientering.
|
