Der kan jo gisnes meget, men som udgangspunkt skal man jo forholde sig til om hvorvidt der overhovedet var
en risiko.
Og det må man nok svare klart ja til.
Danmark med sin ulyksalige placering som prop i Østersøen, en placering der har bragt mere ondt end godt med
sig. I et forsøg på at opretholde vores neutralitet var der udlagt forskellige søminefelter efter tysk pres. Det ville
være imod tyske interesser at disse blev strøget og dermed gav England adgang til Østersøen. Alene dette kunne være nok til at retfærdiggøre en tysk invasion. Da al militær logik dengang sagde, at nøglen til landet var hovedstaden, var et oplagt mål København - og dermed også et angreb på Københavns befæstning - herunder Vestvolden.

Hvad var der sket ?
Til dette kan vi bruge "Fall J", en tysk plan for indtagelse af Danmark i 1916.  Planen fandtes i de tyske marinearkiver i Freiburg.
Vi kan bruge samtidige militærpersoners vurderinger og vi kan bruge et paradigma, artilleriangrebet på Liege,
Namur og Antwerpen.
Sidstnævnte steder blev forsvarsværkerne skudt i grus af belejringsartilleri så kraftigt, at ikke engang tyskerne
selv havde ide om ødelæggelseskraften.
Endelig kan vi bruge de betragtninger den tyske generalstab anlagde i forbindelse med bygningen af Sicherungsstellung Nord inden erklæringen af den uindskrænkede ubådskrig. 

Militært set:
Hvor mange ressourcer ville tyskerne ofre for noget, der dybest set kun var en flankesikring (nemlig at hindre en eventuel engelsk indtrængen i Østersøen) ?
Der er flere scenarier.
De havde mulighederne for at tage de dele af landet de skulle bruge og iøvrigt lade hovedstaden være, hvilket dog strider mod princippet: Den der har hovedstaden har landet.
De ville således være nødt til at enten indtage København, ødelægge københavn eller belejre og beskyde den indtil den blev erklæret åben by (og dermed indtaget)

Scenarie 1
Man kunne gå efter at indtage byen. Dette ville kræve artilleri til beskydning af Vestvolden og forterne  indtil infanteriet kunne passere spærringen og man lettere kunne true eller beskyde byen hvis ikke infanteriet kunne
sendes ind i den.
Man skal i den forbindelse huske, at det tog 2½ måned at skyde Dybbøl "storm-moden", og at anlæggene på
Dybbøl ikke var nedgravet og at der stort set ikke fandtes støbte anlæg i Dybbøl.
Til gengæld havde det brisante (højeksplosive) afløst sortkrudt i granaterne, og kanonernes kaliber øget fra 10-15
cm til op til 42 cm.    

Dette ville kræve temmelig megen logistik, idet store troppestyrker skulle føres over Sjælland eller landsættes syd
og nord for byen. (Tyskland arbejdede med en landsætning ved Køge) Normalt regner man at en angrebsstyrke
skal være 3 gange større end forsvarsstyrken. Der var ca 40.000 mand på volden og forterne. 
Kunne tyskerne logistisk og ressourcemæssigt klare dette ? (Tyskland planlagde med en spærring af bælterne,
som i forbindelse med landgangen i Køge kunne hindre mobiliseringsmandskab i at komme frem til København.)

Scenarie 2
Man kunne også vælge at omgå befæstningen artillerimæssigt, hvis det var muligt at beskyde København henover fæstningen. Dermed kunne man tvinge byen til overgivelse uden at komme i direkte konfrontation med volden og forterne. Dette ville kræve meget langtrækkende belejringsskyts. Man havde det, men kunne man logistisk
få det landsat og få det ført frem over Sjælland?  Kunne man frigøre disse resourcer fra vestfronten ?
Dette ville samtidig kræve både lokale havne- og jernbanefaciliteter.

Scenarie 3
Gammeldags belejrings af byen med en ring af artilleri og infanteri udenom byen for at afskære forsyninger.
Men udover infanteri og artilleri ville dette også kræve en omfattende flådeblokade, idet byen ellers ville kunne få forsyninger tilført fra søsiden. Yderligere ville dette også bringe angriberen i konfrontation med søforterne.
En løsning der ville kræve ekstra mange ressourcer i meget lang tid.
Havde man overhovedet disse ledige ressourcer ?

Artilleriet vi kunne forvente:
* Kaliber angiver projektilets diameter

Man rådede over meget lille antal af specielt de meget tunge pjecer. I 1916  20 stk. 42 cm, 11 stk 30,5
cm og  4 stk 28 cm.
 

21 cm. Mörser	28 cm Haubits "Schwerer Küsten Mörser"
30,5 cm Haubits "Kurze Marine Kanone"	42  cm. Mörser "Dicke Bertha"

De store ødelæggelser skyld-tes bl.a. at forterne var bygget mod granater ladet med sort-krudt. I mellemtiden var brisante, og langt mere effektive sprængstoffer opfundet.

Pansertårn i Liege kastet ud af affutagen            efter fuldtræffer fra 42 cm. kanon

Største danske kanoner i 1914 var på landfronten 15 cm. stålkanoner i voldlavet på Vest-volden og 15 cm stålkanoner i pansertårne på forterne.

Læren fra Liege var, at forter med mellemliggende infateristillinger der kunne hindre nærobservation for artilleriet
og iøvrigt holde det på afstand, var det bedste våben mod de store belejringskanoner.
Dette må også betyde, at vestvolden nok havde de ringeste chancer mod det meget tunge skyts.
Derimod havde Nordfronten nok have haft større muligheder, dog med enkelte minusser.
De gamle "høje" forter Lyngby og Garderhøj kunne være gode mål der var nemme at fjernobservere og dermed
sat ud af spillet. Til gengæld ville forterne med de lave profiler Bagsværd, Gladsaxe og Fortun nok have støttet det øvrige forsvar.

Disse erfaringer var en af årsagerne til den senere opførelse af Tune-stillingen i 1908-16.

De store infateristyrker Vestvolden havde været mest effektiv imod, ville aldrig komme.
"Fall J" blev helt opgivet, idet der ganske enkelt ikke var overskydende tropper til et sådant eventyr.

Og tyskland var mere svækket end man vidste. Tværs over Jylland i det tyskbesatte sønderjylland
blev der efter krav fra Hindenburg, anlagt en nordfront fra 1916-18. Svære bunkers, svære og middelsvære
kanoner, færdige skyttegrave og hindrearbejder. Fra Aabenraa til Fanø. Sicherungsstellung Nord.
Årsagen var frygt for et 12 år gammelt uovervejet løfte fra den engelske konge til den franske udenrigsminister
om en engelsk landsætning af 100.000 mand i Aalbæk Bugt i Nordjylland og i Esbjerg. Endelig nærede generalerne Hindenburg og Ludendorff en udpræget angst for at den uindkrænkede ubådskrig ville tvinge de gamle søfartsnationer Holland og Danmark ind i krigen.
Tysklands indre forsvar var så svagt, at man seriøst frygtede at den utrænede danske sikringsstyrke ville være i stand til at kæmpe sig vej til Berlin, nævner Hindenburg senere i sine erindringer.