Der kan jo gættes og menes meget, men som udgangspunkt skal man jo forholde sig til om hvorvidt der over hovedet var en risiko for
et tysk angreb. Og det kan der ikke herske tvivl om.
Den politiske udvikling i Danmark efter 1864 kunne på ingen måde berolige Tyskland. Den danske regering vendte igen og igen  tilbage til den af Napoleon I indføjede § 5 i Pragfreden, der skulle give Sønderjyderne mulighed for en afstemning – og skulle  dette ikke ske med fredelige midler, da med hjælp et forbund med europæiske fra stormagter (Rusland og / eller, Frankrig) på  slagmarken. Med andre ord tumlede Danmark allerede alvorligt med tanker nye krigeriske alliancer rettet mod Preussen og  dermed Tyskland.

Samtidig var Danmark nationalt alvorligt splittet. Dels af ønsket om at få Sønderjylland tilbage og dels af tanken om at komme  os militært oven på specielt Dybbøl og Als. Da vi samtidig havde både militære og politiske tømmermænd ovenpå nederlaget, strittede debatten i alle retninger. Nogle troede stadig på stærke alliancer med stormagterne i regionen, nogle mere optaget af hvordan landets fremtidige forsvar skulle se ud medens atter andre var optaget af hvordan man i fremtiden sikrede sig krigsduelige generalstabsofficerer, der var i stand til at føre hæren uden for kasernegården og i krigstid. De sidste øverste militære  chefer i 2. Slesvigske Krig høstede ikke megen anerkendelse, men karakteriseredes derimod som svage og handlingslammede.
Faktisk blev kun overgeneral de Meza rost, han der blev afskediget efter Dannevirke. Han leverede det uventede og slap ud af en umulig situation med hele sin hær.  
Allerede ved behandling af forslaget til ny hærlov i 1867 afsløredes store uenigheder om basale ting som hvorvidt det var hæren  eller flåden der skulle levere den afgørende kamp. Skulle en fjendtlig  landgang bremses af flåden allerede på søen, eller på  stranden i en kombineret hær / flådeoperation. Skulle alt sættes ind på at forsvare København, eller skulle man også forsvare landsdelene. Skulle man have en stærk stående styrke eller en mindre stående styrke suppleret af en milits efter schweisisk model.  

Både militære og politikere kastede sig ud i meget store diskussioner i pressen  skrev pjecer for og imod fæstningen, for og imod  en bevægelig hær, opgivelse af Jylland/Fyn til fordel for et ensidigt forsvar af København, kystforsvar flådeforsvar eller lidt af det hele.
 
Man valgte at satse ensidigt på forsvaret af København, i strid med alle strategiske og taktiske teorier blandt førende strateger og hær-førere i Europa. F.eks. havde Napoleon aldrig en operationsplan – den ville hæmme den begrænsede manøvrefrihed han  mente var nøglen til militær succes. Den tyske general Schlieffen (den ældre)  mente, operationsplaner kun holdt nogenlunde til det første slag var leveret, da skulle alt alligevel laves om.
Den tyske militærstrateg Clausewitz plæderede, at man altid skulle regne med den 4. mulighed – det uventede. Han mente man altid skulle være klar til at vove og vinde, hvilket en grundig planlægning hæmmede. Operationsplaner forudsatte jo netop at fjenden gjorde som forventet.
Under den tysk-franske krig i 1870, var det tysk tankegang at man altid skulle være klar til at angribe større fjendtlige enheder hvor og når man fandt dem. Var først de fjendtlige styrker nedkæmpet, kunne man efterfølgende marchere på hovedstæderne. Endelig var det en udbredt opfattelse, at en styrke havde svært ved at kæmpe sig ud af en fæstning og derfor måtte afvente fjendens initiativ, uden at kunne levere Clausewitz´ 4. mulighed – det uventede - og dermed genvinde initiativet.
Muligheden for at vove og vinde. 

Det endte som bekendt med et meget koncentreret forsvar af København med land- kyst- og søforter, enceinter og befæstede  linier, medens resten af landet stort set blev efterladt uden forsvar.
Flåden skulle beskytte de udlagte minefelter og i øvrigt være klar til at afvise en overlegen landgangsflåde – alene eller sammen med kystforterne. En kombineret operation mellem hær og flåde på kysten blev umulig. I øvrigt var der hverken mnilitær eller politisk enighed om muligheden for et forsvar på kysten. Fæstnngstilhængerne mente, at blev hæren kastet allerede på kysten, skulle man have en fæstning at trække sig tilbage til medens man reorganiserede. Fæstningsmodstanderne hævdede, at hvis man havde en fæstning at trække dig tilbage til, ville viljen til en afgørende kamp på kysten være behersket og ville dermed få den udvigende kamps karakter.

Jo nærmere krigen kom, jo mere tydelig blev Danmark med sin ulyksalige placering som prop i Østersøen, en placering der gennem tiderne har bragt mere ondt end godt med sig. I et forsøg på at opretholde vores neutralitet var der udlagt forskellige søminefelter, både på dansk foranledning, og senere efter tysk pres.   
Det ville være imod tyske interesser at disse blev strøget og dermed gav England adgang til Østersøen. Der var flere eksempler på
engelske togter ind i Østersøen. Alene dette kunne være nok til at retfærdiggøre en tysk invasion. At tyskerne ikke følte sig spor trygge ved vores neutralitet ses tydeligt i Lütkens samtaler med Bismarck 1904-1906. 
 
Der havde været tysk militær planlægning mod Danmark, og dette indgik i de krigsspil general Schlieffen (den yngre) afholdt i 1890-1900.  En lille nation nord for Tyskland blandede sig i en konflikt mellem Tyskland og Frankrig. Vi ved også at der fandtes en "Fall J", en tysk plan for indtagelse af Danmark i 1916.  Planen fandtes i de tyske marinearkiver i Freiburg men blev ødelagt under 2. verdenskrig.
 
Hvor mange ressourcer ville tyskerne ofre for noget, der dybest set kun var en flankesikring mod en eventuel engelsk indtrængen i Østersøen ?  Man havde mulighederne for at tage de dele af landet de skulle bruge for at sikre nordflanken og iøvrigt lade hovedstaden være.
Dette ville dog være usandsynligt, idet så længe København var ubesat var der næsten fri indsejling til Østersøen gennem Øresund. De ville således være nødt til at enten indtage København eller ved hjælp af et terror-bombardement fremtvinge en hurtig kapitulation. Dette var dog forudsat en større vellykket landgangsoperatiom der ville lægeg beslag på temmelig store flådestyrker og transportskibe.  
De tyske kanoners kaliber var ved verdenskrigens start øget fra 10-15 cm til op til 42 cm, og bymidten lå indenfor det tyske artilleris rækkevidde  og en terrorbeskydning var i høj grad sandsynlig.
Til sammenligning var de største danske kanoner i 1914 var på landfronten 12 og 15 cm. stålkanoner i voldlavet på Vestvolden og 15 cm stålkanoner i pansertårne på forterne. Kyst- og søforterne havde artilleri op til 30,5 cm.
Fæstning eller ej, er det et spørgsmål om hvor længe Københavnerne ville kunne udholde et bombardement.
   
I Tyskland var man ikke parat til at risikere de kostbare slagskibe i kamp med Københavns søbefæstning, så man planlagde et kup-angreb, hvorefter dele af  Østersø-flåden skulle blokere trafikken over Storebælt og en landgangsstyrke ved Køge Havn skulle afbryde jernbaneforbindelsen med Sydsjælland og Lolland-Falster. Hermed kunne man hindre mobiliseringsmandskabet i at nå frem til København og dermed svække befæstningen afgørende.

 Det tungere tyske belejringsartilleri vi kunne forvente.
 Herudover naturligvis tungere feltskyts.
* Kaliber angiver projektilets diameter

 Det skal dog understreges, at man kun rådede over meget lille antal af specielt de meget tunge pjecer. I 1916 20 stk. 42 cm, 11 stk 30,5
 cm og  4 stk 28 cm.
 

21 cm. Mörser	28 cm Haubits "Schwerer Küsten Mörser"
30,5 cm Haubits "Kurze Marine Kanone"	42  cm. Mörser "Dicke Bertha"

De store ødelæggelser skyld-tes bl.a. at                    forterne var bygget mod granater ladet                    med sort-krudt.                    I mellemtiden var brisante, og langt                    mere effektive sprængstoffer opfundet.

Pansertårn i Liege kastet ud af affutagen            efter fuldtræffer fra 42 cm. kanon

Var det kommet til større kampe foran Københavns Befæstning var udfaldet givet.
Læren fra Liege var, at forter med mellemliggende infateristillinger der kunne hindre nærobservation for artilleriet og i øvrigt holde det på afstand, var det bedste våben mod de store belejringskanoner.
Dette må også betyde, at Vestvolden nok havde de ringeste chancer mod det meget tunge skyts. Derimod havde Nordfronten nok have haft større muligheder, dog med enkelte minusser. De gamle "høje" forter Lyngby og Garderhøj kunne være gode mål der var nemme at fjernobservere og dermed sat ud af spillet. Til gengæld  ville forterne med de lave profiler Bagsværd, Gladsaxe og Fortun nok have været i stand til at støtte det øvrige forsvar.
De militære landstyrker ville aldrig være kommet ud af forterne til en egentlig angrebskamp, men var blevet henvist til at blive i deres kasematter og afvente kampens uundgåelige udfald - et militært nederlag foran København.  
Disse erfaringer var en af årsagerne til den senere opførelse af Tune-stillingen i 1912-16. De store infateristyrker Vestvolden havde været mest effektiv imod, kom heldigvis aldrig. "Fall J" og alle andre angrebsplaner blev helt opgivet, idet der ganske enkelt ikke var over-skydende tropper til et sådant eventyr.

Og Tyskland var mere svækket end man anede. Tværs over Jylland i det tyskbesatte Sønderjylland blev der efter krav fra Hindenburg, anlagt en nordfront fra 1916-18. Svære bunkers, svære og middelsvære kanoner, færdige skyttegrave og hindrearbejder. Fra Aabenraa til Fanø. Sicherungsstellung Nord.
Årsagen var frygt for et 12 år gammelt uovervejet løfte fra den engelske konge til den franske udenrigsminister om en engelsk landsæt-ning af 100.000 mand i Aalbæk Bugt i Nordjylland og i Esbjerg.
Endelig nærede generalerne Hindenburg og Ludendorff en udpræget angst for at den uindkrænkede ubådskrig ville tvinge de gamle søfarts-nationer, Holland og Danmark, ind i krigen.
Tysklands indre forsvar var så svagt, at man seriøst frygtede at den utrænede danske sikringsstyrke ville være i stand til at kæmpe sig vej til Berlin, nævner Hindenburg senere i sine erindringer.