English version

       
Til forside


 Info til denne side:

       
Søren Østergaard

       
   - Foredrag
      
 Ingen copyright       
        Fæstnings-ordbog
       
       

 Baggrund for Befæstningen
       
Københavns fæstninger
       
De Slesvigske  krige
       
Politisk baggrund       
       
Personerne
        Hærens ordning 1909
       
Oversigt fæstningen
       
Krigsrisikoen
       
De tunge våben
        
Det nye våben
        Luftforsvaret

 Nordfronten
        
Opgaven og princippet

       
Forterne
       
Batterierne
        Magasinerne
       
Oversvømmelsen
, princip
       
Oversvømmelsen, omfang

       
Stillingerne
 Sydfronten
       
Tømmerupstillingen

       
Sydamagerstillingen
 Søforterne
       
Indre linie
       
Mellemste linie
       
Yderste linie

        Magasinerne
       
Skytset
 Vestfronten
        
Opgaven og Princippet

       
Profilen
      
 Kort 1900
        Kaponiererne
       
Batterierne
        
Magasinerne

        Lejrene
        Andre anlæg
 Sikringsstyrken

        Baggrunden
        Juli / august 1914
       
Indkaldelsen 1914-1918

 Tunestillingen
       Stillingen
      
Baggrund      
       Formål
      
Truslen fra luften
      
Mosede Batteri
      
Huler
      
Gallerier
      
Skyttegrave     
      
Artilleriet
      
Lejrene

      
Andre anlæg
      
Kort over stillingen
      
Eftertiden
       Tilstanden

 Andre anlæg på Sjælland
      
Lejre og kaserner
      
Grønsundstillingen
       Lynæs Fort      
       Brantebjerg, forsøgsanlæg
 Links
       Andre historiske sider


       Vestvolden i Hvidovre

 
 










































 

 

 

 

 

 

 

















































 

 

 

 

 

 

 

 

 


























 

Københavns Befæstning 1880-1920

  Hvor tæt var Danmark på krig - og hvordan kunne det være gået ?

 Der kan jo gættes og menes meget, men som udgangspunkt skal man jo forholde sig til om hvorvidt der overhovedet var en risiko for
 et tysk angreb.
Og det kan der ikke herske tvivl om.
 Den politiske udvikling i Danmark efter 1864 kunne på ingen måde berolige Tyskland. Den danske regering vendte igen og igen  tilbage til
 
den af Napoleon I indføjede § 5 i Pragfreden, der skulle give Sønderjyderne mulighed for en afstemning – og skulle  dette ikke ske med
 
fredelige midler, da med hjælp et forbund med europæiske fra stormagter (Rusland og / eller, Frankrig) på  slagmarken. Med andre ord
 tumlede kredse i Danmark allerede med tanker nye krigeriske alliancer rettet mod Preussen og  dermed Tyskland.
 Det franske nederlag til Preussen i 1872 satte en endegyldig stopper for alle romantiske drømme om en tredie Slesvigske krig. 


 Samtidig var Danmark nationalt alvorligt splittet. Dels af ønsket om at få Sønderjylland tilbage og dels af tanken om at komme  os militært
 
oven på specielt Dybbøl og Als. Da vi samtidig havde både militære og politiske tømmermænd ovenpå nederlaget, strittede debatten i alle
 
retninger. Nogle troede stadig på stærke alliancer med stormagterne i regionen, nogle mere optaget af hvordan landets fremtidige forsvar
 
skulle se ud medens atter andre var optaget af hvordan man i fremtiden sikrede sig krigsduelige generalstabsofficerer, der var i stand til at
 
føre hæren uden for kasernegården og i krigstid. De sidste øverste militære chefer i 2. Slesvigske Krig høstede ikke megen anerkendelse,
 
men karakteriseredes derimod som svage og handlingslammede. Faktisk blev kun overgeneral de Meza rost, han der blev afskediget efter
 
Dannevirke. Han leverede det uventede og slap ud af en umulig situation med hele sin hær.  
 Allerede ved behandling af forslaget til ny hærlov i 1867 afsløredes store uenigheder om basale ting som hvorvidt det var hæren  eller flåden
 
der skulle levere den afgørende kamp. Skulle en fjendtlig  landgang bremses af flåden allerede på søen, eller på  stranden i en kombineret
 hær- og flådeoperation. Skulle alt sættes ind på at forsvare København, eller skulle man også forsvare landsdelene. Skulle man have en
 stærk stående styrke eller en mindre stående styrke suppleret af en milits efter schweisisk model.  

 Både militære og politikere kastede sig ud i meget store diskussioner i pressen  skrev pjecer for og imod fæstningen, for og imod  en
 bevægelig hær, opgivelse af Jylland/Fyn til fordel for et ensidigt forsvar af København, kystforsvar flådeforsvar eller lidt af det hele.
 

 Man valgte at satse ensidigt på forsvaret af København, i strid med alle strategiske og taktiske teorier blandt førende strateger og hærførere
 i Europa. F.eks. havde Napoleon aldrig en operationsplan – den ville hæmme den begrænsede manøvrefrihed han  mente var nøglen til
 militær succes. Den tyske feltmarschall Alfred von Schlieffen mente, operationsplaner kun holdt nogenlunde til det første slag var leveret,
 da skulle alt alligevel laves om.
 Den tyske militærstrateg Clausewitz plæderede, at man altid skulle regne med den 4. mulighed – det uventede. Han mente man altid skulle
 
være klar til at vove og vinde, hvilket en grundig planlægning hæmmede. Operationsplaner forudsatte jo netop at fjenden gjorde som forventet.
 Under den tysk-franske krig i 1870, var det tysk tankegang at man altid skulle være klar til at angribe større fjendtlige enheder hvor og når
 
man fandt dem. Var først de fjendtlige styrker nedkæmpet, kunne man efterfølgende marchere på hovedstæderne. Endelig var det en
 
udbredt opfattelse, at en styrke havde svært ved at kæmpe sig ud af en fæstning og derfor måtte afvente fjendens initiativ, uden at kunne
 
levere Clausewitz´ 4. mulighed – det uventede - og dermed genvinde initiativet - muligheden for at vove og vinde. 

  Københavns befæstning. Clausewitz
     Generalmajor
Carl von Clausewitz
        1780-1831
Københavns befæstning. von Schlieffen
     Feltmarschall
Alfred von Schlieffen

       1833-1913
 

 Det endte som bekendt med et meget koncentreret forsvar af København med land- kyst- og søforter, enceinter og befæstede  linier,
 medens resten af landet stort set blev efterladt uden forsvar.
 Flåden skulle beskytte de udlagte minefelter og i øvrigt være klar til at afvise en overlegen landgangsflåde – alene eller sammen med kyst-
 
forterne.
 En kombineret operation mellem hær og flåde på kysten blev umulig. I øvrigt var der hverken militær eller politisk enighed om muligheden
 for et forsvar på kysten. Fæstnngstilhængerne mente, at blev hæren kastet allerede på kysten, skulle man have en fæstning at trække sig
 tilbage til, medens man reorganiserede. Fæstningsmodstanderne hævdede, at hvis man havde en fæstning at trække dig tilbage til, ville
 viljen til en afgørende kamp på kysten være behersket og ville dermed få den udvigende kamps karakter.
 Samtidig baserede man af befæstningstilhængerne sig på, at den kun skulle kunne holde til der kom hjælp udefra. Der var dog hverken
 traktater eller underhåndsaftaler med andre magter om dette, hvilket også ville have umuliggjort vor neutralitet. 


 Jo nærmere krigen kom, jo mere tydelig blev Danmark med sin ulyksalige placering som prop i Østersøen, en placering der gennem
 tiderne har bragt mere ondt end godt med sig. Magtbalancen i Østersøen havde forrykket sig efter den russiske østersøflåde var blevet
 ødelagt i den russisk-japanske krig, og Tyskland var nu den dominerende flådemagt i Østersøregionen. Så dominerende at der i England
 taltes åbent om et præventivt angreb på den tyske Østersøflåde allerede i 1906. En ledende flådeofficer foreslog "at Københavne" den
 tyske Østersøflåde - med henvisning til det engelske angreb på den danske flåde i 1807.


 I et forsøg på at opretholde vores neutralitet var der udlagt forskellige søminefelter, både på dansk foranledning, og senere efter tysk pres.   
 Det ville være imod tyske interesser at disse blev strøget og dermed gav England adgang til Østersøen. Der var flere eksempler på engel-
 
ske togter ind i Østersøen. Alene dette kunne være nok til at retfærdiggøre en tysk invasion. At tyskerne ikke følte sig spor trygge ved
 vores neutralitet ses tydeligt i Lütkens samtaler med den tyske generalstabschef Helmuth v. Molkte i perioden 1902-03 og 1906-07
 Indholdet af disse samtaler var dog stort set kun kendt at statsminister I.C. Christensen, Lütken og Bismarck. De kom til at indgå i
 I.C.Christensens grundlag for forsvarsforliget i 1909 og var formentlig medvirkende til hans tyskvenlige neutralitetskurs.

          Den engelske ubåd E-13 på grund øst for
          Saltholm 1915. Den blev kort efter grund-
          stødningen angrebet af tyske flådefatøjer
          selvom den lå i dansk territorialfarvand
          og den danske flåde lå ved den.
          15 engelske søfolk omkom.
Københavns befæstning. U-båd E-13 Københavns befæstning. Omkomne fra ubåd E-13
                                                       Det sønderskudte periskop fra E-13
Det gennemskudte periskop fra E-13

 Der havde været tysk militær planlægning mod Danmark, og dette indgik i de krigsspil general Schlieffen (den yngre) afholdt i 1890-
 
1900.  En lille nation nord for Tyskland blandede sig i en konflikt mellem Tyskland og Frankrig. Vi ved også at der fandtes en "Fall J",
 en tysk plan for indtagelse af Danmark i 1916.  Planen fandtes i de tyske marinearkiver i Freiburg men blev ødelagt under 2. verdens-
 
krig.
 
 Hvor mange ressourcer ville tyskerne ofre for noget, der dybest set kun var en flankesikring mod en eventuel engelsk indtrængen i Øster-
 
søen ?  
 Den tyske flåden så gerne et angreb på Danmark og dermed kontrol over passagen til og fra Østersøen. Hæren ønskede ikke at åbne en
 resourcekrævende nordfront og modsatte sig dette. K
øbenhavn skulle enten tages ved en langvarig belejring eller en hurtig  kapitulation
 skulle fremtvinges
ved hjælp af et terror-bombardement, enten fra luften eller havet. Førstnævnte var dog forudsat en større vellykket land-
 gangsoperation der ville lægge beslag på temmelig store flådestyrker og transportskibe.
At lægge en bombardementsflåde ind under
 de danske kyst- og søforters kanoner
 kunne medføre ødelæggelse af mange af de store tyske flådefartøjer. Der fandtes således ingen
 nemme løsninger.
 En besættelse af landsdelene uden København
ville også være ulogisk. Så længe København var ubesat var der næsten fri indsejling til
 Østersøen  gennem Øresund.
 Kejseren og hærledelsen fulgte hæren.

   
 I Tyskland var man ikke parat til at risikere de kostbare slagskibe i kamp med Københavns søbefæstning, så man planlagde et kupangreb,
 
hvorefter dele af  Østersø-flåden skulle blokere trafikken over Storebælt og en landgangsstyrke ved Køge Havn skulle afbryde jernbane-
 
forbindelsen med Sydsjælland og Lolland-Falster. Hermed kunne man hindre mobiliseringsmandskabet i at nå frem til København og der-
 
med svække befæstningen afgørende. Styrken fra Køge og en landsat styrke på Amager skulle derefter rykke mod hovedstaden.

 De tyske kanoners kaliber var ved verdenskrigens start øget fra 10-15 cm til op til 42 cm, og bymidten lå indenfor det tyske artilleris række-
 
vidde  og en terrorbeskydning var i høj grad sandsynlig.
 Til sammenligning var de største danske kanoner i 1914 var på landfronten 12 og 15 cm. stålkanoner i voldlavet på Vestvolden og 15 cm
 
stålkanoner i pansertårne på forterne. Kyst- og søforterne havde artilleri op til 30,5 cm.
 Fæstning eller ej, er det et spørgsmål om hvor længe Københavnerne ville kunne udholde et bombardement.


 Det tungere tyske belejringsartilleri vi kunne forvente hvis det var kommet til en egentlig belejring. Herudover naturligvis tungere feltskyts.
 * Kaliber angiver projektilets diameter

 Kaliber Betegnelse Rækkevidde Projektil Egenskaber
 13 cm Belejringskanon 14 km. 40 kg. Bedst med kardæsk mod fjerne udækkede mål
 15 cm       Som de danske, men rækkevidde senere forbedret
 21 cm Haubitz (Mörser) 9,7 km. 120 kg Meget nøjagtig "Haargenau". Rystede, mere end sprængte, lettere anlæg, panserkupler
og forsvindingstårne i stykker
 28 cm Haubitz 10 km. 340 kg. Schwerer Küsten-Mörser. Meget krum skudbane, oprindeligt udvikler til at slå igennem upansrede skibsdæk i en 90 grader anslagsvinkel, gjorde den meget velegnet til nedgravede anlæg
 30,5 cm Haubitz 11 km. 330 kg. Kurze Marine Kanone. Meget panserbrydende egenskaber. Trængte igennem selv meget svært panser og forårsagede meget voldsomme ødelæggelser inden i værkerne.
 42 cm Haubitz (Mörser) 9-14 km. 810-1160 kg Dicke Bertha. Blev brugt hvor intet andet virkede. Dokumenteret at være trængt gennem 2 m. jord, 3 m. armeret beton og derefter at gennembryde 70 cm. mur (uden at detonere)
på et ældre fransk fort.

 Det skal dog understreges, at man kun rådede over meget lille antal af specielt de meget tunge pjecer. I 1916 20 stk. 42 cm, 11 stk 30,5
 cm og  4 stk 28 cm.

 

                                         Københavns Befæstning. Tysk 21 cm. mørser
                                                          21 cm. Mörser
 
         Københavns Befæstning. Tysk 28 cm Haubits "Schwerer Küsten Mörser"
             28 cm Haubits "Schwerer Küsten Mörser"
 
                                  Københavns Befæstning. Tysk 30,5 cm Haubits "Kurze Marine Kanone"
                                             30,5 cm Haubits "Kurze Marine Kanone"
 
       Københavns Befæstning. Tysk 42  cm. Mörser "Dicke Bertha"
                      42  cm. Mörser "Dicke Bertha"
 
                   De store ødelæggelser skyldtes bl.a. at
                   forterne var bygget mod granater ladet
                   med sortkrudt.
                   I mellemtiden var brisante, og langt
                   mere effektive sprængstoffer, opfundet.
Københavns befæstning. Sprængt pansertårn i Liege
       Pansertårn i Liege kastet ud af affutagen
           efter fuldtræffer fra 42 cm. kanon

 Var det kommet til større kampe foran Københavns Befæstning var udfaldet givet.
 Læren fra Liege var, at forter med mellemliggende infateristillinger der kunne hindre nærobservation for artilleriet og i øvrigt holde det på
 
afstand, var det bedste våben mod de store belejringskanoner.
 Dette må også betyde, at Vestvolden nok havde de ringeste chancer mod det meget tunge skyts. Derimod havde Nordfronten nok have
 haft større muligheder, dog med enkelte minusser. De gamle "høje" forter Lyngby og Garderhøj kunne være gode mål der var nemme at
 fjernobservere og dermed sat ud af spillet. Til gengæld  ville forterne med de lave profiler Bagsværd, Gladsaxe og Fortun nok have været
 i stand til at støtte det øvrige forsvar.

 De militære landstyrker ville aldrig være kommet ud af forterne til en egentlig angrebskamp, men var blevet henvist til at blive i deres kase-
 
matter og afvente kampens uundgåelige udfald - et militært nederlag foran København.  
 Disse erfaringer var en af årsagerne til den senere opførelse af Tune-stillingen i 1912-16.
 De store infateristyrker Vestvolden havde været
 mest effektiv imod, kom heldigvis aldrig. "Fall J" og alle andre angrebsplaner blev helt opgivet, idet der ganske enkelt ikke var over-
 
skydende tropper til  et sådant eventyr.

 Og Tyskland var mere svækket end man anede. Tværs over Jylland i det tyskbesatte Sønderjylland blev der efter krav fra Hindenburg,
 
anlagt en  nordfront fra 1916-18. Svære bunkers, svære og middelsvære kanoner, færdige skyttegrave og hindrearbejder. Fra Aabenraa
 til Fanø. Sicherungsstellung Nord.
 Årsagen var frygt for et 12 år gammelt ubekræftet løfte fra den engelske konge til den franske udenrigsminister Delcassé om en engelsk
 
landsætning af 100.000 mand i Esbjerg og i Aalbæk Bugt i Nordjylland.
 Endelig nærede generalerne Hindenburg og Ludendorff en udpræget angst for at den uindkrænkede ubådskrig ville tvinge de gamle
 
søfartsnationer, Holland og Danmark, ind i krigen.
 Tysklands indre forsvar var så svagt, at man seriøst frygtede at den utrænede danske sikringsstyrke ville være i stand til at kæmpe sig vej
 til Berlin, nævner Hindenburg senere i sine erindringer.



                                                                                www.vestvolden.info bruger cookies til at generere statistik for siden.
                                                     Hvis du klikker på et link på www.vestvolden.info accepterer du samtidig sidens brug af cookies.
Mere om cookies