Tyskland indkøber deres første Zeppelin-luftskib allerede i 1909, men først 2 år senere begynder man i Danmark at interessere sig for forsvaret mod angreb fra luften. Udviklingen gjorde det klart, at man var nødt til at tage dette alvorligt og at der måtte indkøbes eller udvikles skyts der var specielt tilrettet denne opgave. Det skulle have bl.a. have tilstrækkelig frihed i både elevation og sideretning og rækkevidde. I 1911, altså allerede samme år, bemyndiges man til at anskaffe en saåkaldt ”ballonkanon”.

Zeppelin

Som med så meget andet når det gjaldt forsvaret gik tiden, og der sker først noget i spørgsmålet i 1912, hvor der bevilges 250.000 kr.
(til ligelig fordeling over årene 1913-1918). Dette ville i 1912 priser række til 6-8 ballonkanoner.
I 1913 beder også flåden om ballonkanoner til det flydende kyst- og søforsvar. Flåden var i besiddelse af flyvebåde omkring 1914, maskiner der var ombygget på orlogsværftet (Mågen-klassen) De var oprindeligt beregnet til rekognosceringsopgaver, men man foreslog udvikling af små bomber der kunne anvendes mod luftskibe, og dermed en egentlig kampopgave.
 

Mågen 1914                      Foto: Forsvaret

I 1915 fremkommer hæren med et konkret ønske om 20-25 ballonkanoner med en kaliber på 65-75 mm., eventuelt indkøbt i det neutrale USA. Samtidig er Hærens Tekniske Korps for Kystartilleriregimentet var i gang med ændre en 47 mm L/44 HSK i krinolineaffutage til ballonkanon.

47 mm HSK M/1886

Krinolineaffutafe                 Luftmålsaffutage M/1915

Dette blev starten på Københavns luftforsvar, idet denne løsning i februar 1915 anbefaledes, ikke blot kun til Kystforsvaret, men hele hæren. For afgivelsen af den mange 47 mm. kanoner der oprindeligt var beregnet til torpedobådsforsvar, skulle kystforsvaret kompen-
seres med andre tilsvarende våben.
Det første tyske luftskibsangreb på England i januar 1915, har måske været med til at fremme beslutningen.
Hvordan de nye krigsformer virker på hæren, beskrives ganske godt af Generalløjtnant Tuxen (chef for hæren Jylland/Fyn) der i et
brev til overgeneral Gørtz kalder den tyske ubåds- og luftkrig ”rent ud forbløffende dristig og grusom”.

Tysk monoplan 1914

Fokker tri-plan med to synkrone maskingeværer

Siemens-Schuckert bombefly

Samtidig gennemfører hærens Tekniske Korps en del forsøg med skydning mod luftmål med de eksisterende våben. Rekylgeværer i luftmålsaffutage konstateres ikke alene at have god virkning på troppernes moral, men også at være en reel trussel mod fly og balloner.
47 mm. kanonerne var, ladet med brandammunition, en trussel mod luftskibe men ikke mod fly medmindre men opnåede en direkte træffer. Sommeren 1915 laves en del forsøg med et dansk udviklet brandrør i granaterne, det ikke alene detonerede efter en vist antal sekunder men også kunne detonere ved anslag på luftskibenes kanvasbeklædte brintbeholder. Endelig forsøgte man sig med lysspor ammunition, hvor projektilets sats af brændende fosfor også kunne antænde luftskibenes brintbeholder.

I overvejelserne indgik 2 scenarier:
1: Bombning af større områder (byer eller bydele)
2: Bombning af særlige mål (militære anlæg, særlige bygninger o.lign.)

Bombning at større områder ville kunne ske fra så stor højde, at beskydning fra jorden ingen effekt ville have. I denne forbindelse
nævnes i hærledelsen for første gang et muligt behov for jagerfly. Bombning af udvalgte mål ville derimod kræve bombning far så lav højde, at de angribende luftfartøjer ville blive udsat for ild fra jorden. 
Behovet for fly opgjordes til 25 fly i 4 eskadriller. Hæren råder på dette tidspunkt over 6 fly af forskellig type, så der er tale om opstilling
 af en helt ny enhed.

Artilleriet skulle, iflg. generalmajor Holm, opstilles i byens periferi og helst på lastbiler med to pjecer følgende steder:

Det opgjorte behov var ialt 74 anti-ballonkanoner.
Man på dette tidspunkt i gang med at forsyne 38 stk 47 mm. kanoner med luftmålsaffutager, og der blev nu også bevilget penge til fremstilling af 100 luftmålsaffutager til 8 mm. rekylgeværer.

Madsen rekylgevær i luftmålsaffutage

Maxim vandkølet maskingevær

Der var på dette tidspunkt mange initiativer i gang, da truslen fra luften blev mere og mere åbenlys.
I efteråret 1915 begyndte man at camouflere befæstningens anlæg mod observation fra luften. Man havde fået 50 afstandsmålere fra Tyskland, der blev fortsat arbejdet med at udvikle luftmålsaffutager til 75 mm. L/30 pjecerne og en dansk 150 mm. projektør var under afprøvning på Dragør Fort.
Det blev marinen der kom først med opstilling af luftværnspjecer. Ved årskiftet var der opsat en 75 mm. luftværnskanon på det forreste
af kystforsvarsskibet Peter Skrams 24 cm. Kanontårne.
I mellemtiden trænede hæren brug af 15 cm. granatkardæsk mod lavtgående brintballoner på Vestvoldens sydligste del og mest muligt
af hærens materiel blev ændret således at det også kunne anvendes mod luftmål. Samtidig ændredes 29 ældre 90 cm. projektører til ubegrænset elevation, således de kunne belyse luftmål. 14 til landbefæstningen og 15 til søbefæstningen. De havde tidligere været
beregnet til natkamp mod almindelige overflademål.

I foråret 1916 var de ombyggede 47 mm. kanoner klar. man besluttede, at alle de steder Generalmajor Holm havde foreslået, udover
en 47 cm. kanon, også skulle have opsat en 90 cm. projektør. Samtidig blev også udpeget 14 højtliggende steder, hvor der ved
mobilisering skulle anbringes 2 rekylgeværer i luftmålsaffutage.

ZOO-tårnet fra 1905

Ingeniørkasernen Svanemøllen

Utrecht-bygningen, Rådhuspladsen

April 1916 påbegyndes opstillingen af de første to 47 mm. anti-ballonkanoner af i alt 4 på Orlogsværftet. De blev opsat på kasernens og kedelsmedjens tag, på Arsenaløen og på værftets flyveplads. De blev støttet af to 90 cm. projektører på tagene af spanteloftet og takkelloftet.
Luftforsvaret var nu af en størrelse, så der i foråret 1916 oprettes et luftforsvarskompagni.

De første to 75 mm. kanoner i luftmålsaffutage monteres i Mosede Batteri på Tunestillingens sydflanke. Der er allerede støbt underlag
og sokkel for i alt 4. Modsat 47 mm. kanonen kan de beskyde fjendtlige fly med granatkardæsk.

75 mm. hurtigskydende stål kanon (HSK) M/1914                                               Tøjhusmuseet

75 mm HSK i kystaffutage

75 mm HSK i luftmålsaffutage

Der blev også af lokale chefer anvendt utraditionelle metoder.
Den ellers pensionerede kaptajn Bardenfledth var genindtråd og afgivet til flåden. Hans opgave var at spærre en gennemsejling langs
Fyns østkyst med 4 bedagede 9 cm Krupp-kanoner M/1876. Maj 1916 søgte han (forgæves) om tildeling af ekstra kardæsk ammunition idet han havde gjort det muligt for sine 4 pjecer at beskyde luftmål med kardæsk. Kort fortalt havde han opstillet sine pjecer således, at man ved at centrere og fastgøre pjecens lavet på en høj støbt keglestub, kunne elevere kanonen meget højt. Centreringen muliggjorde at den kunne dreje om sin egen akse og dermed havde fået ubegrænset sideretning. Dette system kom dog aldrig i brug andre steder.

I efterfåret 1916 bevilges penge til indkøb af 10 trykluftsirener til avertering af angreb fra luften.

I efteråret 1916 var der bevilget penge til indkøb af 6 stk. jagermaskiner bygget af Nielsen & Winther Aeroplanfabrik i København.
Disse fly skulle leveres i 1917.

Udrustningen af luftværnsartilleriet blev som det øvrige forsvar blev ramt af manglende bevillinger efterhånden som politikerne blev
trætte af at holde Danmark på krigsfod.  Dette medførte nogle selvmodsigende situationer, hvor f.eks man standsede ombygningen af
75 mm. artilleriet medens man ved bygning af Tunestillingen fortsat støbte briske og sokler til dem og i øvrigt planlagde med dem.

Af Fall J (den tyske angrebsplan på Danmark) fremgår det, at Tyskland dels planlagde at anvende luftskibe under et eventuelt angreb på Danmark, og at Tyskland også var klar over at det danske luftforsvar var nærmest ikke eksisterende.
Luftskibsangrebene skulle komme fra henholdsvis Seddin og Seerappen. Der skulle anvendes 4 55.000 kubikmeter luftskibe og angrebsmålene skulle være dels København og dels havne, industri og forsvarsanlæg.
Det var luftskibe fra Østersøflådens luftskibshaller i Seddin og Seerappen der var forudset til at deltage i dette eventuelle angreb.

Schutte-Lanz luftskin i Seddin

Hallerne i Seddin

Hallen i Seerappen med Zeppelin LZ-90

Det var spillet om Jylland , der omkring 1916 satte gang i planlægning af Fall J, der skulle sikre Tyskland kontrollen over Jylland og
dermed kontrollen over Kattegat. Dette kunne nemmest muligt ske ved, at den danske sikringsstyrke forblev på Sjælland, og den danske regering på den ene eller anden måde måtte acceptere en besættelse. Dette kunne bl.a. ske efter en terrorbombning af København fra luften. (På samme tidspunkt begynder Tyskland at opføre Sikringsstilling Nord på den tyske side af grænsen for at sikre nordflanken.)
Disse tyske overvejelser om luftbombardement var følgen at de danske udbygninger af søforsvaret omkring København efter forsvars-forliget i 1909 samt de omfattende mineudlægninger. Tyskland turde ikke risikere at miste uerstattelige slagskibe på et skibsbombarde-
ment af hovedstaden, hvorfor fly og luftskibe var et oplagt alternativ, ikke mindst på grund af det manglende danske luftforsvar.
Man var ikke i Danmark klar over at man allerede havde imødegået et bombardement med skibs-artilleri mod hovedstaden, og fortsatte med at planlægge søforsvaret. Så sent som 1916 retter man en uformel anmodning til England om levering af svært skibsartilleri til op-stilling på Sydamager. Sideløbende hermed foregik dog, specielt i 1916, et større arbejde med at indrette Københavns luftforsvar.
Den øvrige planlægning i Fall J undgik også hovedstaden, idet et egentligt angreb skulle være et kupangreb hvor den tyske flåde spærrede
storebælt og en landgangsstyrke spærrede den nord-syd gående jernbane ved Køge. Man havde så effektivt spærret for mobiliserings-tropper til hovedstaden.