Københavns befæstning 1880-1920 
       

Personalia

De betydelige personer omkring Københavns Befæstning

                                                                        Konseilspræsident
                                                            Jacob Brønnum Scavenius Estrup
                                                                             (1825-1913)

                                                    

Som 21-årig arvede Estrup sin fars gård, Kongsdal på Vestsjælland, og siden købte han Skafføgård i Østjylland. Han havde et dårligt helbred, men takket være selvdisciplin, flere kurrejser og dygtighed ikke blot klarede han sig, men slog sig op som en fremragende landmand. Det var gode tider for de store gårde, der kunne eksportere korn til høje priser.
Estrup blev valgt til Folketinget for en enkelt periode i 1854, og var fra 1864-98 folkevalgt medlem af Landstinget. I 1865 blev han indenrigsminister, hvor han arbejdede ihærdigt for en forbedring af infrastrukturen ved hjælp af love om bl.a. jernbaner og anlæggelsen af Esbjerg Havn.
Han trådte tilbage af helbredshensyn i 1869. Som fremtrædende skikkelse på den konservative godsejerfløj blev han i 1875 opfordret til at danne et ministerium og fungerede derefter i næsten 20 år som konseilspræsident, dvs. som regeringsleder.
Estrup var langt fra demokrat i moderne forstand, og det hjalp bestemt ikke, at han dertil skal have været ualmindelig stædig. Han var erklæret modstander af Venstres krav om parlamentarisme og lod sig ikke anfægte af, at Højre i hans tid tabte flere folketingsvalg. Konflikten skærpedes i 1877, da regeringen udstedte en provisorisk finanslov uden folketingets samtykke, som grundloven ellers krævede.
Det gentog sig i perioden 1885-94, den såkaldte provisorietid. Efter et amatøragtigt og mislykket skudattentat mod Estrup i 1885 begået af en typograf fandt regeringen anledning til at gennemføre en række love, der gav politiet øgede beføjelser, lagde restriktioner på pressen og begrænsede civiles mulighed for at besidde og bruge våben.
Det helt store politiske stridspunkt var spørgsmålet om forsvaret. Regeringen arbejdede konsekvent for en befæstning af København, hvilket Venstre og deres vælgere på landet og i provinsen ikke fandt særligt betryggende. Regeringen fik gennem-trumfet sin plan, der førte til de enorme anlægsarbejder vest for København, Vestvolden, og en udbygning af de københavnske søforter. Estrup trådte tilbage efter at Højre havde indgået forlig med Venstre om finansloven i 1894. Han bevarede en betydelig politisk indflydelse under de følgende højreregeringer og var efter den første Venstre-regering i 1901 i stejl opposition.

                                                                            
 

Sommerfeldt stammer fra Jylland, hvor han fødtes i Randers den 5te februar 1842. Som 17-aarig Yngling traadte han ind i det Kongelige Landcadetkorps, men dette ophævedes allerede to Aar efter, og han blevda 1ste November 1861 udnævnt til Sekondløjtnant af Fodfolket, i hvilket han ansattes først ved 3die og senere ved 6te Btaillon. I Foraaret 1863 indtraadte han paa den Kongelige militære Højskole for at søge uddannelse til de specielle Vaaben. Undervisningen ophørte her under krigen 1864, for at Lærere og Elever kunne afgaa til Tjeneste ved Hæren. Sommerfeldt kom til 11te Regiment og deltog i Fægtningen ved Vejle 8de Marts. Efter Krigens ophør fortsatte han sin uddannelse paa Højskolen, som han, efter at have bestaaet de forskellige Prøver med et særdeles godt resultat og efter ifølge Hærloven af 1867 at være bleven forfremmet til Premierløjtnant, forlod i Foraaret 1868 som Ingeniør-officer.
Sin praktiske tjeneste ved Ingeniørkorpset begyndte Sommerfeldt ved 1ste Ingeniørbatail-lon, hvor han særlig havde Lejlighed til at sætte sig ind i Telegrafkompagniets Virksomhed, hvad der foranledigede, at han i 1871 blev Medlem af en under Marineministeriet nedsat Kommission til Udarbejdelsen af Forslag til et for Flaade og Hær fælles Signalsystem. Samme Aar forlod han imidlertid Troppetjenesten og overgik til Bygningstjenesten, hvor han ansattes ved 1ste Ingeniørdirektion, men her forblev han dog kun til 1873, idet han, som da var bleven forfremmet til Kaptejn, bestemtes til at tage Arv efter afdøde Kaptajn O.Larssen som Lærer i Civilbygningskunst i Officers-skolens ældste Klasse. Denne Stilling beklædte han i 10 Aar, 1874-84, og han var samtidig  Chef for Ingeniør-korpsets Reserve-kompagnier. Som Lærer forfattede han flere Lærebøger, hvoraf hans "Forelæsninger over Hus-bygningskunst" udkom i Trykken. Et af ham op-fundet Lønskriftsystem afløste i 1883 det tidligere anvendte, mindre paalidelige, system og benyttes endnu i Hæren.
I Tiaaret fra Midten af firserne til Midten af halvfemserne, i hvilket Sommerfeldt forfrem-medes først til Oberstløjtnant (1885) og senere til Oberst (1890), falder hans hoved-virksomhed  som Militæringeniør, idet det overdroges ham som Chef for den i den Anledning oprettede 4de Ingeniørdirektion at lede Udførelsen af de nye Landbefæstnings-anlæg ved Kjøbenhavn. Det var en stor og vanskelig Opgave, der saaledes stilledes ham; thi dels medførte de politiske Forhold herhjemme en stykkevis Udførelse af Fæstningen, der ikke kunne andet end hemme Gennemførelsen af en helstøbt Plan, dels faldt Udførelsen i et Tidsrum, hvor de nyeste fremskridt paa Angrebs-midlernes Omraade vare i Færd med at bryde igennem i Udlandet. Hertil maatte der selvfølgelig tages hensyn til Anlæggenes Anordning og Indretning, hvad der  ikke var saa lige en Sag, da det nye, som skulde anvendes, var uprøvet under Feltforhold, saa at Krigserfaring endnu ikke havde haft Lejlighed til at bringe Rede i de mange Ideer paa Befæstningsvæsenets Omraade, hvis Undfangelse de artilleristiske Fremskridt havde affødt. Man havde alene resultaterne fra Forsøgsskydepladserne at støtte sig til, men det maa siges, at Sommerfeldt løste den ham stillede Opgave med Omsigt og Fremsynethed. Hertil bidrog sikkert ikke lidet, at han opaa de Reiser i Udlandet, som hans Gerning medførte, stiftede nøje Bekendtskab med Cheferne for Ingeniørkorpserne i Belgien og Holland, nemlig Generalerne Brialmont og Kromhout, hvoraf førstnævnte er Skaber af Antwerpens Fæstningsværker og de nye Anlæg til Maasliniens Forstærkning, mens sidstnævnte i flere Aar forestod de i gang-værende betydelige Arbejder til Amsterdams befæstning. Det tør nok siges, at Samlivet med disse to ansete Militær-ingeniører har haft en frugtbringende Indflydelse paa Sommer-feldt og til en vis grad sat sit Stempel paa de Forslag til de enkelte Anlægs Udførelse, som han indsendte til højere godkendelse, og som i alt væsentligt senere blevet fulgt ved arbejdernes gennemførelse. ^{* )}
Sommerfeldt ved blev af være Chef for 4de Ingeniørdirektion, som efter hovedarbejdernes afslutning i 1891 sammendroges med den bestaaende 2den Ingeniørdirektion, indtil 196, i hvilket Aar han overtog Kommandoen over Ingeniør-regimentet, som han dog atter fra-traadte  i 1900, da han paany forsattes til Bygningstjenesten som Chef for 1ste Ingeniør-direktion, hvilken Stilling han beklædte ved sin Død.
For sin Virksomhed ved Befæstningsanlæggene belønnedes Sommerfeldt, der tidligere var udnævnt til Ridder og Dannebrogsmand, i 1893 med Kommandørkorset ad 2den Grad af Dannebrogsordenen. Han var tillige Indehaver af flere høje udenlandske Ordener."

*) Som en synligt bevis paa den Agtelse, som den nu 82-aarige General Brialmont har næret for Oberst Sommerfeldt og hans Gerning, skal meddeles Indholdet af et Brev, som Generalen den 5te Maj i Aar har skrevet til Oberstens Søn. Det lyder saaledes: "Efter at have overstaaet en Sygdom, under hvilken man havde forbudt mig at læse og skrive, har jeg modtaget det brev, ved hvillket De underretter mig om, at Deres Fader er afgaaet ved Døden i Algier. Denne Meddelelse har bedrøvet mig dybt; thi de Forbindelser, jeg har haft med den dygtige Ingeniør, hvis Tab De nu begræder, havde fyldt mig med den højeste Agtelse for hans Karakter og hans Evner. Hans Død er et føleligt Tab for det danske Ingeniørkorps, som han har ydet store tjenester ved at bringe til Anvendelse ved Kjøbenhavns Forsvar de seneste Fremskridt saavel med hensyn til Indretningen som til Bestykningen af Fæstninger. Modtag o.s.v."

                                                                                   

 
Født i 1841 i Torpmagle ved Frederiksværk, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer. Gennem sin mor, Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) er han fætter til Holger Drachmann.
Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og 1867 uddannet jurist. Han stillede op til folketinget i 1872, i sin hjemegn Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt, denne gang for Københavns Amts 4. Kreds (Køge). Hørup tabte først sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup havde kun været folketingsmand ét år da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne imod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.
Han var medstifter af og formand for "Onsdagsforeningen", det første forsøg på at samle den ringe opposition i hovedstaden. Da Venstre i foråret 1878 deltes, sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder.
I 1894, bliver Viggo Hørup medlem af Venstre-reformpartiet.
I oktober 1878 blev han medlem af finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i rigsdagen; end videre var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor (genvalgt indtil 1892). Medens Hørup i de første år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig tilbage, vakte han fra samlingen 1878-79 stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløs spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vor grundlov.
På et folkemøde i eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin påstand udtryk i de bekendte ord, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved Siden af sig", og har ved denne udæskende form utvivlsomt skadet venstres sag og givet modstanderne et godt våaben i hænde, ligesom senere hans hånlige udfald imod forsvarssagen
("den døde Torsk") og dens talsmænd ("omvandrende Lirekasser") sikkerlig netop have fremmet denne sag og hidset dens tilhængere til handling.

Hørups "Hvad skal det nytte tale"

"Dersom der i tidligere tid var nogen tendens i folket til at behandle denne sag rent overfladisk, på fantasiens vej, med overspændt æstetisk følelsestilskyndelse, så tror jeg, at det er forbi. Jeg tror, at dette spørgsmål, hvad skal det nytte? dette spørgsmål, der er en hæder for vort folks forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen, og jeg nærer den tro, at den tid ikke er fjern, da ingen ærlig mand eller kvinde her i landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgå at se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en sag som denne, der for tusinder og atter tusinder af fattige familier betyder et bidrag - ikke alene i penge - men i personlig kraft - der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt. Med disse ord skal jeg atter stemme mod Københavns befæstning. Jeg har med disse få bemærkninger ønsket at skaffe plads for dette indtryk, at dersom der her i tinget er venner af militarismen, folk, for hvem militarismen er en livssag, så er der også her i tinget fjender af militarismen, folk, for hvem modstanden mod militarismen er en livssag."

                                                                                                                                                                         Viggo Hørup

                                                                     Niels Frederik Ravn
                                               Viceadmiral, marine- krigs og udenrigsminister
                                                                               1826-1910
 

N.F. Ravn blev født i København som søn af lærredshandler Stephen Ravn og Marie F. Bünge:
Han bliver sekondlieutenant 1845, premierlieutenant 1851 og i 1963 kapitajnlieutenant. Allerede i 1868 forfremmes han til kapitajn, 1873 kommandør, 1885 kontreadmmiral og pensioneres 1891 med viceadmirals karakter.
Ravn deltog som sø-officer på forskellige orlogsskibe både i første og anden slesvigske krig. Lærer i matematik på Søkadetakademiet og Subaltern Officer på Søkortarkivet. Medstifter af det Krigsvidenskabelige Selskab i 1871 sammen med generalerne Bahnson, Koefoed m.fl.

1873 afløser han uventet Oberst C.A.F Thomsen som Marineminister.
Frem til 1894 beklædte Ravn også poster som henholdsvis krigsminister og udenrigsminister.
Ikke alene er Ravn uøvet i politik, men heller ikke en populær skikkelse i den noget ophidsede diskussion om  forsvarssagen og Københavns befæstning.
I striden om Københavns Befæstning var Ravn fortaler for at landbefæstningen gennemførtes før noget andet. Dette til stor fortrydelse for mange af hans gamle officerskolleger i Marinen, der mente at flåden og søforsvaret havde størst behov for modernisering og nyt materiel.


                                                                      Jesper Jespersen Bahnson
                                                                 Generalløjtnant og Krigsminister
                                                                                  1827-1909
 

Bahnson var født 1827 på herregården Taarupgaard i Fjends Herred , hvilken han selv ejede i perioden 1876-1899.
Bahnson kom til København i 1844 og blev optaget på den militære højskole i 1846. Han deltog under treårskrigen i forsvaret af Fredericia. Han afsluttede uddannelsen i 1853 hvorefter han var aktiv officer i kortere perioder.
Han deltog også i anden Slesvigske krig i 1864.
I perioden 1853-1879 var han lærer på de mlitære skoler størstedelen af tiden.
I 1879 fik Bahnson rang af oberst, og blev overflyttet til krigsministeriet. Først som embedsmand, men senere som minister til 1894.
I 1894 blev han generalløjtnant og kommanderende general på Sjælland (1 generalkommando-distrikt) indtil sin pensionering i 1897.
Fra 1897 til sin død i 1907 var han formand for Foreningen for Officerer udenfor aktiv Tjeneste.

Bahnson var gennem hele sit levned varm fortaler for forsvarssagen, og deltog i den offentlige debat som en af "sagkundskabens repræsentater". I 1887 opstilledes han af Højre i Frederiksberg Kredsen og blev efter en hård valgkampmed forsvarssagen som centralt punkt, valgtes han ind i Folketinget. Han sad i folketinget i 8 år, indtil han tabte mandatet til en venstremand.

Det blev Bahnson der som krigsminister gennemførte opførelsen af Københavns befæstning. Trods afgrundsdyb uenighed om selve befæstningen, fik han dog nogle mindre kompromisser gennemført, bl.a. maskingeværer til forsvaret i 1888 og den deraf følgende opførelse af Det Nye Tøjhus på Amager.    
 

                                                      Bahnsons Grav på Solbjerg Kirkegård, Frederiksberg 2009