Københavns befæstning 1880-1920 
       

 Indrettet efter krigens nyeste udvikling


Tunestillingen bryder dybest set ikke med tidligere betragtninger i befæstningens årtier.
Man kendte værdien af fremskudte værker, og var bevidst om nødvendigheden af at holde fjendtligt artilleri fra livet. Netop Nordfronten var jo opført med fremskudte forter understøttet af bagvedliggende batterier og stillinger. I forbindelse med opførelse af Vestvolden havde der jo tidligt også være tale om at opføre et fremskudt fort ved Vallensbæk, hvilket dog aldrig blev til noget.
Og meningen med Tunestillingen var at skyde forsvaret frem i en afstand, hvor moderne artilleri ikke kunne nå København.

Tunestillingen kom til at leve op til de senest kendte erfaringer og principper fra første verdenskrig. Det altover-vejende princip var store pigtrådsspærringer flankeret af små huler (bunkers med to rekylgeværer og en projektør) og de lidt større gallerier (bunkers med op til 8 mands besætning).
Den flankerende rekylgeværbeskydning af pigtrådsspærringer var jo netop den taktik, der havde krævet så store ofre blandt angribende styrker i specielt Frankrigs skyttegrave.
Mellem huler og gallerier var der nogle steder anlagt regulære skyttegrave parallelt med pigtrådsspærringen til indsættelse af infanteri. Stillingens forterræn kunne naturligvis beskydes med det bagved liggende artilleri.

De seneste våbentekniske og føringsmæssige erfaringer blev brugt ved bygningen. Efterretningerne fra slag-markerne kom langsomt, men sikkert, hjem til stabene og Krigsministeriet. Og der var nok at rapportere om.

1. verdenskrigs slagmarker var våbenindustriens laboratorium og prøvebænk - med enorme tab til følge. De militære principper kunne ikke ændres i takt med nye opfindelser - og det vrimlede med nye uhyggelige våben.
 

  Pigtråd,  udlagt i 15-20 meter
  brede bælter, i stedet for naturlige
  spærringer som f.eks. tjørn og
  brombær.