Københavns befæstning 1880-1920 
       

Carl Th. Sørensen

Niels Th. Neergaard

J.C.Christensen

J.V. Gørtz

Tunestillingen kom  først til realitetsbehandling efter den radikale forsvarsminister Peter Munch på en morgenmøde med værnsledelserne 11. oktober 1914 havde spurgt drillende ind til det nye langt-rækkende tyske artilleri og Købehavns befæstning. Netop befæstningen virkede jo som en rød klud på de Radikale. Påskuddet for spørgsmålene var Antwerpens rekordhurtige fald efter et artilleri-bombardement.
Overgeneral Gørtz havde svaret, at man ikke vidste så meget om de nye typer skyts, men at Københavns befæstning fortrinsvis var modstandsdygtigt overfor feltartilleri. Chefen for generalstaben generalmajor Palle Berthelsen havde tilføjet, at der foregik en forandring af opfattelsen af hvorledes fæstninger skulle bygges og at man nok måtte gå tilbage til jordværker i større udstrækning.
  
Straks efter mødet har enten Gørtz eller Berthelsen sat overkommandoens specialist General C.F.Holm fra artilleriet til at udarbejde løsningsforslag på dette opståede politiske problem.
I  begyndelsen af December forelå C.F. Holms to-delte plan.
Den fastslog, at virkningerne af det svære tyske skyts langt overgik hvad man havde forestillet sig muligt. Både den direkte virkning, men også den moralske virkning var meget betydelig.
Holm anbefalede derfor fremskudte stillinger foran Vestfronten. Det skal bemærkes, at han anbefaler fremskudte stillinger og ikke en linie far Køge Bugt til Roskilde Fjord. Han hældede formentlig til den sydlige del af Lütkens tidligere forslag fra Rungsted til Vejlebro.
Anden del af C.F. Holms plan var anskaffelse af 96 tykker moderne langtrækkende artilleripjecer til fæstningen, skyts der kunne nå det langtrækkende tyske belejringsartilleri i dets stillinger..
Det daværende nyeste danske artilleri var 20 år gammelt og ganske utilstrækkeligt.

Hærledelsen havde tilsyneladende allerede besluttet at der skulle anlægges en stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord når det blev politisk muligt.
Blandt andet var der allerede 12 dage efter Holms anbefaling en korrespondance mellem overgeneralen og generalløjtnant August Tuxen, der var hærchef i Jylland og Fyn, hvor Tuxen skriver om Tune-stillingen som et De Facto.   

L.C.F. Lütken

General C.F Holm

August Tuxen

Palle Berthelsen

I juni 1915 lykkes det forsvarsminister Munch at få kongens tilslutning til en reduktion af sikringsstyrken med 13000 mand, mod en afhjælpning af ammunitionsmanglen ved indkøb i USA. 
Reduktionen skulle allerede være tilendebragt 3 måneder senere.
 

Peter Rochegune Munch                                   Forsvarsminister

Dette ramte det fremskudte forsvar hårdt, idet sikringsstyrkens reservemandskab med deres bemanding af fæstningen havde frigjort de bedre uddannede liniebataljoner til det fremskudte forsvar, herunder kystforsvaret.
Dette fremskudte forsvar var allerede formuleret af generalstabsofficeren Arnold Kühnel i 1894, og var den fremherskende mening frem til Kühnels død i 1908.
 
På baggrund af den nye situation iværksatte hærledelsen en rekognoscering af Tunestillingen, der var færdig 4. september 1915. Den blev foretaget af Oberstløjtnant Olof B. Schouboe der var fæstnings-artillerispecialist, Kaptajn Oscar Friis fra generalstabens operationssektion og Premierløjtnant F. Topsøe fra Ingeniørtropperne.
Disse 3 må betegnes som Tunestillingens egentlige arkitekter.
 

Olof Schouboe

Oscar Friis

F.Topsøe

I rapportens bemærkninger omtales fordelene som stillingens gode oversigtsforhold der ville gøre det svært for en modstander at samle sin styrke uset, men samtidig nævnes faren for en omgåelse af stillingen ved Hornsherred, en overgang over Roskilde Fjord eller en omgåelse af stillingen ved Køge Bugt. 
Allerede en uge efter anbefales planen til krigsministeriet med begrundelsen "afværgelse af bombardement fra sværere artilleri", som fæstningen og de hidtidige værker ikke ville kunne imødegå.
Som andre muligheder ned Tunestillingen nævnes førnævnte stilling Rungsted-Vejlebro, men blandt svaghederne nævnes etableringsomkostninger samt det faktum, at fæstningens kanoner ikke ville kunne støtte den på grund af afstanden.
Gørtz fastslår, at der ikke er økonomi til begge stillinger, hvorfor Tunestillingen anbefales.

Politisk anlagdes i Venstres 4 mands store inderkreds de betragtninger, at anlæggelsen var en desavouering af fæstningen, men at anlæggelsen kunne også kunne nedbringe sikringsstyrken yderligere. Samtidig kunne den nye stilling flytte den afgørende kamp værk fra hovedstaden. Man ville imidlertid  spørge udenrigsminister Scavenius (der ikke var en del af inderkredsen) om linien kunne betragtes som fjendtlig af Tyskland.
Dagen efter afviste Gørtz at sikringsstillingen kunne nedbringe sikringsstyrken yderligere, og blev vred over at Scavenius også skulle høres - "Det er dog for galt at man ikke kan anlægge en forsvarslinie i sit eget land, uden det skal komme an på udenrigsministeren". 
Som ventet var Scavenius skeptisk, men mente at det som minimum måtte medføre en nedbringelse
af Sikringsstyrken. 
Samtidig var der bad tæppet stærke kræfter i både den frivillige forsvarsbevægelse (ingeniør Aage Westenholz) og officerskorpset, der aktivt arbejdede på at få fjernet Generaler Gørtz, Berthelsen og forsvarsministeriets direktør Ulrich, som alle blev betragtes som bløde og følgagtige i forholdet til den radikale forsvarsminister Munch.
Stærke kræfter, rytteriets generalinspektør, generalmajor Holten Frederik Castenschiold og kaptajn J.O.Jensen, støttet af generalinspektøren for fodfolket, generalmajor Møller og Københavns kommandant generalmajor Lembke.
Faktisk fandt et møde sted mellem Castenschiold og Munch om den store utilfredshed med Gørtz og Berthelsen, hvortil Munch havde svaret, at der ikke fandtes anvendelige afløsere.  

Dette oprør mod hærledelsen var uden tvivl medvirkende til at Munch bemyndiger byggeriet af Tubestillingen - af hensyn til husfreden. En forudsætning for bemyndigelsen var dog, at spørgsmålet ikke måtte gøres til genstand for pressebehandling "der ville kune give en uheldig karakter udadtil".
Senere fulgte en mindre bevilling til efterkommelse af Holms ønsker i 1914. Der skulle i samarbejde med Bofors udvikles og anskaffes 16 nye 15 cm haubits.

I forlængelse af den store efterårsmanøvre, blev 3 ingeniørkompagnier 11. oktober 1915 beordret til at sende hold til "afsætning", hvilket skete med 3200 kosteskafter.   

En fremskudt linie af artilleristillinger, pigtrådssikrede løbegrave og kasematter. Forsvarslinien begyndte ved Mosede Fort (kystbatteri) og løb nordpå gennem bl. a. Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde
Stillingen skulle have været fortsat til Frederiksværk og Lynæs, men aldrig ført ud i livet.
Materialerne blev dog indkøbt og lagt op.

Stillingen opdeles i 3 afsnit:
Karlslunde afsnit
Tune afsnit
Roskilde afsnit