↑ Tilbage til Baggrunden

Personalia

Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913)

Estrup

J.B.S. Estrup

Som 21-årig arvede Estrup sin fars gård, Kongsdal på Vestsjælland, og siden købte han Skaføgård i Østjylland.
Han havde et dårligt helbred, men takket være selv-disciplin, flere kurrejser og dygtighed ikke blot klarede han sig, men slog sig op som en fremragende landmand. Det var gode tider for de store gårde, der kunne eksportere korn til høje priser.
Estrup blev valgt til Folketinget for en enkelt periode i 1854, og var fra 1864-98 folkevalgt medlem af Landstinget. I 1865 blev han indenrigsminister, hvor han arbejdede ihærdigt for en forbedring af infrastrukturen ved hjælp af love om bl.a. jernbaner og anlæggelsen af Esbjerg Havn.

Han trådte tilbage af helbredshensyn i 1869. Som fremtrædende skikkelse på den konservative godsejerfløj blev han i 1875 opfordret til at danne et ministerium og fungerede derefter i næsten 20 år som konseilspræsident, dvs. som regeringsleder.
Estrup var langt fra demokrat i moderne forstand, og det hjalp bestemt ikke, at han dertil skal have været ualmindelig stædig. Han var erklæret modstander af Venstres krav om parlamentarisme og lod sig ikke anfægte af, at Højre i hans tid tabte flere folketingsvalg. Konflikten skærpedes i 1877, da regeringen udstedte en provisorisk finanslov uden folketingets samtykke, som grundloven ellers krævede.
Det gentog sig i perioden 1885-94, den såkaldte provisorietid. Efter et amatøragtigt og mislykket skudattentat mod Estrup i 1885 begået af
en typograf fandt regeringen anledning til at gennemføre en række love, der gav politiet øgede beføjelser, lagde restriktioner på pressen og begrænsede civiles mulighed for at besidde og bruge våben.

Det helt store politiske stridspunkt var spørgsmålet om forsvaret. Regeringen arbejdede konsekvent for en befæstning af København, hvilket Venstre og deres vælgere på landet og i provinsen ikke fandt særligt betryggende. Regeringen fik gennemtrumfet sin plan, der førte til de enorme anlægsarbejder vest for København, Vestvolden, og en udbygning af de københavnske søforter. Estrup trådte tilbage efter at Højre havde indgået forlig med Venstre om finansloven i 1894. Han bevarede en betydelig politisk indflydelse under de følgende højreregeringer og var efter den første Venstre-regering i 1901 i stejl opposition.

Elisaeus Janus Sommerfeldt, (1842-1903) Oberst i Ingeniørtropperne
(Uddrag af nekrolog)

Oberstløjtnant Sommerfeldt

Oberstløjtnant Sommerfeldt

Sommerfeldt stammer fra Jylland, hvor han fødtes i Randers den 5te februar 1842. Som 17-aarig Yngling traadte han ind i det Kongelige Landcadetkorps, men dette ophævedes allerede to Aar efter, og han blevda 1ste November 1861 udnævnt til Sekondløjtnant af Fodfolket, i hvilket han ansattes først ved 3die og senere ved 6te Btaillon. I Foraaret 1863 indtraadte han paa den Kongelige militære Højskole for at søge uddannelse til de specielle Vaaben. Undervisningen ophørte her under krigen 1864, for at Lærere og Elever kunne afgaa til Tjeneste ved Hæren. Sommerfeldt kom til 11te Regiment og deltog i Fægtningen ved Vejle 8de Marts. Efter Krigens ophør fortsatte han sin uddannelse paa Højskolen, som han, efter at have bestaaet de forskellige Prøver med et særdeles godt resultat og efter ifølge Hærloven af 1867 at være bleven forfremmet til Premierløjtnant, forlod i Foraaret 1868 som Ingeniør-officer.

Sin praktiske tjeneste ved Ingeniørkorpset begyndte Sommerfeldt ved 1ste Ingeniørbataillon, hvor han særlig havde Lejlighed til at sætte sig ind i Telegrafkompagniets Virksomhed, hvad der foranledigede, at han i 1871 blev Medlem af en under Marineministeriet nedsat Kommission til Udarbejdelsen af Forslag til et for Flaade og Hær fælles Signalsystem. Samme Aar forlod han imidlertid Troppetjenesten og overgik til Bygningstjenesten, hvor han ansattes ved 1ste Ingeniørdirektion, men her forblev han dog kun til 1873, idet han, som da var bleven forfremmet til Kaptejn, bestemtes til at tage Arv efter afdøde Kaptajn O.Larssen som Lærer i Civilbygningskunst i Officersskolens ældste Klasse. Denne Stilling beklædte han i 10 Aar, 1874-84, og han var samtidig  Chef for Ingeniørkorpsets Reservekompagnier. Som Lærer forfattede han flere Lærebøger, hvoraf hans “Forelæsninger over Husbygningskunst” udkom i Trykken. Et af ham opfundet Lønskriftsystem afløste i 1883 det tidligere anvendte, mindre paalidelige, system og benyttes endnu i Hæren.

I Tiaaret fra Midten af firserne til Midten af halvfemserne, i hvilket Sommerfeldt forfremmedes først til Oberstløjtnant (1885) og senere til Oberst (1890), falder hans hovedvirksomhed  som Militæringeniør, idet det overdroges ham som Chef for den i den Anledning oprettede 4de Ingeniørdirektion at lede Udførelsen af de nye Landbefæstningsanlæg ved Kjøbenhavn. Det var en stor og vanskelig Opgave, der saaledes stilledes ham; thi dels medførte de politiske Forhold herhjemme en stykkevis Udførelse af Fæstningen, der ikke kunne andet end hemme Gennemførelsen af en helstøbt Plan, dels faldt Udførelsen i et Tidsrum, hvor de nyeste fremskridt paa Angrebsmidlernes Omraade vare i Færd med at bryde igennem i Udlandet. Hertil maatte der selvfølgelig tages hensyn til Anlæggenes Anordning og Indretning, hvad der  ikke var saa lige en Sag, da det nye, som skulde anvendes, var uprøvet under Feltforhold, saa at Krigserfaring endnu ikke havde haft Lejlighed til at bringe Rede i de mange Ideer paa Befæstningsvæsenets Omraade, hvis Undfangelse de artilleristiske Fremskridt havde affødt. Man havde alene resultaterne fra Forsøgsskydepladserne at støtte sig til, men det maa siges, at Sommerfeldt løste den ham stillede Opgave med Omsigt og Fremsynethed. Hertil bidrog sikkert ikke lidet, at han opaa de Reiser i Udlandet, som hans Gerning medførte, stiftede nøje Bekendtskab med Cheferne for Ingeniørkorpserne i Belgien og Holland, nemlig Generalerne Brialmont og Kromhout, hvoraf førstnævnte er Skaber af Antwerpens Fæstningsværker og de nye Anlæg til Maasliniens Forstærkning, mens sidstnævnte i flere Aar forestod de i gangværende betydelige Arbejder til Amsterdams befæstning. Det tør nok siges, at Samlivet med disse to ansete Militær-ingeniører har haft en frugtbringende Indflydelse paa Sommerfeldt og til en vis grad sat sit Stempel paa de Forslag til de enkelte Anlægs Udførelse, som han indsendte til højere godkendelse, og som i alt væsentligt senere blevet fulgt ved arbejdernes gennemførelse. * )

Sommerfeldt vedblev af være Chef for 4de Ingeniørdirektion, som efter hovedarbejdernes afslutning i 1891 sammendroges med den bestaaende 2den Ingeniør-direktion, indtil 1896, i hvilket Aar han overtog Kommandoen over Ingeniørregimentet, som han dog atter fratraadte  i 1900, da han paany forsattes til Bygningstjenesten som Chef for 1ste Ingeniørdirektion, hvilken Stilling han beklædte ved sin Død.
For sin Virksomhed ved Befæstningsanlæggene belønnedes Sommerfeldt, der tidligere var udnævnt til Ridder og Dannebrogsmand, i 1893 med Kommandørkorset ad 2den Grad af Dannebrogsordenen. Han var tillige Indehaver af flere høje udenlandske Ordener.”

*) Som en synligt bevis paa den Agtelse, som den nu 82-aarige General Brialmont har næret for Oberst Sommerfeldt og hans Gerning, skal meddeles Indholdet af et Brev, som Generalen den 5te Maj i Aar har skrevet til Oberstens Søn. Det lyder saaledes:
“Efter at have overstaaet en Sygdom, under hvilken man havde forbudt mig at læse og skrive, har jeg modtaget det brev, ved hvillket De underretter mig om, at Deres Fader er afgaaet ved Døden i Algier. Denne Meddelelse har bedrøvet mig dybt; thi de Forbindelser, jeg har haft med den dygtige Ingeniør, hvis Tab De nu begræder, havde fyldt mig med den højeste Agtelse for hans Karakter og hans Evner. Hans Død er et føleligt Tab for det danske Ingeniørkorps, som han har ydet store tjenester ved at bringe til Anvendelse ved Kjøbenhavns Forsvar de seneste Fremskridt saavel med hensyn til Indretningen som til Bestykningen af Fæstninger. Modtag o.s.v.”

I skyggen af Sommerfeldt fremragende arbejde finder vi Oberstløjtnant i den Kejserlige Tyske Hær H. Frobenius.
Det var meget pinligt, da man i 1894 kunne læse stort set alle detaljer om Københavns Nye Befæstning i ‘Jahrbuch für die Deutsche Armee und Marine’. Frobenius havde gået rundt under byggeperioden og i årene efter, tegnet anlægget og talt med alt og alle der vidste noget. Om denne viden sammen med knappe ressourcer afholdt Tyskerne fra et angreb under 1.verdenskrig må stå hen i det uvisse. Men at de på Nordfronten havde truffet visse forberedelser til  belejring af København er kendt.
Det skal Sommerfeldt nu ikke hvile uroligt over. Under konstruktionen af Amsterdams forsvarslinie blev hans kollega og samarbejdspartner General Kromhout  udsat for besøg af en tysk “kunstner”  i 1897, der havde en bemærkelsesværdig interesse for Amsterdams opland. Det var reserveofficeren Dr. Richard Cleve der med kikkert, pen, papir og skitser kunne sende en efterretningsrapport hjem. 

Henri Alexis Brialmont (1821-1903) General, Belgien

General H.A. Brialmont

H.A. Brialmont

 

Der var et vist samarbejde ingeniørofficererne imellem. Ikke mindst havde Sommerfeldt samarbejdet og været inspireret af Belgiske general Brialmont der stod bag befæstningen af Antwerpen og Mass-linien. Han samarbejdede også med Hollandske general Kromhout, der stod bag Amstedams 135 km. lange forsvarsring, hvor vand var brugt som passiv hindring i rigt mål, hvilket har været til stor inspiration.

Også Hollandske general Kromhout deltog i det europæiske fæstningssamarbejde i årene op mod 1. verdenskrig.

 

 

 

HenrLauritz Bentheim Hørup (1841-1902) Jurist, rerdaktør og minister.

Hørup

Hørup

Født i 1841 i Torpmagle ved Frederiksværk, hvor hans far, Frederik Bendtsen Hørup (f. 1811), var skolelærer. Gennem sin mor, Emilie Julie f. Drachmann (f. 1806) er han fætter til Holger Drachmann.
Hørup blev student i 1861 fra Metropolitanskolen og 1867 uddannet jurist. Han stillede op til folketinget i 1872, i sin hjemegn Frederiksborg Amt, men blev ikke valgt. Derimod lykkedes det ham i februar 1876 at blive valgt, denne gang for Københavns Amts 4. Kreds (Køge). Hørup tabte først sit folketingsmandat i 1892 til den moderate venstremand højesteretssagfører P.A. Alberti. Hørup havde kun været folketingsmand ét år da hans parti i februar 1877 udpegede ham til anklager i rigsretssagerne imod de nationalliberale tidligere ministre Hall og Krieger. En opgave han klarede godt, trods sin korte erfaring som sagfører.

Han var medstifter af og formand for “Onsdagsforeningen”, det første forsøg på at samle den ringe opposition i hovedstaden. Da Venstre i foråret 1878 deltes, sluttede Hørup sig uden betænkning til den radikale gruppe og var næst efter Christen Berg dens leder. I 1894, bliver Viggo Hørup medlem af Venstrereformpartiet.

oktober 1878 blev han medlem af finansudvalget og genvalgtes hertil, så længe han sad i rigsdagen; end videre var han i samlingen 1879 (februar-juni) tingets 2. viceformand og valgtes samme år til statsrevisor (genvalgt indtil 1892). Medens Hørup i de første år af sit rigsdagsliv holdt sig temmelig tilbage, vakte han fra samlingen 1878-79 stor opmærksomhed som en ypperlig og ejendommelig taler, klar og skarp i sin tanke, rig på slående billeder og vittige vendinger, bitter og hensynsløs spydig imod modstanderne. Med megen styrke hævdede han den radikale læresætning om folketingets ubetingede overvægt i det offentlige liv som en naturlig følge af det konstitutionelle system og særlig af vor grundlov.
På et folkemøde i eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin påstand udtryk i de bekendte ord, at “Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved Siden af sig”, og har ved denne udæskende form utvivlsomt skadet venstres sag og givet modstanderne et godt våben i hænde, ligesom senere hans hånlige udfald imod forsvarssagen (“den døde Torsk”) og dens talsmænd (“omvandrende Lirekasser”) sikkerlig netop have fremmet denne sag og hidset dens tilhængere
til handling.”

Hørups “Hvad skal det nytte tale”

“Dersom der i tidligere tid var nogen tendens i folket til at behandle denne sag rent overfladisk, på fantasiens vej, med overspændt æstetisk følelsestilskyndelse, så tror jeg, at det er forbi. Jeg tror, at dette spørgsmål, hvad skal det nytte? dette spørgsmål, der er en
hæder for vort folks forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen, og jeg nærer den tro, at den tid ikke er fjern, da ingen ærlig mand eller kvinde her i landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgå at se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en sag som denne, der for tusinder og atter tusinder af fattige familier betyder et bidrag – ikke alene i penge – men i personlig kraft – der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt. Med disse ord skal jeg atter stemme mod Københavns befæstning. Jeg har med disse få bemærkninger ønsket at skaffe plads for dette indtryk, at dersom der her i tinget er venner af militarismen, folk, for hvem militarismen er en livssag, så er der også her i tinget fjender af militarismen, folk, for hvem modstanden
mod militarismen er en livssag.”

Niels Frederik Ravn(1826-1910) Viceadmiral, marine-, krigs- og udenrigsminister.

Viceadmiral Ravn

Viceadmiral Ravn

N.F. Ravn blev født i København som søn af lærredshandler Stephen Ravn og Marie F. Bünge. Han blev sekondlieutenant i 1845, premierlieutenant i 1851 og i 1963 kapitajnlieutenant. Allerede i 1868 forfremmes han til kapitajn, 1873 kommandør, 1885 kontreadmiral og pensioneres 1891 med viceadmirals karakter. Ravn deltog som søofficer på forskellige orlogsskibe både i første og anden slesvigske krig. Lærer i matematik på Søkadetakademiet og Subaltern Officer på Søkortarkivet. Medstifter af det Krigsvidenskabelige Selskab i 1871 sammen med generalerne Bahnson, Koefoed m.fl.

1873 afløser han uventet Oberst C.A.F Thomsen som Marineminister. Frem til 1894 beklædte Ravn også poster som henholdsvis krigsminister og udenrigsminister.

Ikke alene er Ravn uøvet i politik, men heller ikke en populær skikkelse i den noget ophidsede diskussion om  forsvarssagen og Københavns befæstning. I striden om Københavns Befæstning var Ravn fortaler for at landbefæstningen gennemførtes før noget andet. Dette til stor fortrydelse for mange af hans gamle officerskolleger i Marinen, der mente at flåden og søforsvaret havde størst behov for modernisering og nyt materiel.

Jesper Jespersen Bahnson (1827-1909) Generallieutenant og krigsminister.

J.J. Bahnson

J.J. Bahnson

Bahnson var født 1827 på herregården Taarupgaard i Fjends Herred , hvilken han selv ejede i perioden 1876-1899. Han kom til København i 1844 og blev optaget på den militære højskole i 1846. Han deltog under treårskrigen i forsvaret af Fredericia. Han afsluttede uddannelsen i 1853 hvorefter han var aktiv officer i kortere perioder. Han deltog også i anden Slesvigske krig i 1864.

I perioden 1853-1879 var han lærer på de mlitære skoler størstedelen af tiden.

I 1879 fik Bahnson rang af oberst, og blev overflyttet til krigsministeriet. Først som embedsmand, men senere som minister til 1894. I 1894 blev han generalløjtnant og kommanderende general på Sjælland (1 generalkommando-distrikt) indtil sin pensionering i 1897.
Fra 1897 til sin død i 1907 var han formand for Foreningen for Officerer udenfor aktiv Tjeneste.

Bahnson var gennem hele sit levned varm fortaler for forsvarssagen, og deltog i den offentlige debat som en af “sagkundskabens repræsentater”. I 1887 opstilledes han af Højre i Frederiksberg Kredsen og blev efter en hård valgkampmed forsvarssagen som centralt punkt, valgtes han ind i Folketinget. Han sad i folketinget i 8 år, indtil han tabte mandatet til en venstremand.Det blev Bahnson der som krigsminister gennemførte opførelsen af Københavns befæstning. Trods afgrundsdyb uenighed om selve befæstningen, fik han dog nogle mindre kompromisser gennemført, bl.a. rekylgeværer til forsvaret i 1888 og den deraf følgende opførelse af Det Nye Tøjhus på Amager.

Vilhelm Hermann Oluf Madsen (1844-1917) General og krigsminister.

V.H.O. Madsen

V.H.O. Madsen

V.H.O. Madsen var født i København,  søn af overfyrværker Jeppe Madsen og Johanne Christine født Becker.
Han blev landkadet 1859 og sekondløjtnant 1861. I 1863 kom han på Den kongelige militære Højskole, hvorfra han først afgik 1868, idet krigen  i 1864, under hvilken han var ved 11. regiment, afbrød studierne. I 1867 var han blevet premierløjtnant ved fodfolket, men kom 1868 til artilleriet og blev ansat ved staben. Samme år blev han lærer i matematik på Officersskolen og var lærer heri til 1896. Han udgav flere lærebøger bl.a. indenfor ballistik. Med en kort afbrydelse fra 1870-1872 var han ansat ved artilleristaben. Fra 1887-1889 var han ved 1. artilleribataillon, hvor han blev forfremmet til oberstløjtnant og ansat som stabschef ved artilleriet. Endelig blev han ved artilleriets omordning 1895 direktør for artilleriets tekniske tjeneste. Kort forinden var han forfremmet til oberst, og i 1896 fik han kommandørkorset af Dannebrog af 2. grad. W.H.O Madsen blev general i 1903.
Sammen med rustmesteren Bjarnov konstruerede han et rekylgevær, som under navnet System Madsen solgt til flere lande. Til det formål blev firmaet Compagnie Madsen A/S stiftet i 1900. Det fik senere navnet Dansk Rekyl-Riffel Syndikat. Selskabet skiftede i 1936 navn til Dansk Industri Syndikat A/S (DISA).

I 1901 blev W.H.O. Madsen krigsminister i den første Venstreregering, en for ham vanskelig stilling, da hans forestillinger om Københavns befæstning ikke vandt genklang i partiet.  Han arbejdede i det stille for at vedligeholde Københavns Befæstning samt udbedre mangler, hvor det var praktisk muligt. En sådan mulighed viste sig i 1904-05, hvor det lykkedes at sælge nogle gamle krudtmagasiner, beliggende på eftertragtede arealer i det indre København. For de midler dette salg indbragte, blev der opført en række nye fredskrudtmagasiner på Vestvolden i Københavns Landbefæstning. Som næsten sædvane, når det drejede sig om Københavns Befæstning, blev de til dels gennemført udenom Rigsdagen.
Opførelsen af ’De madsenske Fredskrudtmagasiner’ var politisk sprængstof, og helt galt gik det, da det viste sig, at magasinerne var indrettet, så de kunne bruges som dækningsrum for besætningen på landbefæstningen når de var tømt for ammunition.
For Venstres radikale fløj var denne sag som sendt fra himlen, og man udnyttede den til det yderste. Der blev talt meget højt om brud på 1894-forliget og på under-håndsaftalen om ikke at udbygge Københavns Befæstning, mens forsvarskommissionen sad.

I 1904 byggede Madsen skanserne på saltholm, afledt af den russisk-japanske krig. Årsagen var et tysk krav om, at Danmark var forberedt på at hindre Engelsk indgriben ved besættelse af Saltholm, hvorfra England så ville kunne hindre den Russiske Østersøflådes afsejling til Japanske farvande og hjælp til den betrængte russiske stillehavsflåde. Tyskland havde en stærk interesse i at få den russiske Østersøflåde ud af regionen – og den russiske Østersøflåde kom afsted, ivrigt hjulpet hele vejen til Japan af Tyske HAPAG-kuldampere.
Østersøflåden blev totalt ødelagt af japanerne i Tsushima-bugten, efterladende Tyskland som den dominerende sømagt i Østersøregionen. Dermed var hele magt- balancen i Østersøen forrykket – til tysk fordel.

I 1905 brød regeringen og Venstre sammen, og med det afgik W.H.O. Madsen i december 1904 hvilket bidrog til regeringen Deuntzers fald ijanuar 1905.

Jens Christian Christensen (1856-1930) flere ministerier, konseilspræsident.

I.C. Christensen

I.C. Christensen

I.C. Christensen var født på en hedegård i Påbøl i Vestjylland. Faderen var Mads Christian Christensen og moderen Karen født Jensdatter. (Han benævnes ofte I.C., hvilket skyldes datidens måde at skrive J som I)
I 1890 indvalgtes han til Folketinget i Ringkøbingkredsen, et mandat han bevarede til 1924. Han tilsluttede sig Christen Bergs fløj i Venstre, og efter Bergs død var J.C. Christensen i 1891-1897 leder af den Bergske gruppe, som bekæmpede de moderate venstrefolks samarbejde med Højre-regeringerne. Han blev i 1895 en magtfuld formand for Finansudvalget, som ved en konsekvent nægtelse af bevillinger til reformer bidrog til at svække regeringen. I 1897 bliver han formand for Venstrereform-partiet.

Ved systemskiftet i 1901 blev folketingsparlamentarismen. indført. J.C. Christensen blev kirke- og undervisningsminister (Kultusminister), men var i virkeligheden den stærke mand i Ministeriet Deuntzer. Han fik gennemført betydningsfulde reformer både på skole- og kirkeområdet. Udenrigspolitisk var han ansvarlig for de hemmelige samtaler mellem L. C. F. Lütken og repræsentanter for den tyske generalstab om Danmarks position i en eventuel kommende storkrig. Dette gav J.C. Cristensen gode kort på hånden vedr. dansk neutralitetspolitik i perioden op til 1. verdenskrig.

Den 14. januar 1905 blev han konseilspræsident (statsminister), men han måtte som følge af Alberti-skandalen gå af allerede i 1908. J.C. Christensen blev tiltalt ved Rigsretten, men blev frifundet, dog med en bebrejdelse for at have vist Alberti for megen tillid. Han bevarede efter sin periode som konseilspræsident en yderst stærk position i Venstre, hvor han enstemmigt valgtes til formand i 1910.
Han var forsvarsminister i 1909, hvor han gennemførte forsvarsforliget 1909 og en række nye forsvarslove. I 1916-1918  repræsenterede han som kontrolminister Venstre det radikale ministerium Zahle.
1920-1922 var han kirkeminister i ministeriet Niels Neergaard.
Han blev Ridder af Dannebrog i 1902 og Dannebrogsmand i 1903. Han blev desuden dekoreret med Dannebrogordenens kommandørkors af 2. grad i 1904 og med kommandørkorset af 1. grad i 1905. I 1905 fik han også Storkorset af Dannebrog.Få dage før folketingsvalget i september 1920 fik han Storkorsbryststjernen med  diamanter.
1910-17 udgav han Ugebladet Tiden.

Peter Rochegune Munch (1870-1948) Forsvars- og udenrigsminister.

Peter R. Munch

Peter R. Munch

Munch var født i Redsted på Mors. Søn af gårdejer Chresten Møller Munch og hustru, Johanne Mathilde, f. Vilhelmsen. Han var uddannet som cand. mag. i historieog blev dr.phil i 1900 på grundlag af afhandlingen »Købstadstyrelsen i Danmark 1619—1848«. Medlem af Folketinget for Radikale Venstre fra 25. maj 1909 til 1945, valgt på Langeland.Som forsvarsminister og senere som udenrigsminister var Peter Munch en af hovedkræfterne bag den danske neutralitetspolitik i tiden fra 1. verdenskrig og frem til den tyske besættelse af Danmark.P. Munch var som helt ung tilhænger af Højre, men blev i sin studietid stærkt tiltrukket af Viggo Hørups radikale synspunkter. Efter et års ophold i Paris, hvor han blev inspireret af de franske socialradikale synspunkter, grundlagde han i 1903 tidsskriftet “Det nye århundrede”. Her formulerede han sine synspunkter på moderne åndsliv og på Danmarks forsvar.

Munch deltog i stiftelsen af det københavnske Radikale Venstre. Han blev i 1909 valgt til Folketinget for Langelands-Kredsen og opnåede genvalg indtil valget i 1945 Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig indenrigsminister og fra juni 1913—marts 1920 forsvarsminister i Zahle’s ministerier. Hans første ministerembede blev dog kortvarigt.

I 1909 havde han under folketingsdebatten om Forsvarets fremtidige ordning stærkt hævdet, at en udbruddet af en krig i Europa var usandsynlig under datidens høje kulturelle udvikling, og at det derfor ikke var værd at ofre store summer på militære formål. Alligevel viste han som forsvarsminister stor velvillighed overfor værnene, både til finansieringen af en talrig sikringsstyrke og til udvidelsen af Københavns Befæstning. Efter udbruddet af 1. verdenskrig fik Danmark den 5. august 1914 en tysk forespørgsel om mineudlægning i Storebælt. Munch var af den opfattelse, at mineudlægnngen måtte foretages af Danmark for at fastholde vores neutralitet, og efter et dramatisk forhandlingsforløb blev dette besluttet med kraftig støtte fra kongen, Christian 10.

Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske Rigsdags delegation ved fredskongressen i Paris, og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i Geneve. Efter Påskekrisen i 1920 måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i ministeriet Thorvald Stauning II. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med socialdemokratiet udenrigsminister i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30’erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af borgerkrigen i Spanien, Italiens erobring af Abessinien og Albanien og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, Sudeterland mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk – tyske ikke-angrebspagt 23. maj 1939, men som brød sammen ved besættelsen af Danmark 9. april 1940. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag, men forlod først posten endeligt da Erik Scavenius overtog den 3 måneder senere.


Ministre 1875-1920 med ansvar for hær flåde