Tilbage til Personalia

V.H.O. Madsen

Vilhelm Hermann Oluf Madsen (1844-1917) General og krigsminister.

V.H.O. Madsen var født i København,  søn af overfyrværker Jeppe Madsen og Johanne Christine født Becker.
Han blev landkadet 1859 og sekondløjtnant 1861. I 1863 kom han på Den kongelige militære Højskole, hvorfra han først afgik 1868, idet krigen  i 1864, under hvilken han var ved 11. regiment, afbrød studierne. I 1867 var han blevet premierløjtnant ved fodfolket, men kom 1868 til artilleriet og blev ansat ved staben. Samme år blev han lærer i matematik på Officersskolen og var lærer heri til 1896. Han udgav flere lærebøger bl.a. indenfor ballistik. Med en kort afbrydelse fra 1870-1872 var han ansat ved artilleristaben. Fra 1887-1889 var han ved 1. artilleribataillon, hvor han blev forfremmet til oberstløjtnant og ansat som stabschef ved artilleriet. Endelig blev han ved artilleriets omordning 1895 direktør for artilleriets tekniske tjeneste. Kort forinden var han forfremmet til oberst, og i 1896 fik han kommandørkorset af Dannebrog af 2. grad. W.H.O Madsen blev general i 1903.
Sammen med rustmesteren Bjarnov konstruerede han et rekylgevær, som under navnet System Madsen solgt til flere lande. Til det formål blev firmaet Compagnie Madsen A/S stiftet i 1900. Det fik senere navnet Dansk Rekyl-Riffel Syndikat. Selskabet skiftede i 1936 navn til Dansk Industri Syndikat A/S (DISA).

I 1901 blev W.H.O. Madsen krigsminister i den første Venstreregering, en for ham vanskelig stilling, da hans forestillinger om Københavns befæstning ikke vandt genklang i partiet.  Han arbejdede i det stille for at vedligeholde Københavns Befæstning samt udbedre mangler, hvor det var praktisk muligt. En sådan mulighed viste sig i 1904-05, hvor det lykkedes at sælge nogle gamle krudtmagasiner, beliggende på eftertragtede arealer i det indre København. For de midler dette salg indbragte, blev der opført en række nye fredskrudtmagasiner på Vestvolden i Københavns Landbefæstning. Som næsten sædvane, når det drejede sig om Københavns Befæstning, blev de til dels gennemført udenom Rigsdagen.
Opførelsen af ’De madsenske Fredskrudtmagasiner’ var politisk sprængstof, og helt galt gik det, da det viste sig, at magasinerne var indrettet, så de kunne bruges som dækningsrum for besætningen på landbefæstningen når de var tømt for ammunition.
For Venstres radikale fløj var denne sag som sendt fra himlen, og man udnyttede den til det yderste. Der blev talt meget højt om brud på 1894-forliget og på under-håndsaftalen om ikke at udbygge Københavns Befæstning, mens forsvarskommissionen sad.

I 1904 byggede Madsen skanserne på Saltholm, afledt af den russisk-japanske krig.

Årsagen var et tysk krav om, at Danmark var forberedt på at hindre Engelsk indgriben ved besættelse af Saltholm, hvorfra England så ville kunne hindre den Russiske Østersøflådes afsejling til Japanske farvande og hjælp til den betrængte russiske stillehavsflåde. Tyskland havde en stærk interesse i at få den russiske Østersøflåde ud af regionen – og den russiske Østersøflåde kom afsted, ivrigt hjulpet hele vejen til Japan af Tyske HAPAG-kuldampere.
Østersøflåden blev totalt ødelagt af japanerne i Tsushima-bugten, efterladende Tyskland som den dominerende sømagt i Østersøregionen. Dermed var hele magt- balancen i Østersøen forrykket – til tysk fordel.

I 1905 brød regeringen og Venstre sammen, og med det afgik W.H.O. Madsen i december 1904 hvilket bidrog til regeringen Deuntzers fald i januar 1905.