Tilbage til Baggrunden

Udviklingen i 20 år

Efter 1864 var der rigeligt der skulle tages stilling til.
Dels Danmarks nye status som lilleputstat og dermed en ny udenrigspolitik der både skulle undgå at provokere den store nabo i syd, men samtidig hermed skulle man også søge at værne om de sønderjyder der pludselig var blevet tyske. De var nationalt pressede, og enhver kritisk eller fjendtlig udtalelse kunne ramme dem.
Nogle drømte ligefrem om en tredie Slesvigske krig, ikke mindst i årene op mod den Preussisk-Franske krig i 1871.
Dette blev ikke til noget, og med det hurtige franske nederlag  havde et sådant forbund sikkert betydet enden på det danske monarki.

Hæren skulle genetableres, og der blev nedsat flere kommisioner fra 1867 og årene herefter.
Dels skulle arsenalet moderniseres,  men der skulle også tages beslutning om hærens ordning og dens opgaver. Endelig var der også fokus på officerskorpsets avancement.
1864 havde med al ønskelig tydelighed vist, at der var alt for mange uduelige officerer der ikke var egnet til troppeføring. Den gang havde holdningen dog været, at nu kunne også de uduelige få lov at vise hvad de var værd.

Alle disse forhold var ikke endeligt afklaret, da fæstningsdebatten begyndte. Det betød da også, at de rent faglige spørgsmål blev blandet sammen med de politiske og også blev tilsat lidt nationalisme.
Da ydermere det politiske mellem højre og venstre var ret anspændt, var der ikke langt til politisk kaos.

Medens fæstningen blev opført, ikke efter en langsigtet plan, men år for år som de provisoriske love faldt på plads, skete der en militær udvikling i Europa ingen havde kunne forudse. Udviklingen gik hurtigere end nogen blot almindelig statskasse kunne følge med.
Da denne udvikling for alvor viste sig op mod århundredeskiftet var det for sent. Københavns Befæstning var opført i 1894, og der var effektivt sat en stopper for yderligere udbygning.

Det var på baggrund af denne udvikling, og i erkendelse af den blindgyde man var endt i, at neutralitets-tankerne begyndte at vise sig i debatten. Det blev endda foreslået at erklære København “åben by”, d.v.s.
en afmilitariseret by, ved en begyndende krise.

Udviklingen var ikke til at stoppe, og ingen viste vilje til at bremse ned.
Artilleriet blev større og kraftigere, hvilket i større og større grad udfordrede de store befæstninger.
Flådefartøjerne blev ligeledes større og større, medens skibsartilleriet voksede tilsvarende.
Gennem det engelsk/tyske flådekapløb fra århundredeskiftet gik det helt grassat. Ikke mindst udviklingen efter HMS Dreadnaught fra 1906, der nu satte de nye standarder for slagskibe.
Samtidig viste u-båden sig som et effektivt våben, ikke mindst i forhold til civile skibe.

Jernbanen blev i større og større grad brugt til at flytte tropper og materiel, hvorfor det nu blev muligt at flytte hære og forsyne dem med uset hurtighed.

Luftskibe så dagens lys, og de kunne trods deres svagheder allerede tidligt bruges til at terrorbombe en civilbefolkning. De afløstes senere af egentlige fly, der på 5 år gik fra spinkle en-motorers observationsmaskiner til hurtige jagerfly og egentlige bombemaskiner med flere motorer og stor nyttelast.

Allerede i løbet af verdenskrigens første uger blev det klart, at selv de nyeste af de franske og belgiske forter
hurtigt blev ofre for det nye tyske belejringsartilleri. Selv de sværeste mure kunne ikke modstå op til 800 kg tunge granater fra  de tyske morterer og haubitsere.

Herefter fulgte i hurtig rækkefølge gas, først relativ uskadelig tåregas, der hurtigt efter afløstes af invaliderende sennepsgas og dræbende phosgen-gasser.
Man opdagede værdien af maskingeværet som et særdeles effektivt våben i defensiven , og det blev erkendt at rytteriet var værdiløst.
Håndgranaten og flammekasteren viste sig at være et effektivt våben ved kamp i skyttegrave, og de første maskinpistoler så dagens lys.

 

Stålhjelm og gasmaske blev en nødvendig del af frontsoldaternes standardudrustning  (Stålhjelmen blev først dansk standard i 1923) og de psykiske kampskader blev anerkendt.
Kampvogne (tanks) dukkede op i 1916 for at bryde skyttegravenes effektive spærringer.

I Danmark havde man ikke kunnet forudse denne udvikling i 1880’erne, og  selv hvis man havde kunnet forudse den, havde det ikke været bare antydningsvis økonomisk muligt at følge med.
Vi endte med neutralitet og en sikringsstyrke til at garantere den.
Befæstningens massive mure blev erstattet med en fremskudt skyttegravsstilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord og en feltbefæstning af Amager.
Endelig havde man opført en del nye sø- og kystfortet, understøttet af kystbatterier.