Tilbage til Nye våben

Flammekaster

Den tyske hær var begyndt at eksperimentere med flammekastere allerede i starten af 1900-tallet.
Ved krigens begyndelse konstruerede de  den første mandbårne flammekaster til feltbrug.

Den første type havde en rækkevidde på 18 meter, og var således kun effektive på små afstande i ingenmandsland.

Ved affyring blev en blanding af olie og benzin presset ud af flammekasterens ventil ved hjælp af komprimeret luft, kultveilte eller nitrogen. Herefter antændte skytten den og den dannede en stråle af brændende olie og benzin.

De tidlige versioner krævede to mand. En skytte der styrede den brændende væske, og en hjælper til at bære brændstoftanken. Udstyret vejede i alt 40 kilo. Den næste version var tungere og udelukkende til stationær brug. Hvad den manglede i mobilitet havde den til gengæld i øget afstand og brændetid.

Hold med Flammenwerfer M/16

Flammekasteren blev primært anvendt til at rydde de forreste skyttegrave for soldater.
Den bedste angrebstaktik var at kombinere flammekasteren med maskingeværild og infanteri. Nåede flammekasterne frem til en skyttegrav, maskingeværstilling eller bunker var deres indsats ofte afgørende.

Franskmændene oplevede som de første dette nyeste teknologiske påfund. Det skete nær Verdun den 26. februar 1915.
Den 29-30. juli 1915 skulle englænderne opleve flammekasterens chokerende effekt ved Hooge under det andet Ypres-slag.

Alle, der oplevede flammekasteren for første gang, reagerede med rædsel og chok.

De gode erfaringer fik Tyskland til at fortsætte udviklingen af våbnet og formering af særlige flammekasterenheder. Der blev indkaldt folk, primært civile brandmænd, til tredie Garde Ingeniør Bataljon, der igen formerede 9-12 flammekasterkompagnier.

I april 1916 formeredes et Reserve Garde Ingeniør Regiment. Dette var en betydelig enhed bestående af 3 bataljoner med hver 4 kompagnier. Til regimentet hørte også en uddannelsesenhed og en forsøgsenhed. Hermed nåede enheden op på beholdning af ca.480 flammekastere.
Hvert kompagni havde en speciel enhed til transport af brændstof og reserve-våben.Ved hvert kompagni lå endvidere 12-15 svære flammekastere.

Normalt var regimentet stationeret nær GHQ (Grosses Haupt Quartier) og de enkelte enheder eller underenheder underlagt andre enheder til løsning af særlige opgaver.

Levetiden for et flammekasterhold var ikke lang. Holdet var let genkendelige med den store tank og især meget synlige når de åbnede ild. De blev, straks de blev erkendt, taget under beskydning af maskingeværer og andre håndvåben.

Der blev sjældent taget flammekaster hold til fange. Grundet våbenets skrækindjagende virkning, kunne et fanget flammekaster hold forvente en hurtig  henrettelse på stedet.

En letvægtmodel kaldet WEX (Wechselapparat) blev taget i brug af tyskland i 1917.

Efter oplevelserne ved Hooge indledte både englændere og franskmændene et udviklingsprojekt med flammekastere.
Englændernes første våben var en enmandsbetjent prototype med brændvæsken i et tornyster. Rækkevidden var små 30 meter og det blev ikke anvendt meget.

Herefter udviklede England en to-mands model med en rækkevidde på små 50 meter og en brændetid på ca. 20 sekunder. Den var dog tung (ca. 100 kg) og må betegnes som halvtransportabel.

Inden Somme-slaget konstruerede englænderne fire  stationære flammekastere, hver vejede 2 tons,  med en rækkevidde på godt 80 meter. De blev, del for del, samlet i en af de forreste skyttegrave, kun 55 meter fra de tyske linier.
To af dem blev dog hurtigt sat ud af spillet af artilleriild, medens de to andre var i aktion 1. juli.
De blev ikke anvendt efter 1916.

Franskmændene havde en bærbar model med en rækkevidde på ca. 100 meter. Det blev med succes anvendt mod maskingeværstillinger (pillboxes) i 1917-18.

Antallet af kampe hvor flammekastere vides at have været anvendt, var stigende. Fra 32 i 1915 til næsten 300 i 1918.

Som mandbårent våben blev flammekasteren aldrig den store succes. Først da den blev monteret i pansrede køretøjer og tanks blev den rigtig effektiv.