Tilbage til Nye våben

Gas

Gas anvendes for første gang af franskmændene i august 1914, hvor de affyrede relativ uskadelig tåregas. Tyskerne anvender også tåregas i januar 1915 på østfronten.

Gasangreb tidligt i 1. VK

I begyndelsen blev gassen blæst ud af beholdere og med vinden ført til de fjendtlige stillinger, men denne metode indebar en vis risiko for angriberen selv, hvis vinden vendte. Desuden kunne forsvarerne se gasskyen nærme sig og nå at slå gasalarm og anlægge de gasmasker  der hurtigt blev en del af soldaternes udrustning.

Egentlig krigsgas anvendes første gang af tyskerne den 22. april 1915 ved Ieper (Ypres) skønt det var forbudt ifølge Haager landkrigskonventionen. Her affyrer de 168 tons kloringas mod de franske og engelske tropper. Virkningen var stor, da de franske tropper blev grebet af panik og forlod deres skyttegrave. Denne mulighed blev dog ikke fulgt tilstrækkeligt op af tyskerne, og der skete ikke mere ved den lejlighed.
5000 soldater mistede livet i den efterfølgende panik.

Fra efteråret 1915 tog også briter og franskmænd dødelige krigsgasser i brug og gas blev hurtigt anvendt af alle de krigsførende parter. Kloringassen blev efterfulgt af karbonylklorid (fosgen), som i større mængder er dødeligt, og herefter blev  gasserne kun mere og mere destruktive.

I juli 1916 begyndte englænderne at affyre gasgranater med artilleri, hvorved overraskelsesmomentet blev større.

I juli 1917 lancerede tyskerne den lugt- og farveløse, men også dødelige, sennepsgas.
Den var tungere end luft og kunne dermed hænge over slagmarken i dagevis. Gassen angreb alle steder med blottet hud, og fremkaldte bylder, forbrændinger og blindhed medens ofrene led ofte en langsom kvælende død.

De første gasmasker var primitive klædepuder vædet i natron med tilhørende beskyttelsesbriller. Men i september 1915 indførte tyskerne som de første, en tætsiddende helansigtsmaske af gummi med udskiftelige kulfiltre.

Krigsgasser menes at have dræbt ca. 20.000 og skadet ca. 500.000 soldater på vestfronten.

Krigsgassernes virkning på østfronten er ikke kendt.

Ved krigens afslutning var flertallet af de tyske granater ladet med gas.