Tilbage til Nye våben

Kampvogne

Kampvognens pansring, ildkraft og de terrængående egenskaber var allerede udviklet i årtiet op til krigen, men det var de svære tab i de første krigsmåneder der for alvor satte gang i udviklingen.
De første kampvogne var upålidelige. Slitagen på de bevægelige dele var betydelig, både under kamp og under transport. Terrænet var pløjet op af granater overalt og kun de meget mobile kampvogne som den engelske Mark I og den Franske Renault FT kunne operere i dette terræn.

Da det første chok over kampvognens fremkomst på slagmarken havde lagt sig, viste den sig relativ nem at gøre ukampdygtig med artilleri ligesom de terrænmæssige egenskaber havde sine begrænsninger.

Udviklingen foregik i både England og Frankrig, medens Tyskland først  udviklede egne kampvogne da de allieredes vogne dukkede op.

Engelsk Mark V kampvogn

I England blev en prototype med øgenavnet ”Little Willie” fremstillet i løbet af august- september 1915. Prototypen af det der senere blev kendt som Mark I, blev demonstreret for den engelske hær den 2. februar 1916.

Indledningsvis blev disse kampvogne betegnet som “landships” (landfartøjer), men blev senere betegnet ”Tanks” (Tanke) som kodenavn. Navnet blev valgt da ”The Landships Commitee” opdagede at produktionsarbejderne omtalte den første prototype som Tank på grund af de øjensynlige ligheder med en vandtank. Denne betegnelse er selv i dag en fællesbetegnelse for alle kampvogne.

 

Fransk Renault FT-17 kampvogn

Frankrig tog deres første kampvogn i brug i April 1917, men endte med at producere flere kampvogne en alle de øvrige krigsførende nationer tilsammen.

Tyskland begyndte først udvikling af kampvogne da de allieredes vogne dukkede op på slagmarken.

 

Tysk A7V kampvogn

A7V blev introduceret i 1918, efter 100 chassiser var bestilt tidligt i 1917. 10 af dem blev udrustet som regulære kampvogne, medens de øvrige skulle bruges som transportvogne. Antallet af kampvogne øgedes senere til i alt 20 stk.
Navnet A7V er en forkortelse af Allgemeines Kriegsdepartement, 7. Abteilung, Verkehrswesen, den forvaltningsenhed der administrede vognene. Den mere mundrette betegnelse var Sturmpanzerwagen.
A7V blev anvendt fra marts til oktober 1918 og  var den eneste egenproducerede kampvogn tyskerne anvendte i krigen.