Tilbage til Nye våben

Luftskibe

Krigsmæssig brug af balloner, tøjret til jorden, havde været brugt i mange år.

Men teknologien i sidste del af det 19. århundrede blev det nu muligt at balloner, eller luftskibe, kunne drives frem og styre ved egen kraft samt medtage nyttelast. Kravet til løfteevne betød dog også at de blev meget store. 
Som opdrift brugtes luftarten brint, der var uhyre brandfarlig.
Sidstnævnte viste sig at være luftskibenes arkilleshæl. Jagerfly og luftforsvar gik primært efter at antænde brinten. 

Tyskland var, med de tre firmaer Luftschiffbau Zeppelin GmbH, Schütte-Lanz og Parceval, førende i både udvikling og bygning af luftskibe.

Man leverede inden krigen en del luftskibe til udlandet, både til civilt og militær brug. Bl.a. England købte nogle Parceval luftskibe til militær brug ud over de R-modeller de selv udviklede.

Engelsk HMA R-23 med påmonteret Camel fly. 1917

England brugte primært luftskibene til patruljering mod ubåde i forbindelse med de store konvojer.

Det var kun Tyskland der brugte luftskibe i større stil, og man var mere optaget af udviklingen af luftskibe end flyvemaskiner. Graf von Zeppelin arbejdede allerede med luftskibe fra 1895, lang forud for sin tid. LZ-1 havde sin jomfrutur over Lake Constance (Bodensee) år 1900. Det var 128 meter langt og havde to motorer.

Zeppelineren var det luftfartøj man havde størst tiltro til.  Ved krigsudbruddet havde Tyskland 20-25 operative Zeppelinere.

De første Zeppelinere havde 3 motorer og 16 mands besætning. De var ret små i forhold til de senere kæmper (X-serien). En af de seneste (L 37) var op 198 meter lange, havde 4 gondoler og 5 mototer. De havde en topfart på 103 km/t og kunne medbringe en nyttelast på 28,1 tons. Dets egenvægt var 35,8 tons.

Det viste sig, at luftskibe ikke var så egnede over slagmarken da de var meget sårbare i forhold til beskydning fra jorden. Herefter blev recognocering over slagmarken for en stor del overladt overladt til flyvemaskinerne.

Zeppelinerens kunne efter datidens standarder både flyve højt og selv de første typer havde stor løfteevne, op til 1000 kilo. De blev derfor anvendt til strategiske luftangreb med medbragte bomber.

Allerede fra august 1914 bombede Zeppelinere både Antwerpen, Liege og Warshawa samt områder i Alsace. Fra januar 1915 begyndte zeppelinere fra både hæren og flåden at terrorbombe Paris og London. Dette blev gjort om natten for at mindske tyskernes tab og øge den psykologiske virkning.

Turbulens og vind gjorde imidlertid disse angreb både besværlige og upræsice og de materielle skader var begrænsede. Til gengæld var den psykologiske indvirkning på befolkningen ret stor, specielt tidligt i krigen. Det blev selvfølgelig brugt i propagandaen.

Det sidste luftskib brugt mod englænderne fløj i 7000 meters højde. For at bekæmpe luftskibene udvikledes forskellige teknikker, alle gående på at antænde brinten i luftskibet. Bl.a. raketter på fly.
Som forsvar mod fly fik s´de store luftskive påmonteret en eller flere maskingeværplatforme ovenpå selve skroget. En både kold og udsat port.

Nieuport med Le Prieur raketter mod luftskibe

Ialt gik ca. 60 af ud af 88 zeppelinere gik tabt under angrebene. 5. august 1918 udførte L-70 krigens sidste luftangreb på London, hvorunder det blev skudt ned af en tosædet jager.

 

Med luftskibet Hindenburgs brændende endeligt i Lakehurst USA 6. maj 1937 blev der sat endeligt punktum for de store brintfyldte luftskibes epoke.