↑ Tilbage til Befæstningen

Tunestillingen

Tunestillingen er så nært forbundet med Københavns 3. befæstning, at den må regnes som en del af dette anlæg. Den overgår alle tidligere forsvarsanlæg i længde og konstruktioner. Dannevirke var “kun” 14 km. lang og stort set uden faste anlæg. Vestvolden 14 km. lang, men med mange større faste anlæg.
Tunestillingen er 22 km. lang med ca. 5000 små faste anlæg, kilometervis af skyttegrav, pigtrådsspærringer og andre hindringer. Alt gravet af pioner- og fodfolksenheder – med håndkraft.

I erkendelse af at moderne artilleri var løbet fra befæstningen fra 1886 i den forstand, at hvis man ikke havde et fremskudt forsvar til at hindre fjendtlig fjernobservation og beskydning, ville både forter, Vestvold og også København kunne beskydes med svært artilleri.Fæstningernes århundrede var forbi, idet beskydningen af specielt de Belgiske fæstninger havde vist, at de ingen hindrende værdi havde overfor de tyske 28, 31,5 og 42 cm mørsere. 42 cm. mørseren havde en skudvidde på godt 14 km., 1150 kg tunge projektiler der indeholdt 265 kg. brisant sprængstof, hvilket ingen kendt fæstningskonstruktion kunne modstå. Fremkomsten af disse tunge artilleripjecer samt maskingeværet og brug af giftgas ændrede krigens karakter fundamentalt og 1. verdens-krig blev nærmest en forsøgskrig med 11 millioner døde.

Tykke mure og  befæstede stillinger blev erstattet med bevægelighed og camouflage, anvendelse af naturlige spærringer og gravede anlæg suppleret med mindre faste stillinger. Brug af artilleri på de store afstande, og pigtrådsspærringer foran regulære skyttegrave flankeret af rekylgeværer havde vist sig effektive på Europas store slag- marker. Krigsførelse havde på 40 år helt skiftet karakter, hvilket var medvirkende til et meget stort antal ofre, specielt i krigens første år. Teknikken overhalede simpelthen de militære doktriner.

Tyskland havde allerede ved krigsudbruddet krævet, at adgangen til Østersøen blev minespærret. Det blev i København tolket således, at hvis Danmark ikke gjorde de ville Tyskland selv gøre det. Samtidig havde man den holdning, at hvis ikke Danmark selv viste sig i stand til at opretholde sin neutralitet, ville det medføre en tysk besæt-telse.

I efteråret 1915 påbegyndte man opførelsen af Tunestillingen.

 Tanken om en fremskudt stilling var ikke ny og der havde tidligere været  flere planer fremme. Egentlige fremskudte forsvarslinier havde også været på tale, men pla- ceringen havde voldt problemer. Det var lange afstande man talte  om hvis den skulle gå på tværs af Sjælland. Målet skulle være at spærre adgangen til beskydning af København med artilleri, og da Roskilde Fjord i sig selv udgjorde en naturlig hindring, var en spærring på Sjællands smalleste sted et naturligt valg.
Fra Mosede til Roskilde  Fjord var der 21-22 kilometer.

 Man var stadig opmærksom på de svage flanker, der allerede var påpeget ved den første rekognoscering i 1914.
Truslen på stillingens højre flanke ved Roskilde Fjord ville først være aktuel efter en tysk landgang og fremrykning mod København nord fra, men i foråret 1916 blev hærledelsen i foråret 1916 nervøse for en ny trussel på stillingens venstre flanke ved Køge Bugt. Der opstod iflg. forsvarsminister Munchs dagbog stærk nervøsitet fordi de tyske minespærringer gik meget tæt på København. Hærledelsen reagerede ved at sende en bataljon til Amager og en bataljon til Køge. I Danmark vidste man godt, at de tyske mine- og ubådsspærringer samt den tyske flådeopbygning i den nordøstlige del af Køge Bugt fra efteråret 1915 til forsommeren 1916 var rettet mod indtræn- gen af engelske undervandsbåde i Østersøen. To var sluppet ind i 1914 og tre i 1915 og havde rettet voldsom skade på både den tyske flåde og handelstrafik i Øster- søen.

Natten til den 19. august 1915 løber den engelske ubåd E-13 på grund i Øresund indenfor dansk territorialfarvand. Dette sker under forsøget på at komme ind i Øster- søen. Grundstødningen observeres af den danske flåde, der sender torpedobåden Narhvalen til havaristen for at hævde dansk suverænitet og neutralitet. Herudover sendes 1. eskadre til området.
To tyske torpedobåde sejlede om morgenen mod den grundstødte ubåd og skyder den i sænk. 15 af den 29 mand store besætning omkommer og de overlevende inter-neres.

De tyske fartøjer var som udgangspunkt rettet mod engelske undervandsbåde, men styrken kunne hurtigt vendes til en angrebs- og landgangsstyrke. Bl.a. udlagde tys- kerne ubådsnet i Køge Bugt, der blev transporteret på store pramme. Disse pramme kunne også indeholde en betydelig landgangsstyrke. Fra forsommeren 1916 var der også ved spærringerne syd for Amager anbragt et tysk moderskib for vandflyvere og et ældre slagskib. Dette slagskib var kommandofartøj for Sundspærringsstyrken, men den danske hærledelse, der ikke kendte dets funktion, måtte betragte dets fire 28 cm. kanoner som en væsentlig bombardementstrussel mod København, fæst- ningen og Tunestillingen.

Bemandingsmæssigt blev der i 1916 planlagt med 40 kompagniopholdsrum der skulle bygges i forreste linie. Dette antyder, at der alene i forreste linie skulle være en bemanding på 10 fodfolksbataljoner. I april 1916 var ingeniørregimentets opgørelse af den samlede indkvarteringskapasitet i området på 30.000 mand og 10.000 heste.

Der blev etableret en fremskudt linie af pigtrådssikrede løbegrave, flankerende rekylgeværstillinger og en bagvedliggende linie af artilleristillinger og små kasematter.(huler og gallerier). Alt udført efter de, på det tidspunkt, tilgængelige erfaringer fra verdenskrigen.

Forsvarslinien begyndte ved Mosede Batteri (kystbatteri) og løb nordpå gennem bl. a. Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde. Stillingen skulle have været fortsat til Frederiksværk og Lynæs, men aldrig ført ud i livet. Materialerne blev dog indkøbt og lagt op. Betonstillingerne havde nu mistet deres glamourøse franske fæst- ningsbetegnelser, deres pompøse udseende og var slet og ret betegnet som huler med tilhørende løbegrave.  Man havde lært af skyttegravskrigens grave og små maskingeværstillingers store effekt.

Mosede Batteri var Tunestillingens største anlæg. Et enhedsfort med bagvedliggende tør grav beskyttet af to gravkaponierer. I 1913 påbegyndes opførelsen af Mosede Batteri og det stod færdigt 1916. Batteriet var projekteret allerede i 1908, og skulle efter den oprindelige plan have været udført som et hovedfort ved Mosede og et  støttende batteri ved Karlslunde Mose.
Batteriets hovedbevæbning var 6 stk. 12 cm hurtigskydende haubitz, oprindeligt opstillet i to batterier nord og syd for fortet.  Det sekundære skyts var 75 mm.  hurtig-skydende kanoner der også var egnet mod luftmål. Fortets nærforsvar varetoges af 4 stk. 8 mm Madsen rekylgeværer og 2 stk. 37 mm revolver-kanoner. Til forsvar af batteriets front var der lagt 6 betonstøbte maskingeværstillinger, hver bestykket med 2 stk. 8 mm Madsen rekylgeværer med panserskjold. Endelig var batteriet forsynet med 2 projektører, en ildlederstation og en kikkertstation.

I forbindelse med batteriet findes 4 flankeringsstillinger:

Strandflanke 1, 2 og 3 samt Østre Klinteflanke .

De 3 første lå i klitarealet foran batteriet, medens den sidste, inden sløjfningen, lå på Strandgårdsvej 20, Karlslunde Strand.

Tunestillingens samlede styrke udgjorde:

1 regimentsstab
5 bataljoner
4 rekylgeværkompagnier
1 eskadron
4 batterier feltartilleri
3 ingeniørkompagnier og telegrafdetachementer