↑ Tilbage til Forberedelse til krig

Sikringsstyrken 1914-1919

Ærkehertug Franz Ferdinand tog med ærkehertuginden fra et møde med den tyske kejser Wilhelm 2. på sit landsted i Bøhmen til Sarajevo for at overvære afslutningen på de Kejserlige og kongelige (k.u.k.) korpsmanøvrer i Bosnien. Besøget blev gennemført efter anmodning fra den Østrig-Ungarnske (k.u.k.) statholder i Bosnien-Herzegovina.
 Besøget skulle foregå den 28. juni, på årsdagen (ifølge den ortodokse kalender) for den serbiske nederlag til osmannerne i Slaget på Solsortesletten den 15. juni 1389 – en dato med symbolsk betydning for mange serbere. Datoen for besøget var nu ikke tænkt som en provokation. Det lader til at tilfældigheder har spillet ind, da den østrigske tronfølger helt siden 1909 havde gennemført sådanne besøg ved tropperne, som typisk afsluttede forårsmanøvrerne på dette tidspunkt.

Allerede tidligere havde der været attentater mod højtstående personer i Bosnien-Herzegovina. En student, Bogdan Žerajić,  havde i 1910 planlagt et attentat mod kejser Franz Joseph, men havde opgivet planen på grund af monarkens høje alder. I stedet skød han samme år på den Østrig-Ungarske guvernør i Bosnien ved åbningen af en bosnisk-herzegovinske landdag. Han ramte ved siden af, hvorefter han begik selvmord.

Gavrilo Princip havde Žerajić som forbillede da han  i foråret 1914 i Beograd besluttede, at han ville dræbe Franz Ferdinand efter at han i en Østrigsk avis havde læst om Franz Ferdinands kommende besøg.Inden Franz Ferdinands besøg i Bosnien var der kommet advarsler, men ingen af dem var så konkrete, at de fik ærkehertugen til at aflyse besøget. “Jeg lader mig ikke placere under en glasklokke” havde han udtalt ved en anden lejlighed. “Vi er altid i livsfare. Man må stole på Gud”. Da ingen regnede med nogen fare, blev sikkerhedsforanstaltningerne derefter. Tidsplanen og ruten blev offentliggjort uger i forvejen i aviserne, formentlig også for at lokke så mange jublende tilskuere til som muligt. Dette benyttede de tre attentatmænd, medlemmer af den nationalistiske organisation “Den Sorte Hånd, sig af.

Ledelsen af den sorte hånd frygtede alvorlige konsekvenser hvis attentatet lykkedes, hvorfor man forgæves fra Beograd havde søgt at aflyse attentatet kort tid forinden. 28. juni 1914 faldt skuddene der satte Europa i brand. Ikke på grund af attentatet i sig selv, men fordi spændingerne mellem stormagter og alliancepartnere i Europa var så kraftige at det før eller senere måtte gå galt.  At det skulle ende med 11 millioner dræbte 4 år senere havde ingen fantasi til at forestille sig.

30 dramatiske dage i Europa.

28. juli erklærer Østrig-Ungarn krig mod Serbien, hvorefter Tyskland erklærer Rusland krig den 1. august. 
Allerede den 30. juli foreslår General Gørtz, i lyset af den eksplosive europæiske udvikling, at der indkaldtes til mandskab til kystartilleriet og ingeniørtropperne og at der påbegyndtes armeringsarbejder ved København. Regeringen ønskede dog at se tiden an, men da der sker en stadig forværring beslutter statsrådet dagen efter, dem 31. juli,  at indkalde 1300 mand til kystartilleriet og 1400 mand til flåden. Man ville ikke påbegynde armeringsarbejderne så længe Tyskland ikke havde mobiliseret.

Den 31. juli er alle forbindelser til Tyskland afskåret nogle timer hvilket tages som tegn på mobilisering. At mobilisering er indledt bekræftes samme aften af den danske gesandt i Berlin. Samme dag har kejseren erklæret Tyskland i mobiliseringstilstand, og den 1. august følges dette op med tysk mobilisering og Tysklands krigserklæring mod Rusland.

Sikringsstyrkens indkaldelse var forberedt således, at indkaldelsesordrer for de værnepligtige for styrkerne på Sjælland lå ude ved lægdsforstanderierne, klar til udlevering på telegrafisk ordre fra Krigsministeriet.
 I Jylland (2. generalkommandodistrikt) lå indkaldelsesordrerne ved afdelingerne klar til udlevering til lægdsforstanderierne på telegrafisk ordre. For udstationerede stamheste lå der ved de beredne afdelinger lå ekstraordinære indkaldelsesordrer klar til udsendelse til foderværterne med ekspresbrev.

 Ved formeringen af sikringsstyrken etableredes også armeens overkommando med generalløjtnant Vilhelm Gørtz som chef og overgeneral. Generalmajor Palle Berthelsen blev chef for generalstaben.
En af de første ordrer fra staben til enhederne den 2. august var at fortsætte rekrutuddannelsen, og at rekrutterne ikke måtte indgå i sikringsstyrken før efter normal rekruttid.

Indkaldelserne falder hurtigt efter hinanden efter det den 1. august besluttes at påbegynde indkaldelse af sikringsstyrken.
1. august indkaldes dele af sikringsstyrken og der
møder den 2. og 3. august 17.000 mand på Sjælland medens der i Jylland og på Fyn møder 4000 mand.
5. august indkalder Danmark om morgenen yderligere mandskab, så Jylland / Fyn når F2 med 7000 mand. Samme dags aften indkaldes yderligere mandskab til Sjælland så styrken når 39000 her. Dette var
2-8-årgang (22,000) boende på den sjællandske ø-gruppe, der egentlig  ikke hørte til den planlagte sikringsstyrke.
5. august igangsættes også en del armeringsarbejder. Dette er primært skyttegravsanlæg og pigtrådsspærringer, men planens afsnit om oversvømmelser samt rydning af bygninger og skove udføres ikke.
I Jylland iværksattes arbejder i mindre omfang ved Esbjerg og ved Limfjorden.

Det var dog ikke alle tjenestegrene der havde mandskab nok. Der kom 31. juli 1914 kun 1300 mand til kystartilleriet og ingen til fæstningsartilleriet. Efter den store indkaldelse den 5. august har man kun lige akkurat mandskab nok til et enkelt vagtskifte i landbefæstningen.

7. august var alle linieafdelinger undtaget fæstningsartilleriet nået op på fuld styrke. De sjællandske reservebataljoner fik hver ca. 500 mand og kunne nu løse bevogtningsopgaver og frigøre liniebataljonerne. Fæstningsartilleriet fik en enkelt besætning til sikkerhedsarmeringens skyts, så landet nu var i stand til at foretage en hurtig og sikker mobilisering og liniebataljonerne kunne tage sig af mulige neutralitetskrænkelser – også uden for byen.

11. august 1914 var de danske styrker formeret således:

               1. generalkommando (Sjælland)
1., 2. og 3. division
                              General Gørtz
                 2. generalkommando (Jylland / Fyn)
                                    Jyske brigade
                                      General Tuxen
    1. division (Ialt 7 linie- og 5 reservebataljoner)
    (allokeret mellem Søllerød og Frederiksundsvej)
    Jylland:
    Livgarden1, 2 og 11 regment1 artilleriafdeling         Jyske Brigade
                       9. og 10. regiment og 6 reservebataljoner
         (fra 14 og 15 regiment)
    2. division (ialt 6 linie- og 4 reservebataljoner)
    (allokeret mellem Frederiksundsvej og Køge Bugt)          
         3. og 5.  dragon regiment (2 linie og to reserveeskadroner)
    Gardehusarregimentet, 3., 4. og 12. regiment, 2. artilleri
afdeling
         3. artilleriafdeling
         1 reserveingeniørkompagni
    3. division (10 linie- og 4 reservebataljoner)
    (Allokeret på Vestsjælland)
      Fyn:
    5, 7, 8 og 13 regiment, 26. bataljon, 6 regiment, 4. dragon
regiment, 4. og 5. artilleriafdeling
         6. regiment (- 26. BTN)
         2 reservebataljoner (Fra 14. og 15. regiment)
    1 feltartilleriregiments stab
    Kystartilleriregimentet (3 bataljoner)
    Fæstningsartilleriregimentet (2 bataljoner)
    Ingeniør regimentet (2 bataljoner – 1 kompagni)
    Af 1. og 2. divisions 8 reservebataljoner var 6 placeres i og
    lige bag befæstningen og 2 på Amager.

Forsyningerne var ved krigsudbruddet for små. 500 skud pr. feltkanon og 300 skud pr. pjece til fæstningsartilleriet, dog et langt ringere antal til de svære kalibre. Der fandtes kun ca. 350 patroner pr. gevær og kun rytteriet var udrustet med rekylgeværer.
 Heller ikke uniformsmæssigt var forholdene optimale. Der udleveredes en to-radet M/1889 der var en tæt kopi af M/1848, eller en en-radet M/1910 (1906). Sidstnævnte var “resterne” af en khaki-farvet uniform man forsøgte at indføre i 1903 i stedet for den blå M/1889. Imidlertid var klædekvaliteten for dårlig, hvorfor man gik tilbage til stof og farver fra M/1889 men beholdt selve modellen fra 1903. Senere kom den grå uniform M/1915, der dog ikke udleveredes til sikringsstyrken.
Herudover var der alvorlige mangler på områder som telefonmateriel, kikkertmateriel, sanitetsmateriel og hesteudrustning.

 Hærloven af 1909 gav selvfølgelig ikke nok befalingsmænd til sikringsstyrken eller for den sags skyld en mobilisering. Denne belastning var selvfølgelig størst i starten, hvor så mange andre ting også kørte trægt.
 Man gik omgående i gang med at forøge antallet af befalingsmænd, og 500 afskedigede officerer og befalingsmænd stillede sig straks til rådighed. Ved en  lovændring lykkedes det at skaffe en betydelig tilgang af værnepligtige officerer, en kategori der ikke fandtes i 1909-loven.

Fæstningsartilleriet var opstillet på tre fronter. Nordfronten, syd og vestfronten. Alle forter og batterier bemandedes med sikringsstyrken.  2 artilleribataljon i nord (kommando i Gentofte) og 3. artilleribataljon i vest med kommando i Avedørelejren. Hvert fæstningskompagni fik ansvar for et artilleriafsnit fra Øresund til Køge Bugt: Ordrup, Fortun, Lyngby, Tinghøj, Husum, Ejby, Glostrup og Avedøre
                              
 Ved sikringsstyrkens formering indledtes rekognoceringer i Dyrehaven. Først i september 1914 godkender forsvarsministeren at der anvendes cement til visse anlæg, men under forudsætning af at de nødvendige penge stilledes ril rådighed af private. den anlagdes de næste måneder fra Fortun Fort i vest, tæt syd om Eremitagen og til kystbanen tæt nord for Taarbæk Fort. Pigtrådshegn og skyttegrave, 3 flankeringskonstruktioner og 8 beredskabsrum hver til 100 mand. F.L.Smidth & Co skænkede cementen og støbearbejdet blev udført af Christiani & Nielsen. Stillingen var færdig ved udgangen af 1914 og i februar 1915 var Dyrehaveartilleriafsnit en realitet.
 Udgiften til stillingen blev ialt 250.000 kr. (Især tilvejebragt af “Indsamlingen til forstærkning af Københavns Nordfront” og “Forsvarsindsamlingen af 1913)

November 1914 indsender ingeniørkorpset en anmodning til overkommandoen om forlængelse af Dyrehavestillingen mod vest til Lyngby Sø. Denne Baunehøjstilling skulle starte sin pigtråd ved Fortun Fort, løbe nord om Baunehøj og Sorgenfri Slotspark til Lyngby Sø. Den bestod som Dyrehavestillingen af pigtråd og løbegrave, og herudover 3 ens grupper af støbte kasematter, hver til 250 mand. Hertil en  række batterianlæg bl.a. ved Dyrehavegård. Udgiften blev 150.000 kr, der blev afholdt af private midler.

 I den førte tid efter krigsudbruddet var befolkningen patriotisme meget høj, men som faren synes at drive over faldt stemningsbølgen hurtigt. Både samfundsøkonomisk og menneskeligt krævede opretholdelsen af sikringsstyrken store ofre, og der spekuleredes hurtigt i en nedsættelse af styrken. Allerede første halvår af styrkens levetid, synes de militære udgifter fra årene inden på ca. 30 mill. at være  fordoblet. Indkaldelserne var også en stor belastning for både de indkaldte, deres familier og de kvarterværter der nu pludselig havde fået et eller flere nye “familiemedlemmer”. Et stort antal indkaldte var familiefædre, og koner og børn fristede en kummerlig tilværelse via hjælpekasserne (ikke fattighjælp) Disse kasser indførtes 1907. Modtagelse af hjælp herfra betød dog ikke fortabelse af valgret som fattighjælp.

Allerede 1. september 1914 vedtoges, at der kunne gives 14 dages orlov for højst 10% af styrken samtidig. Dette betød meget for folk med selvstændig bedrift. I forbindelse med orlov ydedes fri rejse. Ved 1. regulering midt i oktober 1915  hjemsendtes folk af 7 og 8 årgang fra Jylland/Fyn og erstattedes med yngre mandskab.

 Også disciplinært var der store udfordringer. Tjenesten var triviel med vagttjeneste og grave- og befæstningsarbejde og det monotone arbejde sløvede. De ringe indkvarteringsforhold  med overbelægning og tvære indkvarteringsværter nærede dette. Straffe blev snart et alvorligt problem, mest vagtforseelser og absente
ring.

Oktober 1914 måtte overkommandoen bede ministeriet afhjælpe manglen på militære arrester. Det hjalp ikke på situationen at ministeriet ved nytår 14/15 traf den bestemmelse – der holdt ca. 1 år – at absentanter ikke skulle tilbageholdes til eftertjeneste. Befalingsmændene havde også ringe forståelse for, at den kadaverdisciplin der kortvarigt kunne opretholdes på en rekrutskole ikke kunne opretholdes under en længere indkaldelsesperiode.

Endelig havde pressen allerede inden indkaldelse af sikringsstyrken været efter befalingsmændenes virke. Presset lettede ikke, og nu kom mange klager udenom kommandovejen direkte til ministeriet, evt. via en rigsdagsmand. Ofte anonymt eller gennem tjenstvillige journalister. Endelig var en af årsagerne til den dårlige disciplin  det faktum, at mange af de ikke faste befalingsmænd gjorde tjeneste på poster der oversteg både evner og uddannelse.

Forholdet mellem overkommando og ministerium bliver også anstrengt på grund af behandling af disciplinærsager. Man havde heller ikke her en fredstidsprocedure til at afklare konpetenceforholdet. Ministerens personlige indgreb i personelsager der var rejst i pressen befordrede ikke forholdet. Både Gørtz og Berthelsen rejste i maj 1915 dette spørgsmål overfor ministeren, men Munch stillede sig uforstående.
Gørtz indgav, med rod i dette, sin afskedsbegæring i protest. Dette ville ske nogle gange de næste par år. Munch mente overkommandoen og officerskorpset opførte sig lidt barnligt forurettet over den manglende støtte i befolkningen og den manglende forståelse blandt mandskabet. Dette affødte mange samtaler hvori også kongen var indblandet hvorefter striden for så vidt blev bilagt og Gørtz fik sin afskedsbegæring tilbage.

Den megen fritid var et problem, og i efteråret 1914 dannedes forsvarsministerens udvalg for foredragsrækker, der gaves økonomisk hjælp til dannelse af frivillige musikkorps og et initiativ fra før krigen om husflidsundervisning i garnisonerne blev udvidet. Sløjdinspektør A. Mikkelsen fra det civile skolevæsen blev tilsynsførende med husflids- og sløjdundervisningen. Derudover oprettedes mange nye soldaterhjem sponseret af diverse foreninger fra hele landet.

<<Soldatermission og soldaterhjem>>

De mange genindkaldelser  af specielt familiefædre fra Jylland / Fyn søgtes straks afhjulpet med at indkalde flere rekrutter men mindre interval, udnytte værnepligts-alderen der var nedsat fra 22 til 20 år samt gennemføre en slags omgangstjeneste via de såkaldte reguleringer. Dem skulle der komme 17 af i sikringsstyrkens levetid. Reguleringerne blev også brugt til de reduktioner af styrketallet der hurtigt fulgte.

Reduktioner, styrketal og reguleringer førte de næste fire år til et særdeles anstrengt forhold mellem overkommandoen, ikke mindst overgeneralen Gørtz, og den radikale forsvarsminister Munch. I øvrigt et anstrengt forhold forsvarsministeren heller ikke ligefrem søgte at dæmpe. Munch og øvrige regeringspartier tillagde ikke sikrings-styrken større militær værdi, men nærmere en fare for landets neutralitet. Det var i militære og højres kredse udtalt utryghed ved en forsvarsminister af Munchs observans.

Allerede 1. september 1914 vedtoges, at der kunne gives 14 dages orlov for højst 10% af styrken samtidig. Dette betød meget for folk med selvstændig bedrift. I forbindelse med orlov ydedes fri rejse.

Ved 1. regulering midt i oktober 1915  hjemsendtes folk af 7 og 8 årgang fra Jylland/Fyn og erstattedes med yngre mandskab. Efter der 15. januar 1916 besluttes at 15 % af mandskabet kunne have 6 dages orlov samtidig, og samtidig indledes forhandlinger om en egentlig reduktion. Sikringsstyrken talte på dette tidspunkt 55.000 og 3000 rekrutter i hele landet. På samme tidspunkt gennemførtes 2. regulering og antallet af rekrutter øgedes til 7,500 i februar 1915.

Under reduktionsforhandlingerne gjorde overkommandoen gældende, at reduktionen skulle begrundes med en mindskelse ad faren for neutralitetskrænkelser, hvilket man i overkommandoen ingenlunde fandt var tilfældet. Man mente, at de sjællandske infanteribataljoner måtte råde over mindst 24,000 værnepligtige. Et mindre antal ville få følger:
– Faren for angreb ville øges
– Mobilisering ville tage længere tid
– at man ikke ville kunne imødegå neutralitetskrænkelser udenfor København.

12. februar 1915 meddelte ministeriet overkommandoen, at reguleringen i marts 1915 ville resultere i en reduktion på 5000 mand. Det endte dog med knap så mange. Forsvarsministerens udgangspunkt havde været en reduktion på 15000, embedsmændene foreslog 11000 medens overkommandoen var endt på 5000. Tysklands blokade af de britiske øer fik Munch til at bøje af. Med denne regulering indledtes også for alvor de periodiske ombytninger, hvor indkaldelsestiden var 2-2½ måned og hjemsendelse i 5-6 måneder. Da der også skulle ses lettere på ansøgninger om udsættelse til næstkommende periode, endte det i en strøm af ansøgninger. Munch
siger selv, at han på grund af hæren utilbøjelighed til at give udsættelse, selv personligt måtte gå alle ansøgninger igennem. Dermed blandede Munch sig også her personligt i overkommandoens sagsbehandling.

Fra den første og hver af de følgende reguleringer sikrede den tyske marineattache sig, at søbefæstningen ikke blev reduceret.

Efterhånden som indkaldelsen trak ud, opstod der ønsker om at soldaterne i de områder de var placeret, deltog i f.eks. landbrugsarbejdet, hvilket indførtes 22. april 1915 Dette ændres i juli 1915 til 2 halve øvelsesdage. Senere ændres dette igen til også at omfatte 2 halve ugentlige dage til tørvefabrikation og i alt to dage til roeoptagning.

Ved juni reguleringen 1915 var der ingen reduktioner af styrken, men antallet af genindkaldte faldt med 4000, idet indkaldte rekrutter fra januar nu tilgik Sikringsstyrken.

1. maj er armeringsarbejderne omkring København næsten afsluttet, og i slutningen af maj 1915 forlægger 2. division til Stevns.

I foråret 1915 er der stadig forsyningsproblemer. Hærloven af 1909 havde ikke forudset bevillinger til udrustning af hærens nuværende størrelse. Mangelen på gevær-ammunition var særlig kritisk og der var kun moderne geværer til 2/3 af mobiliseringsstyrken. Der fandtes kun 350 patroner pr. gevær i krigsstyrken hvor overkom-mandoen menter der burde være 1000. Den danske produktion blev øget i det omfang det var muligt at skaffe råstoffer, dog uden at blive tilfredsstillende.
Teknisk korps indstiller i marts at man skaffer 50 mill. patroner fra USA. Midt i juni 1915 stilles man i udsigt, at en fabrik i USA kan levere 20.000 geværer og 40 mill. patroner.
Forsvarsminister Munch kæder denne levering sammen med yderligere reducering af Sikringsstyrken. Han mente ikke at kunne skaffe midlerne til våbenindkøb uden
tilsvarende besparelser. Vanen tro er overkommandoer er  meget uvillig til yderligere reduktioner. Man hævder at det var helt nødvendigt, at liniebataljonerne ikke
blev mindre end 800 menige. Overgeneral Gørtz kunne kun gå med til en reduktion på et par tusinde. Modsat ønsker Munch at reducere med 7000 mad i august og et lignende antal i november.

Midt juli 1915 får Munch gennemført en lov om indkaldelse af frinumre for 1915, og at årgang 1916 kunne indkaldes tidligere end forudset. Samtidig fik han en bevilling på 5 mill. kr. til indkøb af geværer og ammunition mod af reduktionerne blev gennemført.
Ved 5 og 6 regulering i august og november reduceredes styrken med 4000 og 7000 mand, så styrken ved årsskiftet 1916 / 1917 ville være på ialt 37000 mand.

Den store forsvarsvilje fra krigsudbruddet i 1914 gav sig udtryk i frivillige forsvarsbidrag på forskellig måde. Et af de mest omfattende var oprettelse af frivillige bevogtningskorps, så felthæres kunne frigøres. I august 1915 var organisationen af korpsene afsluttet med oprettelsen af 200 korps med 40.000 medlemmer.

22. oktober 1915 må Munch udførligt redegøre for forsyningssituationen på et lukket møde i Rigsdagen. Han oplyste, at der ved en mobilisering formentlig ville møde 130.000 mand, medens de afdelinger der skulle opstilles jvf. hærloven 1909 kun krævede 96.000 mand. Under samme redegørelse hørte Rigsdagen for første gang om planer for Tunestillingen. På spørgsmål oplyste Munch, at at de ekstraordinære militærudgifter til 1-4-1915 var på 5,8 mill. for flåden og 34 mill. for hæren.

I.C. Christensen mente hæren skulle kunne anvendes overalt i landet og var tvivlende overfor en Tunestilling. Han mente, at hæren skulle kunne anvendes overalt i landet og var tvivlende overfor en Tunestilling.

2. november 1915 bevilges Tunestillingen trods en del tvivl om nytten.
Udgiften estimeres til 680.000 (30 % lavere end ingeniørgeneralens overslag) Arbejdet gik straks efter i gang under ledelse af Oberst A. G. Nyholm.Til bygning af Tunestillingen afsættes 2 bataljoner af 3. division og 1 bataljon på skift fra 1. og 2. division. Herudover afgives 3 ingeniørkompagnier (7, 6 og 5 KMP). Til hvert afsnit ( Roskilde, Tune, Karlslunde)er der således fra starten 1 ingeniørkompagni og og en bataljon som arbejdsstyrke. Stillingens længde er ca. 20 km og dybden 1 km – senere op mod det dobbelte.
I stillingens forkant skulle der i hele dens længde trækkes et 10 meter bredt pigtrådshegn (148.000 pæle og 4,4 mill. meter pigtråd). Der skulle anlægges skyttegrave, der på grund af deres zig-zag trassé langt oversteg stillingens 20 km. længde. Der skulle støbes huler og gallerier, telefoncentraler, opholdsrum og beredskabsrum.
Omkring 5000 små underjordiske rum, skudsikre mod let feltartilleri blev etableret, hovedsageligt med sikringsstyrkens håndkraft.

Vinteren 1915-16 udlægger Tyskland miner i Køge Bugt.og i sundets sydlige del, så den danske flådes bevægelser hæmmes væsentligt i området. Overkommandoen frygter nu en landsætning ved Køge Bugt eller Amagers sydkyst. Der opstilles derfor en særlig styrke begge steder. Amagers sydfront forstærkes med et par bataljoner og forsvaret trækkes helt frem til sydkysten, hvor de kunne støttes fra Dragør Fort (færdigt januar 1915) og Kongelunds Batteri (færdigt januar 1916)

 Tunestyrken omfattede maj 1916 7 bataljoner, 1 eskadron, 4 feltbatteriet samt et større kommando af fæstningsartilleriregimentet, Tune Artillerikommando. Endelig indgik de tre ingeniørkompagnier der stadig arbejdede i stillingen. Cheferne for 1 og 2 division førte skiftevis kommandoen over styrken. Mosede Batteri meldes kampdygtigt fra 19. juni 1916.

Underbringelse af de mange tropper i private hjem gav en endeløs række problemer hvorfor Grevelejre og Barfredshøjlejren opførtes. Herudover etableredes en teltlejr ved Køge. Overkommandoe fik 880.000 til bygning af lejrene i august 1916, men inden lejrene var færdige var udgifterne steget til 1,1 million.
 Samtidig opførtes barakkelejre på Amager for 320.000 kr.

Da Tunestillingen er stort set færdig søger overkommandoen 400.000 til omfattende feltbefæstningsarbejder på Roskilde Fjords østside. Dette afslås af ministeriet.

Februar 1916 vedtages et tillæg til værnepligtsloven der muliggjorde indkaldelse umiddelbart efter session. Dette tillæg holdt til sikringsstyrken hjemsendtes. Rettel- serne gjorde det muligt at indkalde to årgange i 1916. Ved også at lade de værnepligtiges første udannelsesperiode vare 1½ år (det længste 1909 loven muliggjorde) opnåede man i løbet af 1916 at op mod halvdelen af sikringsstyrken udgjordes af værnepligtige der kom direkte fra rekrutuddannelsen og dermed krævede færre genindkaldelser.

I hærlovens § 231 fandtes bestemmelse om at der i krigstid skulle opstilles landstormsafdelinger. Disse enheder skulle være forberedt i fredstid. De skulle dannes af ældre uddannet mandskab, værnepligtige der ikke var uddannet og som der ikke var anvendelse for i hær og flåde. Befaling skulle føres af tidligere faste eller værne-pligtige officerer der fandtes egnede. Dette var ikke forberedt i 1914 og derfor opgivet af overkommandoen. De blev nu oprettet som depotbataljoner og kunne ved mobilisering frigøre reserve-bataljonerne til f.eks. Tunestillingen. I løbet af et års til oprettedes 18 infanteridepotbataljoner og 1 feltartilleridepotbataljon.
5 juni 1916 tiltræder ministeriet oprettelse af 2 reservebataljonsstabe.

Kystartilleriregimentet udvides beskedent. 3. kystartilleribataljon oprettes 22. juli 1916. Den bestod dog kun af 2 linie- og 1 reservekompagni. 1. kompagni placeredes på Lynæs og Mosede forter, og 2. kompagni besatte Grønsundstillingen.

Oktober 1916 rejses Munch spørgsmålet om yderligere reduceringer af sikringsstyrken på et ministermøde. Munch ønskede at skære styrken med 1/4 eller 8-9000 mand. Dette meddeles overkommandoen 22. oktober,  der medio november 1916 svarer, at man fralagde sig ansvaret for en sådan nedskæring. Artillerigeneralen kunne dog gå med til 15% nedskæring hvis man samtidig ophørte med at give orlov til 15% af mandskabet. Kongen var meget tvivlende overfor en nedskæring.

23. november 1916 udtalte general Gørtz til Munch et meget stærkt ønske om at få sin afsked hvis de påtænkte nedskæringer gennemførtes. Munch svarede at ansvaret var regeringens og rigsdagen og at han ville bede generalen blive. Konservative og Venstre var meget kritiske i forhold til denne reduktion, og den endte med 4000 mand (12 %) Reduktionen skulle ske ved reguleringen februar 1917.

Munch erindrer det som en brydsom tid. Der var mange klager fra kvarterværter til både Munck og andre rigsdagsmænd. Det var hovedsageligt godtgørelsen og at soldaterne grundet øvelse ikke holdt spisetiderne. Samtidig erindrede Finansminister Brandes ham konstant om, hvor mange penge sikringsstyrken kostede. Der var også mange ansøgninger om udsættelse ved reguleringerne. Specielt Roskilde Dagblad, den øvrige venstrepresse  og dele af den konservative presse var kritisk og pustede til ilden.

Marts 1917 rejser Munck nye reduktioner af styrken på et ministermøde og møder både politisk modstand fra de konservative og som vanligt overkommandoen. I ministeriet rejser han krav om 25% reduktion. Politisk behersket, da der var radikale rigsdagsmænd der ønskede 50 %. reducering. Radikale og Socialdemokrater var for den skitserede reducering medens konservative var imod. Venstre indtog en lidt afventende holdning, men hældede dog mest mod nye reduktioner. Gørtz talte igen om at gå af ved yderligere reduktioner. Gørtz blev i den forbindelse spurgt om han ville blive, hvis ministeriet udtrykkeligt sagde, at den reducerede sikringsstyrkes opgave ikke var udsigtsløs kamp, men bevogtning af riget og neutraliteten. Dette afslog Gørtz.

Også i marts 1917 møder både den engelske og franske militærattache op i ministeriet og spørger, om det virkelig var rigtigt at Danmark ville hjemsende sikrings-styrken. Munck kontakt med Alexander Foss vedr. konservatives stilling. Foss svarede, at konservative ikke kunne støtte en reduktion. Han antydede, at en reduktion kunne få negativ betydning for indførselsforhandlingerne med England, hvilket gjorde indtryk på Munch. Sagen stilledes i bero 16. maj 1917.
Som formand for den overordentlige kommission vægtede Foss ord tungt.

Der er en del uro i hovedstaden, og Københavns kommandant må 4. juni 1917 udstede forbud mod at soldater deltog i møder og demonstrationer mod sikringsstyrken og militærvæsenet som helhed.
Kort efter, 16. maj, spørger Munch efter et ministermøde (10 radikale ministre) overkommandoen, hvor stor en styrke de behøvede for at opretholde en bevogtning af landegrænse, havne, forter og feltfortifikatoriske anlæg. 27. juni  svarer overkommandoen, at ingen reduktion var mulig.

Munch skifter til et mere kompromisløst spor. Han mener ikke at have brug for de konservative og en bred løsning, Munch ønskede 25 % reduktion, så genindkaldelser stort set var unødvendige. Stauning (A) var parat til at hjemsende hele styrken. Gørtz blev orienteret om nødvendigheden af at lette byrderne på befolkningen, men at Munch for undgå politisk strid ville vente med reduktioner til næste regulering mod at der for perioden august til oktober gaves orlov til de genindkaldte. Ved våbenarter hvor det drejede sig om mere end 1/4 kunne de deles i to hold.
Gørtz svarer 27. juli at han vil give selvstændige landmænd høstorlov når det ikke drejede sig om mere end 15 % af styrken. Dette var Munch ikke tilfreds med.
Gørtz fik samtidig at vide, at hvis han indgav afskedsbegæring ville man betragtende den som hvilende til et belejligt tidspunkt.

1. august 1917 meddeles, at næste regulering vil foregå som normalt. Samme aften resonerer Munch at det ville være belejligt at slippe af med overgeneralen.
3. august inddrages kongen i overgeneralens afgang, og generalen meddeles, at det faktum han var over 65 og iøvrigt konstant mente han var forpligtet til at gå af når noget gik ham imod, pegede på en afgang. Han skulle beslutte om han ville søge den eller have den, men svaret måtte foreligge inden udgangen af august 1917.
Gørtz afstod fra selv at søge den.

6. august var generalløjtnant A.P.Txuen hos Munch, der meddelte at det var nødvendigt han påtog sig overkommandoen og at der ville ske reduktioner af sikringsstyrken snart. Tuxen spurgte blot om det var en ordre hvilket blev bekræftet. Ny chef for 3. division blev L.C.F. Lütken (generalmajor)

Næste reduktion gik nemmere, da de frikonservative opgav modstanden hvis hjemsendelse ikke ville betyde flere ændringer i overkommandoen.. Kongen var ikke helt tilfreds. Han gav udtryk for at “han vaskede sine hænder” under et morgenmøde med Munch 31. august

Primo september meddeles at sikringsstyrken reduceredes med 6000 ved næste regulering 14. oktober1917.

Kort før reguleringen for oktober, bedes overkommandoen indsende plan for en 25% reduktion. 6. september svarer overkommandoen, at at svaret ikke måtte betragtes som en billigelse af de nye styrke tal. De betragtedes stadig som uforsvarlige. Den tilbageblevne styrke ville hverken kunne sikre en mobilisering eller levere en kamp. Samtidig var man kritisk overfor at reduktionen var vedtaget inden  overkommandoen var blevet hørt. Overkommandoen modtog aldrig svar.

Efter reduktionen i oktober var man ikke mere i stand til at opretholde kampdygtige bataljoner i Tunestillingen,på fæstningsfronterne incl. Amager og i reserve på mobiliseringsstederne samtidig. Man regnede nu kun med halvdelen af liniebataljonerne til øjeblikkelig brug ved neutralitetsbrud, gav dem hovedparten af mandskabet og anbragte dem i Tunestillingen og på fæstningsfronterne.De øvrige bataljoner fik et par hundrede mand hver, og holdtes tilbage i de sjællandske garnisonsbyer. Disse sidste 12 bataljoner var den umiddelbare fare ved denne påtvungne ordning. De skulle først suppleres med 80% inden de kunne forstærke kampbataljonerne, der i givet fald skulle kæmpe isoleret i lang tid. De små bataljoner måtte endda overtage rekrutuddannelsen i stedet for reservebataljonerne.

Hærens resterende 28 bataljoner og adskillige batterier m.m var i realiteten ikke-eksisterende. Sikringsstyrken omfattede kun 12 bataljoner med nedtøftige styrker af øvrige våbenarter – under 25 % af mobiliseringsstyrken. Samtlige detachementer formindskedes og en del vagter i havne, ved jernbaner m.m. ophævedes.

En af 1909-lovens mangler var, at den ikke omfattede rekylgeværenheder ligesom den manglede svært artilleri til felthæren. I sikringsstyrkeperioden lod det sig ikke gøre at skaffe rekylgeværer, og kun rytteriet og artilleriet havde rekylgeværer i beskedens omfang. Allerede i september 1914 indstillede overkommandoen oprettelse af en rekylgeværdeling på 12 geværer i hvert linieregiment. Disse delinger oprettedes i begyndelsen af 1915. Krigen viste at rekylgeværer anvendtes i stigende omfang, indstillede overkommandoen at delingerne udvikledes til kompagnier, formeret i delinger a 8 geværer. Dette ønske bifaldes først af ministeriet i marts 1917. Et ønske om også at udruste reservebataljonerne med rekylgeværer opfyldtes ikke før krigens slutning. Kun 23% af infanteriet nåede i sikringsstyrkeperioden af få tidssvarende udrustning.

Manglen på svært artilleri forsøges afbødet 9. august 1915 ved en indstilling fra overkommandoen om opstilling af en 12 cm. felthaubitsgruppe med skyts og mandskab fra fæstningsartillerireserven. Dette tiltrædes af ministeriet ultimo august 1915. Dernæst fremskaffedes 4 stk. moderne 15 cm. stålhaubits og 30. oktober 1917 indstiller overkommandoen, at der opstilles et 15 cm. felthaubitsbatteri som forsøg. Dette tiltrædes 1.  december 1917 og midlerne bevillges.

I sommeren 1916 var et Tune artilleri med materiel fra fæstningsartilleriet allerede oprettet. I forbindelse med Roskilde fjord stillingen forberedtes et artilleri- og rekylgeværkommando. I Jylland formeredes to artillerikommandoer til Limfjordsforsvaret. Til transport af svært skyts forberedte overkommandoen ved mobilisering en bespændingspark og en traktorpark.

Militærnægterproblemet vokser, og der afholdes 8. november. et militærnægtermøde i København med stormende tilslutning. Demonstrationen går langs hovedbanegården hvor et par officerer forulempes og fortsætter til garnisonshospitalet i Rigensgade hvor politiet splitter forsamlingen med stave. I december vedtages i rigsdagen lov om civil værnepligt.

I 1917 rykker krigen nærmere med engelsk fremtrængen i danske farvande. Ud for Kullen sænker en engelsk torpedojager i november en armeret tysk damper og tre trawlere.

Vareknapheden rammer også den militære styrke. Brændsel er der mangel på, og en del afdelinger beordres sommeren 1917 på skovningsarbejde. En velkommen afveksling der tilmed betaltes til normal “civil” takst.

Februar 1918 gennemførtes 17. og sidste egentlige regulering uden væsentlig ændring af styrketallet. Antallet af rekrutter var i årene 1915 til 1916  på 6-7000 og faldt i 1916-1917 til 3-4000 mand, hvilket niveau fastholdtes til krigens afslutning.
Den intense uddannelse af rekrutter siden starten af krigen, omfattede 26000 mand mere årligt end under normale vilkår eller ialt yderligere 70.000. Dette betød at hærens mobiliseringsstyrke fra at være 80.000 + 40.000 i reserve ved krigens udbrud, voksede til 180.000 i 1917. Aldrig før eller siden har Danmark haft så stor en mobiliseringshær.

5. maj 1918 ansøger Tuxen om afsked på grund af alder og får den. Han var således kun overgeneral i 10 måneder. Generalstabschefen generalmajor Ellis Wolff forfremmes. Ny generalstabschef bliver generalløjtnant  E.O.N. Castonier. Overgeneralen var nu yngre i anciennitet end chefen for 2. generalkommandodistrikt Palle Berthelsen, hvorfor ministeriet bestemmer at distriktet fremover blev underlagt ministeriet direkte. Et alvorligt brud på ordningen med en enhedskommando for alle landstyrkerne, der havde eksisteret siden sikringsstyrkens oprettelse.

Straks ved næste rigsdagssamling  rejses igen sikringsstyrkens reduktion, især med henvisning til nedsættelse af de militære udgfter. Efter at forsvarsminister Munch havde forhandlet med udenrigsminister Scavenius om sikringsstyrkens formål, afgik 27. juni 1918 en skrivelse til overkommandoen, hvor Munch selv havde skrevet udkastet. Tuxen skulle åbenbart prøves af. Her udbeder man sig overvejelser om hvorledes  styrken kunne begrænses og de personlige byrder lettes.
Sikringsstyrkens opgaver angaves i hovedsagen at være
1) Bevogtning af landegrænse og mere betydningsfulde havneanlæg
2) Bevogtning af Knudshoved og Halskov (som hidtil)
3) Fornødent beredskab ved Københavns Søbefæstning, herunder fløjforterne.
4) Bevogtning af de permanente fæstningsanlæg og de feltfortifikatoriske anlæg samt vedligeholdelse af de sidste.

Ministeriet ønskede angivelse af mindst mulige styrke i forholds til opgavesættet. 28. august 1918 meddeler overkommandoen som man plejede, at man anser det for uforsvarligt under så urolige forhold ikke at have en til enhver tid kampberedt styrke inde, og at man fralagde sig ethvert medansvar for skridt der forringede krigs-beredskabet. Man havde i lang tid været uden en kampberedt styrke til rådighed, og reduceredes yderligere ville man bortset fra Københavns Søbefæstning, være uden sikringsstyrke idet den tilbageværende styrke ingen sikkerhed gav. Dog medgav man, at kunne regeringen give langt varsel før en evt. mobilisering, ville overkommandoen kunne forsvare en reduktion. Et fredsberedskab kunne måske gøre uddannelsesbetingelserne anderledes gode, og dermed kunne en mobilisering foregå med mindre friktion. Man mente endvidere, at selv om man fandt tanken rationel, var den uforenelig med tanken om vilje til at forsvare neutraliteten samt de krav om bevogtning, tilsyn og vedligeholdelse armeringsarbejderne stillede.
2. generalkommando, der nu var underlagt ministeriet direkte, svarede for sig selv. Man var udover at være enig med overkommandoen i de overordnede tanker, stemt for en forøgelse af de jysk/fynske styrker.

Med udgangspunkt i ministeriets forslag anså overkommandoen nedennævnte for det yderste minimum for Sjællands vedkommende :
–  7500 infanteri (i stedet for 9700)
– 600 rytteri (uændret)
– 180 trainsoldater (før 200)
– 1100 feltartilleri (før 1400)
– 2500 Fæstningsartilleri (tidligere 2750)
– 2900 kystartilleri (uændret)
– 700 ingenieurtropper (uændret)
– 1300 arbejdssoldater (tidligere 2000)
I alt en reduktion på 3000 fra 20000 til 17000

Overkommandoen modtog intet svar, selv om dens svar også berørte væsentlige spørgsmål vedr. mobilisering og en revision af udskrivningsregulativet for at undgå de uforholdsmæssigt mange kassasioner.

Munch havde imidlertid travlt på en anden front, og der afkrævedes en samtale med overkommandoen i ministeriet allerede 23. august 1918. Bl.a. deltager direktøren generalmajor N.B. Ulrich og departementschefen for 1. departement. (personel og mobilisering) oberstløjtnant F. F. Andersen.
Overkommandoen redegjorde for, at styrken var gennemgået mand for mand, og at en betryggende vagttjeneste ikke tillod reduktioner på over 3000 mand på Sjælland. Dette tilfredsstillede naturligvis ikke Munch, og han krævede 5-6000 mands reduktion.
Forhandlingerne foregik hele september 1918, og de politiske krav overfor Munch dæmpedes i takt med at man kunne ane en snarlig fred. 14. oktober 1918 meddeltes at sikringsstyrken i løbet af 14 dage ville blive blive reduceret med 4000. (i realiteten blev det langt over 5000) Den spanske syge (Influenza) havde huseret siden sensommeren (september), og fik hurtigt karakter af en lungepest med stor dødelighed. Den kulminerede midt oktober, men havde krævet mange ofre blandt andet mellem de indkaldte der boede tæt. Hospitalerne var overfyldte, og bl.a. toges Idrætshuset, Odd Fellow palæet, Regensen og den tidligere ridsdagsbygning i Bredgade i brug som nødhospitaler.

Allerede 25. oktober 1918 (16 dage før våbenhvilen (11-11-18) pålægges overkommandoen at indlede sløjfning af visse armeringsarbejder.

6. november 1918 breder arbejder- og soldateroptøjer sig landet sydfra. Truslen var ikke tom. Under krigen havde der på grund af levestandarden været omfattende arbejderuroligheder i større tyske og engelske byer, og der havde i 1917 været mytteri i stor skala i både den franske og italienske hær. Fra de danske befolkning syd for grænsen foreslås Danmark at forstærke grænsevagten. Samtidig oplevedes en kraftig stigning af krigsfanger der søgte mod Danmark sydfra. Dette medførte 9. november 1918 at overkommandoen udsendte kystspærringsdetachementer på eskadrons- eller kompagnistørrelse til Rødby, Nysted, Køge og Gedser samt Sydstevns. Samtidig forstærkedes de to detachementer ved sydgrænsen med 2 eskadroner og to rekylgeværkompagnier. Krydserne Geyser og Heimdal sendtes til henholdsvis Kolding Fjord og farvandet ved Faaborg. Formålet var at skærme befolkningen mod voldshandlinger, modtage, afvæbne og bevogte fremmede styrker samt beskytte den mod flygtninge, desertører og marodører der krydsede grænsen sydfra.

Arbejderne reagerede hovedsageligt mod forsyningssituationen (vareknaphed og rpisstigninger), en tilstand de såkaldte syndikalister søgte at udnytte. De anstiftede en lang række demonstrationer, hvori også militærnægterbevægelsen spillede en rolle. På grund af den gryende uro forberedte overkommandoen indkaldelse af visse årgange, men var betænkelig ved den mulighed – som man så gryende tegn på at optøjerne skulle brede sig til kasernerne og medføre mytterilignende situationer.

Fra den 8 til 11 november 1918 er der hektisk aktivitet for både overkommando og ministerium. Der afholdes mange fælles møder. Usikkerheden der prægede perioden medførte, at bundstykkerne fjernedes fra geværerne og blev låst inde, lige som der foretoges en række foranstaltninger for at sikre ammunition, sprængstoffer m.m.
Man kom et muligt mytteri den 13. november i forkøbet ved, på selve våbenstilstandsdagen 11. november11 at bestemme, at alt mandskab der havde ligget længere inde end normalt, omgående skulle hjemsendes. I øvrigt skulle der hjemsendes yderligere mandskab så hurtigt som muligt.
I praksis betød det, at 6000 blev hjemsendt i dagene 13-16 november. 20 december hjemsendtes yderligere 4000 så sikringsstyrken ved årets udgang var reduceret til i alt 11000 mand.

Efter forhandling med flådens overkommando befalede overkommandoen 13-11 at de to detachementer der skulle støtte minespærringen i Store Bælt straks skulle inddrages. 15-11 begynder flåden inddragning af samtlige minespærringer.  Af øvrige detachementer opretholdes kun styrkerne ved landegrænsen og kystspærrings-detachementerne der opretholdtes til ultimo februar 1919.

Hjemsendelserne fortsatte midt januar 1919 og 1. februar 1919 var styrken på ca. 8000 mand, og i løbet af februar marts var den nede på 3500 mand. Den forcerede hjemsendelse gav overkommandoen store problemer med bl.a. sløjfningen af armeringsarbejder og magasinering af skyts og ammunition. December 1918 måtte næsten alt mandskab fra fæstningsfronterne og Tune inddrages. Den ringe styrke var ikke i stand til at  gennemføre sløjfningsarbejderne, hvorfor dette i udstrakt grad overlodes til lodsejerne selv, mod at de fik råderet over materialerne. Det var ikke en økonomisk ordning og meget værdifuldt materiel gik tabt. De igangværende produktioner ved Hærens Tekniske Korps, særligt våben og ammunition, blev straks  standset, uanset om arbejderne var næsten færdige eller ej.

20. december 1918 nedlægges 4. artilleriafdeling, 5. artilleribataljonsstab, den 12 cm. felthaubitsgruppe og ballonparken. 23. februar 1919 nedlægges samtlige rekylgeværkompagnier. Deres islandske heste blev, efter ministeriets ordre og mod overkommandoens ønske, solgt til de samvirkende danske husmandsforeninger.
En stor del af forsvarets heste var på dette tidspunkt allerede afhændet til de oprindelige ejere til vurderingspris. Inden udgangen af 1919 var samtlige overskydende heste afhændet.

Sikringsstyrkeperioden afsluttedes endeligt med ophævelsen af overkommandoen, landbefæstningens frontkommandoer og Tune artillerikommando 31. marts 1919.
Sikringsstyrkens samlede udgifter blev 287,5 mill., størst i finansårene 1916-17 og 1917-18 hvor de nåede godt 68 mill. kroner.

Sikringsstyrken i tal:

1. august 1914. dele af sikringsstyrken indkaldes 21.000 17.000 sjælland  – 4000 Fyn / Jylland
5. august. 1914 (morgen) styrken Jylland / Fyn øges til F2 23.000 17.000 sjælland  – 7000 Fyn / Jylland
5. august. 1914 (aften) styrken Sjælland øges
(
2-8-årgang boende på den sjællandske ø-gruppe.
Disse hørte ikke til den planlagte sikringsstyrke.)
46.000 39.000 sjælland7000 Fyn – Jylland
31. oktober. Styrketallet efter tilgang af nye rekrutter 55.000
Marts 1915. 3. regulering og 1. reducering 51.000
August 1915. 5. regulering og 2 reducering 47.000
November 1915. 6. regulering og 3. reducering 40.000
9. februar 1917. Regulering og reducering 33.000
14. oktober 1917. Regulering og reducering 27.000
1. november 1918. Reducering 22.000
13.-16. november 1918. Reducering 16.000
20. december 1918. Reducering 12.000
1. februar 1919. Reducering 8000
Ultimo marts 1919. Reducering 3500