↑ Tilbage til Udviklingen

Artilleriet

Efter at Danmark i 1864 med al ønskelig tydelighed havde oplevet betydningen af moderne artilleri, blev befæstningen udstyret med de nyeste artillerityper fra Krupp, samt nogle få typer af andre fabrikater.

Feltartilleriet havde primært 9 cm. feltkanoner, hvoraf en del blev anvendt som sekundært skyts på Vestenceinten.
Da forsvaret var baseret på befæstningen var skytset primært monteret i høje voldaffutager eller i faste affutager i forter og kaponierer. På enceinten var det primært 12 og 15 cm kanoner. Denne standardisering betød at der ikke skulle oplagres og distribueres så mange forskellige typer  ammunition. Der fandtes tre typer ammunition til 12 og 15 cm. skytset. Granat, granatkardæsk og kardæsk. Granatkardæsken svarede nogenlunde til de på vestfronten nævnte shapnells.
Herudover rådede man over 120 mm. hurtigskydende stålkanoner, 53 mm. og 47 mm. kanoner samt nogle 37 mm. revolverkanoner.

På tidspunktet for opførelsen af befæstningen var artilleriet nogenlunde tidssvarende.

Mod 1914 og under første verdenskrig blev klart at krigsførelsen ville blive ført i felten, Der blev derfor indkøbt noget 17 og 19 cm feltskyts til at supplere det eksisterende
feltskyts samt de pjecer der var trukket frem fra befæstningen.

Det tyske artilleri havde været inde i en rivende udvikling. Krupp havde udviklet så svært belejringsskyts at ingen eksisterende fæstninger kunne modstå det.

Det skal dog understreges, at man kun rådede over meget lille antal af specielt de meget tunge pjecer. I 1916 20 stk. 42 cm, 11 stk 30,5 cm. og  4 stk 28 cm.

Var det kommet til større kampe foran Københavns Befæstning var udfaldet givet.
Læren fra Liege og andre steder var, at forter med mellemliggende infateristillinger der kunne hindre nærobservation for artilleriet og i øvrigt holde det på afstand, var det bedste våben mod de store belejringskanoner. Dette må også betyde, at Vestvolden nok havde de ringeste chancer mod det meget tunge skyts. Derimod havde Nordfronten nok have haft større muligheder, dog med enkelte minusser. De gamle “høje” forter Lyngby og Garderhøj kunne være gode mål der var nemme at fjernobservere og dermed sat ud af spillet. Til gengæld  ville forterne med de lave profiler Bagsværd, Gladsaxe og Fortun forter nok have været i stand til at støtte det øvrige forsvar.

De militære landstyrker ville formentlig aldrig være kommet ud af befæstningen til en egentlig angrebskamp, men var blevet henvist til at blive i deres kasematter og afvente kampens uundgåelige udfald – et militært nederlag foran København, fremtvunget ved et kort bombardement med store civile tab.

Disse erfaringer var en af årsagerne til den senere opførelse af Tune-stillingen i 1912-16. Den blev opført efter de seneste erfaringer fra Vestfronten. Skyttegrave, små rekylgeværer og masser af pigtråd.