↑ Tilbage til Udviklingen

Nye våben

Udviklingen af våben gik hurtigt, og en del af de våben der første gang optrådte efter 1914 var allerede under udvikling i starten af århundredet, d.v.s. på et tidspunkt hvor Danmark havde stoppet al udvikling af befæstningen og indkøb af våben. Der kom først så småt gang i de danske moderniseringer efter 1909.

Flammekasteren:

Tysk flammekasterhold 1916

Tysk flammekasterhold 1916

Den tyske hær var begyndt at eksperimentere med flammekastere allerede i starten af 1900-tallet. Ved krigens start kontrueredes den første mandbårne til feltbrug.
Ved affyring blev en blanding af olie og benzin presset ud af flammekasterens ventil ved hjælp af komprimeret luft, kultveilte eller nitrogen. Herefter antændte skytten den og den dannede en stråle af brændende olie og benzin. De tidlige versioner krævede to mand da udstyret vejede i alt 40 kilo.

Flammekasteren blev primært anvendt til at rydde de forrreste skyttegrave for soldater og den bedste angrebstaktik var at kombinere flammekasteren med maskin-geværild og infanteri. Nåede de frem til en skyttegrav, maskingeværstilling eller bunker var deres indsats ofte afgørende.

Franskmændene oplevede som de første dette nyeste teknologiske påfund. Det skete nær Verdun den 26. februar 1915.
Den 29-30. juli 1915 skulle englænderne opleve flammekasterens chokerende effekt ved Hooge under det andet Ypres-slag.
Alle, der oplevede flammekasteren for første gang, reagerede med rædsel og chok.
Levetiden for et flammekasterhold var ikke lang. Holdet var let genkendelige med den store tank og især meget synlige når de åbnede ild. De blev, straks de blev erkendt, taget under beskydning af maskingværer og andre håndvåben. Der blev sjældent taget flammekaster hold til fange. Grundet våbnets skrækindjagende virkning kunne et tilgangetaget flammekasterhold forvente omgående henrettelse.

Fransk flammekaster

Fransk flammekaster

Efter oplevelserne ved Hooge indledte pågegyndte både englændere og franskmændene et udviklingsprojekt med flammekastere.
Englændernes første våben var en enmandsbetjent prototype med brandvæsken i et tornyster. Rækkevidden var små 30 meter og det blev ikke anvendt meget. Herefter udvikledes en to-mands model med en rækkevidde på små 50 meter og en brændetid på ca. 20 sekunder. Den var dog tung (ca. 100 kg) og må nærmest betegnes som halvtransportabel.
Franskmændene havde en bærbar model med en rækkevidde på ca. 100 meter. Det blev med succes anvendt mod maskingeværstillinger (pillboxes) i 1917-18.

 

 


Gas (Kemiske våben):

Gasangreb ved Ypres

Gasangreb ved Ypres

Gas anvendtes for første gang af franskmændene i august 1914, hvor de affyrer relativ uskadelig tåregas. Tyskerne anvender også tåregas på østfronten i januar 2015.
I begyndelsen blev gassen blæst ud af beholdere og med vinden ført til de fjendtlige stillinger. Men denne metode var, hvis vinden vendte,  farlig for angriberne selv, og desuden kunne forsvarerne se gasskyen nærme sig. De kunne så nå at tage forholdsregler og anlægge de beskyttelsesmasker der hurtigt blev en del af soldaternes udrustning.

Egentlig krigsgas anvendes første gang af tyskerne den 22. april 1915 ved Ypres selvom det var forbudt ifølge Haager landkrigskonventionen. Her affyrede tyskerne 168 tons kloringas mod de franske og engelske tropper. Virkningen var stor, og de franske tropper blev grebet af panik og forlod deres skyttegrave. Men muligheden blev ikke fulgt tilstrækkeligt op af tyskerne. Dog mistede ca. 5000 soldater livet i den efterfølgende panik.

Gas bliver hurtigt anvendt af alle de krigsførende parter. Fra efteråret 1915 tog også briter og franskmænd dødelige krigsgasser i brug. Kloringassen bliver efterfulgt af karbonylklorid (fosgen), som i større mængder er dødeligt og gasserne bliver herefter mere og mere destruktive.

I juli 1916 begyndte englænderne at affyre gasgranater med artilleri, hvorved 0verraskelsesmomentet blev større.

Tidlig engelsk gasmaske

Tidlig engelsk gasmaske

I juli 1917 lancerer tyskerne den lugt- og farveløse, men også dødelige, sennepsgas. Den var tungere end luft og dermed ikke særlig flygtig. I dagevis kunne den hænge over slagmarken. Den angreb alle steder med blottet hud og fremkaldte bylder, forbrændinger, blindhed og ofrene led ofte en langsom kvælende død.

De første gasmasker var primitive, klædepuder vædet i natron med tilhørende beskyttelsesbriller, men i september 1915 indførte tyskerne som de første en tætsiddende helansigtsmaske af gummi med udskiftelige kulfiltre. Snart havde alle hære udviklet relativt effektive helmasker, endog til både heste og hunde.

Ved krigens afslutning var flertallet af de tyske granater ladet med gas.

Krigsgasser dræbte ca. 20.000 og skadede ca. 500.000 soldater på vestfronten. Deres virkning på østfrontens hære er ikke kendt.

Som alle andre hære i Europa var den danske hær helt uforberedt på den slags kampstoffer.

 


Stålhjelmen:

Fransk Adrian hjelm

Fransk Adrian hjelm

Tyskerne var de første til at teste stålhjelme, men paradoksalt nok de sidste til at indføre den i felten. Franskmændene var først til at udruste deres frontlinetropper med stålhjelm. I marts 1915 fik de franske tropper udleveret en stålkalot, der var beregnet til at blive båret under deres uldkepi. Ved udgangen af året var denne stålkalot blevet erstattet af mere end 3 millioner stålhjelm M1915 type Adrian. Den franske hjelm, som er fremstillet af blødt stål, var udformet efter de hjelme, de franske  brandmænd bar på dette tidspunkt.

I 1915 lå ”Heeresgruppe Gaede”, opkaldt efter den kommanderende general, lå i stilling ved Vogeserne, nær den schweiziske grænse. General Gaede var foruroliget over det høje antal soldater med hovedlæsioner i sin relativt rolige sektor af fronten. I sin voksende frustration over det administrative bureaukrati og mangel på handling, fik han sin egen hjelm designet og omkring 1.500 leveret til sine frontsoldater. Gaede’s hjelm var meget tung – ca. 2,5 kilo. Hjelmen var ikke særlig succesfuld, men den havde en egenskab der senere blev brugt i den egentlige stålhjelm – Den var lavet i en chrom-nikkel stållegering, der viste sig at være meget stærk.

Tysk M/1916

Tysk M/1916

Efter omfattende forsøg med den optimale form besluttedes det, at den særprægede “kulspand” ydede den bedste form for beskyttelse af hoved og hals. Dette design havde sine rødder i en hjelm der var meget brugt i det 16. århundrede.
Begyndende i 1916, blev den tyske pikkelhue af læder (eller Ersatz med pap)  langsomt erstattet af den nye Stahlhelm M1916, der skulle give større beskyttelse af hovedet. Det lykkedes da også at nedbringe antallet af døde på grund af hovedlæsioner med 70%. Til gengæld steg antallet af overlevende med store ansigtsskader.

Italienerne, russere, belgiere og serbere indførte hurtigt herefter også Adrian hjelmen til deres væbnede styrker.

Brodie hjelm

Brodie hjelm

Englænderne fulgte snart efter med Brodie hjelmen, der var opkaldt efter opfinderen. Det har sin oprindelse fra en meget populær hjelm fra middelalderen og var meget økonomisk at producere. Den blev lavet af mangan stål, og var designet til at yde beskyttelse mod shrapnels og granatsplinter fra granater der eksploderede i luften.
I juli 1916 var 1 million blevet leveret til Vestfronten.
Briterne brugte denne hjelm Indtil 1980’erne, og USA brugte ligeledes Brodie hjelmen fra 1917 til 1942.