↑ Tilbage til Nye våben

Maskingeværet

I 1800-tallet var der mange bud på et efterspurgt flerskudsvåben.
Danmark havde også et bud i form af espignolen,  konstrueret af Andreas Anthon Frederik Schumacher i første halvdel af 1800 tallet. I al sin enkelthed gik princippet ud på at lade er løb med et antal gennemborede kugler. Kanalen gennem kuglen tillod ilden at passere igennem kuglen og antænde den bagvedliggende drivladning. Herved blev kuglen afskudt og næste kuglekanal antændt o.s.v.  Ganske som vi kender det nutidens bomberør til fyrværkeri.

Disse espignoler blev produceret i Hellebæk ved Helsingør af en speciel gruppe arbejdere. De måtte sværge en tavshedsed for at  arbejde med dette meget hemmelige våben, hvoraf navnet “De edsvorne” og navnet på på deres bolig “De Edsvornes Hus” opstod.  Dette hus eksisterer stadig i Hellebæk sammen med bl.a. probérhuset. Her alle nye riffelpiber “proberet” d.v.s. prøveskudt. At dette ikke var helt ufarligt viser en del begravede probermestre på kirkegården i Hellebæk. Espingolen blev brugt under 3-årskrigen, hvorefter man eksperimenterede med at sætte flere løb på en lavet. Våbnet blev også anvendt  i 1864, men udgik så.
Fejlen ved våbnet var dels genladning, idet alle piber skulle genlades på Kronborg af specielt uddannet personel og derfra igen bringes  ud til enhederne. Endvidere afgav espingolen så megen røg, at sigtning var umulig efter 2-3. skud.


Richard Jordan Gatling
Det blev en amerikaner der opfandt den første “skydemaskine”.

 “Det gik op for mig, at hvis jeg kunne opfinde en maskine, et gevær, der med sin skudhastighed ville sætte en enkelt mand i
stand til at yde samme indsats som hundrede, så ville det overflødiggøre behovet for store hære, og dermed ville antallet
af mænd udsat for kamp og sygdom blive markant reduceret.”

Richard Jordan Gatling, opfinder af Gatling-geværet 1862.

Gatling  havde hjulpet sin far med mange opfindelser, og vendte efter lægestudie tilbage til opfindelserne. Under borgerkrigen så han med sin lægelige baggrund, den megen elendighed de store troppestyrker blev udsat for i form af sult og sygdom. Han mente, at hvis man kunne lave en skydemaskine der overflødiggjorde de mange mænd, skulle der ikke skaffes så megen mad  og sygdommene ville ikke florere.
Opfinderen kom lægen til hjælp og Gatling-geværet så dagens lys. Det blev dog aldrig udbredt (max 30) under borgerkrigen. Til gengæld  blev den anvendt af mange stater i de fæstningsaktive 30 år inden første verdenskrig også Danmark.

Gatlings tanke var nobel, omend lidt naiv. I stedet for at begrænse antallet af soldater, blev mange soldater udrustet med mange maskin-geværer, hvilket under første verdenskrig resulterede i uhyre store tabstal og dermed endnu større behov for store troppestyrker.

Gatlinggeværet var mekanisk / hånddrevet, hvilket var dens svaghed. En ujævn kadence fra skytten medførte komplicerede ladefejl og piberne kunne skades af varmen.

Det blev blev også en amerikaner der opfandt det første “rigtige” maskingevær, drevet af sit eget gastryk, d.v.s. at krudtgassen fra affyringen bragte bundstykket tilbage, hvorefter en ny patron blev trukket ind i kammeret. Et system der også bruges i moderne våben.
Sporen til opfindelsen var, at en ven til opfinderen sagde til ham, at hvis han ville være rig, skulle han opfinde et automatisk skydevåben europæerne kunne slå hinanden ihjel med. Unægteligt et mindre nobelt udgangspunkt end Gatlings.
Hiram Maxim fulgte rådet, og første verdenskrigs mest effektive dræbermaskine var skabt i sidste halvdel af 1800-tallet – og det blev solgt i stort antal til Europa ligesom det blev fremstillet på licens af mange stater.

Maskingeværet blev første verdenskrigs store dræber. Man opgav hurtigt at anvende det til angreb på grund af vægten (30-40 kg.) Men til forsvar af skyttegravene var det et eminent våben. Man anbragte  et for hver ende af skyttegraven, med en skudvinkel foran denne på 45-60 grader. En angribende enhed blev så fanget af to maskin-geværers flankerende krydsild, den såkaldte dødszone. (Man vil huske, at netop den flankerende beskydning var princippet i Vestvoldens opbygning)
Det anslås, at maskingeværet alene kostede 5,5 mill af de ialt 11 mill. faldne soldater under første verdenskrig.

En britisk historiker beskrev senere maskingeværet således:

 “Statsmænd og generalerne kunne starte denne krig; men efter
 at de havde sat den i gang, var de hjælpeløse marionetter i Hiram
 Maxims teater. For hans gevær fratog offensiven al kraft – og det
 eneste statsmændene kunne gøre, var at rejse gravsten og monumenter.”