↑ Tilbage til Udviklingen

Angreb på Danmark ?

Den politiske udvikling i Danmark efter 1864 kunne på ingen måde berolige Tyskland. Den danske regering vendte igen og igen  tilbage til den af Napoleon I indføjede § 5 i Pragfreden, der skulle give Sønderjyderne mulighed for en afstemning – og skulle  dette ikke ske med fredelige midler, da med hjælp et forbund med europæiske fra stormagter (Rusland og / eller, Frankrig) på  slagmarken. Med andre ord tumlede kredse i Danmark allerede med tanker nye krigeriske alliancer rettet mod Preussen og dermed Tyskland.
Det franske nederlag til Preussen i 1872 satte en endegyldig stopper for alle romantiske drømme om en tredie Slesvigske krig. 

Samtidig var Danmark nationalt alvorligt splittet. Dels af ønsket om at få Sønderjylland tilbage og dels af tanken om at komme  os militært oven på specielt Dybbøl og Als. Da vi samtidig havde både militære og politiske tømmermænd ovenpå nederlaget, strittede debatten i alle retninger. Nogle troede stadig på stærke alliancer med stormagterne i regionen, nogle mere optaget af hvordan landets fremtidige forsvar skulle se ud medens atter andre var optaget af hvordan man i fremtiden sikrede sig krigsduelige generalstabsofficerer, der var i stand til at føre hæren uden for kasernegården og i krigstid.

De sidste øverste militære chefer i 2. Slesvigske Krig høstede ikke megen anerkendelse, men karakteriseredes derimod som svage og handlingslammede. Faktisk blev kun overgeneral de Meza rost, han der blev afskediget efter Dannevirke. Han leverede det uventede og slap ud af en umulig situation med hele sin hær.

Allerede ved behandling af forslaget til ny hærlov i 1867 afsløredes store uenigheder om basale ting som hvorvidt det var hæren  eller flåden der skulle levere den afgørende kamp. Skulle en fjendtlig  landgang bremses af flåden allerede på søen, eller på  stranden i en kombineret hær– og flådeoperation. Skulle alt sættes ind på at forsvare København, eller skulle man også forsvare landsdelene. Skulle man have en stærk stående styrke eller en mindre stående styrke suppleret af en milits efter schweisisk model.

Både militære og politikere kastede sig ud i meget store diskussioner i pressen  skrev pjecer for og imod fæstningen, for og imod  en bevægelig hær, opgivelse af Jylland/Fyn til fordel for et ensidigt forsvar af København, kystforsvar flådeforsvar eller lidt af det hele.

Man valgte at satse ensidigt på forsvaret af København, i strid med alle strategiske og taktiske teorier blandt førende strateger og hærførere i Europa. F.eks. havde Napoleon aldrig en operationsplan – den ville hæmme den begrænsede manøvrefrihed han  mente var nøglen til militær succes.
Den tyske feltmarschall Alfred von Schlieffen mente, operationsplaner kun holdt nogenlunde til det første slag var leveret, da skulle alt alligevel laves om.
Den tyske militærstrateg Clausewitz plæderede, at man altid skulle regne med den 4. mulighed – det uventede. Han mente man altid skulle være klar til at vove og vinde, hvilket en grundig planlægning hæmmede. Operationsplaner forudsatte jo netop at fjenden gjorde som forventet.

Under den tysk-franske krig i 1870, var det tysk tankegang at man altid skulle være klar til at angribe større fjendtlige enheder hvor og når man fandt dem. Var først de fjendtlige styrker nedkæmpet, kunne man efterfølgende marchere på hovedstæderne. Endelig var det en udbredt opfattelse, at en styrke havde svært ved at kæmpe sig ud af en fæstning og derfor måtte afvente fjendens initiativ, uden at kunne levere Clausewitz´ 4. mulighed – det uventede, og dermed genvinde initiativet og muligheden for at vove og vinde.

Den politiske udvikling i Danmark efter 1864 kunne på ingen måde berolige Tyskland. Den danske regering vendte igen og igen  tilbage til den af Napoleon I indføjede § 5 i Pragfreden, der skulle give Sønderjyderne mulighed for en afstemning – og skulle  dette ikke ske med fredelige midler, da med hjælp et forbund med europæiske fra stormagter (Rusland og / eller, Frankrig) på  slagmarken. Med andre ord tumlede kredse i Danmark allerede med tanker nye krigeriske alliancer rettet mod Preussen og dermed Tyskland.
Det franske nederlag til Preussen i 1872 satte en endegyldig stopper for alle romantiske drømme om en tredie Slesvigske krig. 

Samtidig var Danmark nationalt alvorligt splittet. Dels af ønsket om at få Sønderjylland tilbage og dels af tanken om at komme  os militært oven på specielt Dybbøl og Als. Da vi samtidig havde både militære og politiske tømmermænd ovenpå nederlaget, strittede debatten i alle retninger. Nogle troede stadig på stærke alliancer med stormagterne i regionen, nogle mere optaget af hvordan landets fremtidige forsvar skulle se ud medens atter andre var optaget af hvordan man i fremtiden sikrede sig krigsduelige generalstabsofficerer, der var i stand til at føre hæren uden for kasernegården og i krigstid.

De sidste øverste militære chefer i 2. Slesvigske Krig høstede ikke megen anerkendelse, men karakteriseredes derimod som svage og handlingslammede. Faktisk blev kun overgeneral de Meza rost, han der blev afskediget efter Dannevirke. Han leverede det uventede og slap ud af en umulig situation med hele sin hær.

Allerede ved behandling af forslaget til ny hærlov i 1867 afsløredes store uenigheder om basale ting som hvorvidt det var hæren  eller flåden der skulle levere den afgørende kamp. Skulle en fjendtlig  landgang bremses af flåden allerede på søen, eller på  stranden i en kombineret hær– og flådeoperation. Skulle alt sættes ind på at forsvare København, eller skulle man også forsvare landsdelene. Skulle man have en stærk stående styrke eller en mindre stående styrke suppleret af en milits efter schweisisk model ?
Både militære og politikere kastede sig ud i meget store diskussioner i pressen  skrev pjecer for og imod fæstningen, for og imod  en bevægelig hær, opgivelse af Jylland/Fyn til fordel for et ensidigt forsvar af København, kystforsvar flådeforsvar eller lidt af det hele.

Der havde været tysk militær planlægning mod Danmark, og dette indgik i de krigsspil general Schlieffen (den yngre) afholdt i 1890-1900.  En lille nation nord for Tyskland blandede sig i en konflikt mellem Tyskland og Frankrig. Vi ved også at der fandtes en “Fall J”, en tysk plan for indtagelse af Danmark i 1916.  Planen fandtes i de tyske marinearkiver i Freiburg men blev ødelagt under 2. verdenskrig.

Hvor mange ressourcer ville tyskerne ofre for noget, der dybest set kun var en flankesikring mod en eventuel engelsk indtrængen i Østersøen ?

Den tyske flåden så gerne et angreb på Danmark og dermed kontrol over passagen til og fra Østersøen. Hæren ønskede ikke at åbne en resourcekrævende nordfront og modsatte sig dette. København skulle enten tages ved en langvarig belejring eller en hurtig  kapitulation skulle fremtvinges ved hjælp af et terror-bombardement, enten fra luften eller havet.

Førstnævnte var dog forudsat en større vellykket landgangsoperation der ville lægge beslag på temmelig store flådestyrker og transportskibe. At lægge en bombar-dementsflåde ind under de danske kyst- og søforters kanoner kunne medføre ødelæggelse af mange af de store tyske flådefartøjer. Der fandtes således ingen nemme løsninger. En besættelse af landsdelene uden København ville også være ulogisk. Så længe København var ubesat var der næsten fri indsejling til Østersøen gennem Øresund.
Kejseren og hærledelsen fulgte hæren.

I Tyskland var man ikke parat til at risikere de kostbare slagskibe i kamp med Københavns søbefæstning, så man planlagde et kupangreb, hvorefter dele af  Østersø-flåden skulle blokere trafikken over Storebælt og en landgangsstyrke ved Køge Havn skulle afbryde jernbaneforbindelsen med Sydsjælland og Lolland-Falster. Hermed kunne man hindre mobiliseringsmandskabet i at nå frem til København og dermed svække befæstningen afgørende.
Styrken fra Køge og en landsat styrke på Amager skulle derefter rykke mod hovedstaden.
Planlægningen mod Danmark ophørte midtvejs under krigen.