Befæstningens historiske udvikling Københavns historie som befæstet by går helt tilbage til byens grundlæggelse. Allerede da Absalon i 1100-tallet anlagde den første borg ved havnen – den spæde begyndelse til “byen ved havn” – blev behovet for beskyttelse en del af byens identitet.
Gennem hele historien har nationer haft behov for at sikre deres byer. Volde, mure og forsvarsværker – ofte omgivet af våde eller tørre grave – kendes fra næsten alle betydende middelalderbyer i Europa. Københavns befæstning opført i årene 1886–1892 var således byens tredje store befæstningsanlæg.
Befæstning og belejring
Grundprincippet i befæstning gennem tiderne var at hindre fjenden i at få adgang til byen – og helst gøre det så vanskeligt, at angriberen kunne bekæmpes, mens han forsøgte at forcere grave, volde og mure. Forsvarerne brugte alle midler: kogende vand eller olie blev hældt ned over angriberen, som til gengæld forsøgte at bombardere murene med sten og senere artilleri.
For både angriber og forsvarer handlede en belejring i høj grad om udmattelse. Enten blev den belejrede by ødelagt eller løb tør for forsyninger – eller også måtte angriberen opgive, fordi han selv manglede mad eller ammunition.
En stærk befæstning var derfor afgørende, især i en tid hvor det var almindelig militær tænkning, at hvis man indtog et lands hovedstad – det politiske, administrative og kulturelle centrum – så havde man i praksis besejret hele landet. Dette kaldes ofte et eksistentielt forsvar.
Tidligere angreb på Københavns volde
København har næsten altid været befæstet. De tidligste anlæg bestod af simple palisader og grave, senere af egentlige bymure. Alligevel lykkedes det i 1259 den vendiske fyrste Jaromar at indtage byen. Gennembruddet skete omtrent dér, hvor Jarmers Tårn senere blev opført.
Middelalderfæstningen
I takt med byens vækst blev befæstningen løbende rykket frem. Voldene kom til at strække sig fra Kastellet til Kalvebodernes område og videre over Christianshavn. Disse volde holdt stand mod svenskerne i 1658–60, men blev omgået fra søsiden, da englænderne bombarderede København i 1807.
I dag lever denne del af befæstningens historie videre i byens grønne anlæg. Tivolisøen, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg ligger, hvor den gamle voldgrav engang fandtes. Ser man byen ovenfra, kan man stadig ane det bastionære grundrids – tydeligst på Christianshavns volde.
Byen voksede – men blev holdt tilbage
Baggård i København
Byen havde behov for at vokse, men militære hensyn satte klare grænser. Uden for voldene måtte der kun bygges i træ, så bebyggelsen hurtigt kunne brændes af i tilfælde af angreb og dermed ikke give fjenden dækning. Disse restriktioner gjaldt også Tivoli i parkens første mange år.
Resultatet blev, at byen voksede indad og opad. De tætte side- og baghuse i det indre København er et direkte resultat af denne udvikling. Samtidig blev sundheds- og sanitetsforholdene stadig værre. Affald, sygdom og dårlige boligforhold prægede byen, og også dette er en del af befæstningens historiske arv.
Erfaringerne efter 1864
Nederlaget i 1864 havde lært Danmark en bitter lektie. Moderne riflet artilleri havde langt større rækkevidde, og en fæstning måtte derfor ligge i betydelig afstand fra byen for ikke selv at blive beskudt. Samtidig skulle den være så stærk, at den ikke kunne forceres uden store tab.
Datidens udenrigs- og forsvarspolitik var præget af en række nationale katastrofer: bombardementet af København i 1807 og tabet af flåden, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og nederlaget i 1864 med tabet af Sønderjylland. Med Prag-freden mistede Danmark omkring to femtedele af sit areal og sin befolkning. Landet var reduceret til en lille stat med cirka 1,7 millioner indbyggere.
En ny hærlov – og store spørgsmål
Ved udarbejdelsen af den nye hærlov i 1867 var både politikere og militære ledere i vildrede. Skulle man satse på hær eller flåde? Skulle officerssystemet reformeres? Skulle landet forsvares som helhed – eller kun bestemte områder? Og det mest kontroversielle spørgsmål: Skulle man forsvare hele riget eller alene hovedstaden?
Argumentet for at forsvare København for enhver pris var, at her fandtes regering, konge, administration og landets kulturelle centrum. Hvis hovedstaden faldt, faldt staten.
Modstanderne mente derimod, at en befæstning af København ville binde alle kræfter og efterlade resten af landet åbent. Samtidig forudsatte et fæstningsforsvar hjælp udefra – noget Danmark ikke havde nogen aftaler om.
Hvor skulle forsvaret lægges
Argumentet for at Københavns skulle bevares for enhver pris var, at her fandtes landets centrum for kultur, regering, kongen og magtens hele centrum. Dette var en given ting som var ved til at fastlægge både den politiske og historiske befæstning.
Fæstningstilhængerne argumenter for at befæste hovedstaden belyses i 1906 af Oberst Rolf Kall i “Landkrigskunst i Omrids”: “Indianerhøvdinge og negerkonger kan føre krig medens de flakker om fra sted til sted. Civiliserede landes statsmaskineri går snart i stå, hvis fjenden bliver herre i hjertet af landet. Derfor må i det mindste hovedstaden, en anden vigtig by eller landsdel, være sikret ved fæstningsværker.”
Argumenter imod:
Modstanderne henholdt sig til, at en fæstning af København ville behøve alle til rådighed værende styrker. Den vile lægge resten af landet åbent og i øvrigt berøve felthæren sin operationsfrihed.
Endelig forudsatte et fæstningsforsvar at der kom hjælp ude fra, hvilket Danmark ingen aftaler havde om. Denne debat stod i større eller mindre grad på næsten helt frem til forsvarsforliget i 1909 der endegyldigt nedlagde befæstningen, senest i 1922.
Men på intet tidspunkt var debatten så glødende og polariseret som i årene 1884 til 1894 medens fæstningen opførtes – provisorisk.
Politisk
J.B.S Estrup
Højres Konseilspræsident (statsminister) Estrup fra 1875-1894, hvis regering var i mindretal i Folketinget men havde flertal i Landstinget, ville have fæstningen bygget, men kunne ikke få de nødvendige midler bevilget i Folketinget. Ganske vidst var statskassen usædvanlig fyldt, idet Venstre havde nedstemt alle ikke strengt nødvendige økonomiske forslag gennem en årrække, kendt som visnepolitikken. Estrup havde på sin side gennem adskillige år kategorisk afvist at indføre indkomst- og formueskat for at finansiere forsvaret.
Den første provisoriske finanslov
Men i 1885 sker der noget, idet Estrup gennemførte den første betydende provisoriske finanslov. Han havde ganske vidst allerede afprøvet teknikken i 1877, men med en langt mindre omfattende finanslov der efterfølgende hurtigt blev vedtaget i begge kamre. Baggrunden for dette skal ses i et meget ungt demokrati (grundloven 1849), hvor kongen havde beholdt en temmelig stor magt.
En provisorisk finanslov kunne udstedes på grundlag af grundlovens § 25: “I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige love……” Denne bestemmelse brugte Estrup i 1885 og de efterfølgende 7 år.
Bahnson
Debat i pressen
Der foregik en meget ophedet debat i pressen, ved foredrag i forsvarsforeninger hvor officererne bestemt ikke holdt sig tilbage i iveren for og imod befæstning, en strandet forsvarslov i 1884 og ikke mindst en meget ophidset debat mellem på den ene side Konseils- præsident Estrup og krigsminister Bahnson og på den anden Viggo Hørup, Christian Berg, Dinesen, Bjørnbak, Zahle m.fl.
I slutningen af marts 1885 er situationen omkring finansloven gået helt i hårknude, og Højre (Estrup) møder 31. marts med et mæglingsforslag i Folketingets og Landstingets fællesudvalg med et ubetinget krav om 4 mill. inden midnat, hvor af 1,5 mill til “Ekstraordinære Militairudgifter”.
Provisorietiden og den politiske kamp
Striden om befæstningen kulminerede i årene 1884–1894. Regeringen under konseilspræsident Estrup ønskede fæstningen opført, men manglede flertal i Folketinget. I stedet blev der taget et drastisk skridt: anvendelsen af provisoriske finanslove.
Med henvisning til grundlovens §25 gennemførte regeringen i 1885 en provisorisk finanslov, som muliggjorde opførelsen af både sø- og landbefæstningen. Dermed indledtes den såkaldte provisorietid – en af de mest konfliktfyldte perioder i dansk demokratis historie.
Debatten rasede i pressen, i forsvarsforeninger og i Rigsdagen. Modsætningerne i befolkningen var dybe, og politiske fronter trukket skarpt op.
»Provisorietiden« blev den mest bevægede periode i dansk demokrati. Modsætningerne i befolkningen var særdeles skarpe. Regeringen Estrup udstedte år efter år provisoriske love. Tilhængere af Venstre og modstanderne af fæstningsbyggeriet agiterede voldsomt mod mindretalsregeringen. Der oprettedes »riffelforeninger« og nogle nægtede at betale skat. Fra Estrups modstandere lød sangen:
“Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen revnet Grundlov ha’ i folkets København.” Revolutionære kræfter blev også en del af befæstningens historiske udvikling takket være provisorierne.
Pistolen der blev anvendt
Attentatet på Estrup
Den 21. oktober oktober 1885 forsøgte den unge typograflærling Julius Rasmussen, en liberal idealist, at skyde Estrup nedenfor hans bopæl på Esplanaden. Det mislykkedes da kuglen prellede af på en af Estrups frakkeknapper. Typografen blev pågrebet og begik kort tid efter selvmord i arresten inden han fik afgivet en egentlig forklaring. Estrup selv var dog ikke mere påvirket end at han samme aften kunne deltage i en privat middag ude i byen.
Episoden brugte Estrup til at oprette gendarmerikorpset og indføre en del begrænsninger i borgernes rettigheder.
Aldrig har Danmark, og specielt hovedstaden, været så tæt på et oprør. Der blev af samme grund udstedt en del midlertidige kriselove i perioden 1885-86, hvor uro og debat kørte på sit højeste.
– Gendarmeriloven
– Riffelloven
– Stråmandsloven
– Antallet af politiretter
– Politiets udgifter
– Straffelovstillæg
En arv, der rækker videre
Debatten om Københavns befæstning handlede ikke blot om militær strategi, men også om demokrati, magt og Danmarks plads i verden. I årene op mod Første Verdenskrig blev det tydeligt, at frygten for den store nabo i syd kom til at præge både forsvarspolitikken og hele Danmarks udenrigspolitiske kurs.
Perioden har sat dybe spor – militært, politisk og byhistorisk – og er en uadskillelig del af befæstningens historiske udvikling.