Brantebjerg forsøgsskydeplads – artilleriets prøvebane
Brantebjerg 2010
I slutningen af 1800-tallet gennemgik artilleriet en hastig teknologisk udvikling. Kanonerne fik længere rækkevidde, granaterne større sprængkraft, og nye materialer og sprængstoffer ændrede krigens karakter. Denne udvikling gjorde det nødvendigt at afprøve både våben og beskyttelse i praksis – ikke kun på tegnebrættet. Det blev baggrunden for etableringen af Brantebjerg Forsøgsskydeplads ved Gilleleje, som fik en central rolle i udviklingen af dansk artilleri.
Danmark havde allerede i 1864 mærket konsekvenserne af den teknologiske udvikling. De prøjsiske bagladekanoner havde længere rækkevidde og større præcision, og de danske skanser ved Dybbøl blev sønderskudt. Kun én dansk skanse kunne nå fjendens batterier, og de uriflede danske kanoner havde begrænset træfsikkerhed. Erfaringerne satte dybe spor i den militære tænkning.
Nye erfaringer – nye forsøg
Den fransk-tyske krig i 1871 bekræftede, at artilleriets rolle var blevet endnu mere afgørende. Riflet skyts, forbedrede granatformer og nye brisante sprængstoffer havde øget både gennemslags- og sprængkraft markant. For at forstå og udnytte disse fremskridt iværksatte den fælles Forsøgskommission af 1868 omfattende prøveskydninger.
Faste batteri på Amager
Faste batteri
Disse forsøg havde længe været gennemført ved Faste Batteri på Amager, opført i 1765–1770. Batteriet blev brugt til øvelsesskydning og afprøvning af nye kanoner, og i 1880’erne blev et ekstra anlæg, Ny Batteri, opført til fæstningsartilleriet. Men Københavns hastige vækst gjorde området mindre egnet, og ønsket om skydninger over vand pegede på behovet for et nyt, mere afsides sted.
Hvorfor Brantebjerg?
Valget faldt på Tisvilde Hegn. Området lå relativt tæt på København, men var samtidig isoleret. I 1888 indgik krigsminister Bahnson og konseilspræsident Estrup en aftale om at anlægge en forsøgsskydeplads ved foden af Brantebjerg. Anlægget omfattede tre jorddækkede stillinger: én til skyts, én til mandskab og et mindre ammunitionsmagasin. Jordfyldet blev taget direkte fra bakken bag anlægget, og pladsen stod sandsynligvis færdig i foråret 1889.
De første forsøg blev gennemført med en 12 cm jernkanon. I alt blev 189 granater affyret ud over havet. Men det viste sig hurtigt utilstrækkeligt blot at observere nedslag i vand – man havde brug for et realistisk mål på land.
Skydninger mod “fjendtlige anlæg”
Brantebjerg 1915
I 1890 blev der derfor opført en kunstig jordvold 300 meter foran kanonstillingen. I volden indbyggede man et ammunitionsmagasin i træ for at simulere et fjendtligt batteri. Volden målte 22 meter i længden, 9 meter i bredden og 4,65 meter i højden. Et observationsstade blev anlagt 125 meter væk, hvorfra nedslagene kunne følges i sikkerhed ved hjælp af spejle.
Der var store forventninger, da prøveskydningerne gik i gang – og både krigsminister Bahnson og artillerigeneral Linnemann overværede forsøgene. Men resultaterne var skuffende. Jo dybere granaterne trængte ind i volden, desto mindre blev virkningen. Efter 55 skud måtte man opgive. Nye sprængstoffer gav heller ikke nævneværdigt bedre resultater.
Året efter gentog man forsøgene efter udbedringer af volden. Efter yderligere 96 granater var konklusionen den samme: jordværker var særdeles modstandsdygtige. Forsøgene gav dog vigtige erkendelser, blandt andet om forskellen på stål- og støbejernsgranater.
Morterforsøg og erkendelser
19 cm. morter
I 1892 opstillede man en morter for at teste virkningen af en stejlere nedslagsvinkel. Over to dage blev 28 mortergranater affyret uden gennembrud. Først på tredje dag lykkedes det en 15 cm granat at trænge ind og ødelægge det “stædige” magasin.
Forsøgene viste tydeligt, at dansk artilleri omkring 1890 havde meget vanskeligt ved at nedkæmpe velanlagte jordværker. Samtidig udviklede stormagterne deres belejringsartilleri voldsomt – især Tyskland, der senere tog 30,5 og 42 cm mørsere i brug. Netop den krumme skudbane, som disse våben havde, blev identificeret som en afgørende mangel ved de danske forsøg.
Et uforandret artilleri
Trods erkendelserne blev det danske artilleri på landforterne og Vestvolden ved Første Verdenskrigs udbrud fortsat domineret af 12 og 15 cm skyts – præcis de våben, som havde haft så store vanskeligheder ved Brantebjerg. Forsøgsskydepladsen står derfor som et vidnesbyrd om både fremsynethed og begrænsninger i Danmarks militære udvikling i årtierne op til verdenskrigen.