Dyrehavestillingen opstod som et forsøg på at lukke det, der hurtigt blev kendt i offentligheden som “Hullet i Nordfronten” – et alvorligt svagt punkt i Københavns Befæstning.
Kort over befæstningen af Dyrehaven
Området øst for Fortun Fort stod i årevis næsten ubefæstet og blev anset som en oplagt adgangsvej for en fjendtlig styrke.
Allerede i sommeren 1893 tog man de første skridt til at afhjælpe problemet. Københavnske ingeniørsoldater opførte her et jordværk på den sydlige del af Præstesletten i Dyrehaven – den såkaldte Præstesletteskanse. Arbejdet blev udført som øvelsesarbejde af omkring 250 mand og stod færdigt på blot to uger. Værket var dimensioneret til at kunne rumme cirka 300 soldater.
I 1895 fulgte yderligere to mindre batterier, Indelukkebatteriet og Grusgravbatteriet, ligeledes opført som øvelsesarbejde. Mulighederne for at udbygge stillingen yderligere var dog stærkt begrænsede. Forliget mellem Venstre og Højre i 1894 fastslog nemlig, at landbefæstningen ikke måtte udvides.
Forsvarsindsamlingen af 1913
Propaganda
Den politiske fastlåsning ændrede sig først markant op mod Første Verdenskrig. I 1913 tog kaptajn E. Rønning initiativ til en ny privat indsamling, “Forsvarsindsamlingen af 1913”, motiveret af udsigten til en kommende europæisk krig.
Forsvarsindsamlingen
På få måneder lykkedes det at indsamle omkring en halv million kroner. Ved årsskiftet 1912/1913 henvendte initiativtagerne sig til kongen med tilbud om at opføre et fort i Dyrehaven ved Slesvigske Sten. Kongen henviste dog sagen til forsvarsminister Klaus Berntsen, som i første omgang afviste forslaget.
Situationen ændrede sig imidlertid hurtigt. Folketingsvalget og krigsudbruddet i 1914 skabte nye politiske realiteter, og den nye forsvarsminister, P. Munch, accepterede gaven. Trods Radikale Venstres principielle modstand mod faste anlæg gav ministeren tilladelse til betonbyggeri i den feltbefæstede stilling – dog med den betingelse, at anlæggene efter krigen enten skulle sprænges bort eller dækkes til med jord. Det er netop denne tilsløring, der forklarer, hvorfor anlæggene stadig er vanskelige at få øje på i dag.
Skyts i Dyrehaven
Dyrehavestillingen anlægges
Herefter blev Dyrehavestillingen anlagt som en sammenhængende feltbefæstet linje fra Fortun Fort, over Præstesletten og Taarbæk Fort, og videre til Øresund.
Stillingen var komplet opbygget efter tidens moderne principper og omfattede artilleribatterier, kommandostationer, fem dobbelte flankeringskaponierer, skyttegrave med pigtrådsspærringer samt otte beredskabsrum, hver beregnet til omkring 100 mand. Desuden blev der etableret et forhug i Fortunens Indelukke, så Fortun Fort fik frit skudfelt mod Eremitagesletten.
Dyrehavestillingens opgave var at forhindre en fjendtlig fremrykning gennem Dyrehaven og videre mod nordkanten af Nordre Oversvømmelse. De dobbelte kaponierer skulle belyse og flankere pigtrådsspærringerne, og flere af dem var bevæbnet med 75 mm kanoner. Hertil kom stillinger med supplerende rekylgeværer, der skulle forstærke nærforsvaret.
Et skjult anlæg i landskabet
Taarbæk Fort
Befæstningen blev i 1915 gjort fuldstændig med opførelsen af Taarbæk Fort, der blev placeret et stykke inde i Dyrehaven for at indgå i stillingens højre fløj som landfort – samtidig med at det skulle fungere som søfort. I praksis viste fortet sig dog ikke at være nogen større succes, hverken i rollen som land- eller søfort.
I dag findes der kun få synlige rester af Dyrehavestillingen. Til gengæld gemmer landskabet på mange små bakker og forhøjninger, der dækker over de tidligere anlæg. Enkelte steder kan man stadig ane forløbet af skyttegrave og stillinger – diskrete spor af et forsvarsværk, der engang skulle lukke “Hullet i Nordfronten”.
Dyrehaven 2015
Historiske Billeder fra Dyrehaven
Dyrehaven 1914
Skanser 1954
Præstesletteskansen 1954