I Tunestillingen blev der i alt opført 39 flankeringshuler. De fordelte sig på 29 enkelthuler, 3 enkelthuler med observationsstandplads og 7 dobbelthuler. Hver enkelt hule var bevæbnet med to rekylgeværer og udstyret med en 40 cm gasprojektør, der gjorde det muligt at oplyse terrænet foran stillingen i mørke.
Hulerne var opført i jernbeton med vægtykkelser på 12–15 cm og lofter på 20–25 cm. Rundt om anlæggene var der lagt sten, overdækket af 0,5 til 1 meter jord. Denne konstruktion skulle sikre, at indkommende granater detonerede tidligt, før de kunne trænge ind under hulen og forårsage alvorlige skader.
Formålet med flankeringshulerne
Flankeringshulernes opgave var at give flankerende ild på pigtrådsspærringerne. Når fjendtligt infanteri forsøgte at forcere pigtråden, skulle de beskydes fra siden – præcis den taktik, som erfaringerne fra Første Verdenskrigs slagmarker havde vist var særdeles effektiv og som havde kostet enorme tab foran Europas skyttegrave.
Dobbelthulerne var en videreudvikling af princippet. De var bevæbnet med fire rekylgeværer og to projektører og var vinklet, så de kunne dække to forskellige flankeringsretninger samtidig. Efterhånden blev flankeringshulerne dog i stigende grad afløst af større gallerier. Det skyldtes formentlig, at det relativt store hul til projektøren udgjorde en svaghed og en risiko for selve hulen.
Typer af flankeringshuler
Der blev anlagt 29 enkelthuler med et øvre, aktivt rum, hvor rekylgeværerne og projektøren var placeret. Under dette fandtes et nedre, passivt rum med udgang til løbegravene, som gjorde det muligt for mandskabet at bevæge sig sikkert mellem stillingerne.
Derudover blev der opført syv dobbelthuler samt tre huler med observationsstandplads.
Huler med observationsstandplads
De tre huler med observationsstandplads var:
-
Grusgrav syd hule
-
Højgård vest hule
-
Snoldelevvej hule
Disse huler havde til opgave at observere terrænet og lede ild fra de omkringliggende stillinger.
Dobbelthulerne
Hvor pigtrådsspærringerne dannede vinkler, blev der opført dobbelthuler. I alt blev der bygget syv sådanne anlæg, hver med to aktive øvre rum, plads til fire rekylgeværer og to projektører.
De syv dobbelthuler var placeret i Karlslunde-afsnittet (fem huler) og i Tune-afsnittet (to huler). I Roskilde-afsnittet blev hulerne oprindeligt nummereret F1–F7, men fik senere lokale navne.
Enkelthuler, fra nord til syd:
Veddelev Mølle Hule (F7)
Himmelev Hule (F6)
Provstekildehule (F5)
Lidt-Godt-Huse hule (F4)
LIllevang Hule (F3)
Vindinge Dampmølle Hule (F2)
Vindinge Vest hule (F1)
Vindinge Dobbelthule
Mindstrup Syd Hule
Herredsfoged Nord Dobbelthule
Grusgrav Nord Hule
Grusgrav Syd Hule
Højgård Vest Hule
Snoldelevvej Hule
Baldershøj Vest Hule
Baldershøj Øst Hule
Penstrupdal Vest Hule
Penstrupdal Syd Hule
Højlund Nord Hule
Højlund Øst Hule
Sortehule I
Højmarkshule
Skelhule (dobbelt)
Hastruphule
Vendalshule
Karlslunde Hule
Justitsråd Hule (opkaldt efter justitsråd Henrik Damkier; død 1908)
Bækhule
Himmelbjerg Øst Hule
Himmelbjerg Syd Hule
Klintehule
Strandhule (ekstraforstærket med 40 cm væg mod havet)
Kildehule
Korporalshule
