Hærloven af 1909

Hærloven af 1909 markerede et grundlæggende opgør med den måde, den danske hær hidtil havde været organiseret på. Loven samlede og ændrede en række ældre bestemmelser fra perioden 1867–1894, som var blevet til over mange år og ofte som midlertidige løsninger. Med 1909-loven blev der skabt et mere samlet og moderne grundlag for hærens opbygning, uddannelse og anvendelse.

Nye kaserner

Et synligt resultat var opførelsen af nye kaserner, der skulle erstatte den hidtidige brug af telte og privat indkvartering. Blandt de vigtigste anlæg var Sandholmlejren, Avedørelejren (opført i 1913) og Slagelse Kaserne (1914).

Hærens opbygning efter 1909

Efter hærloven bestod hæren af en række faste våbenarter og korps.

Fodfolket omfattede én brigade med to linjeregimenter samt otte øvrige regimenter, hver med tre bataljoner. Hertil kom Livgarden med både linje- og reservebataljon samt fem reserveregimenter. Hver bataljon var opdelt i fire kompagnier.

Rytteriet bestod af to regimenter på Sjælland og to i Jylland og på Fyn, suppleret af en trænafdeling.

Artilleriet var opdelt i feltartilleri og kystartilleri. Feltartilleriet omfattede både regimenter og selvstændige afdelinger, mens kystartilleriet var organiseret i bataljoner. Fæstningsartilleriet var allerede på vej til afvikling, da Københavns Befæstning efter planen skulle desarmeres i 1922.

Ingeniørkorpset bestod af linje- og reservekompagnier samt ingeniørdirektioner, der stod for tekniske og anlægsmæssige opgaver.

Derudover fandtes en række støttefunktioner, herunder det tekniske korps, forplejnings-, læge- og dyrlægekorps, auditørkorpset, arbejdstropper samt Bornholms Væbning.

Kommando og ledelse

Kongen var øverstbefalende for hæren og udøvede sin myndighed gennem krigsministeren. Under denne fandtes to generalkommandoer: én for Sjælland og én for Fyn og Jylland. Hver generalkommando havde ansvar for divisioner, regimenter og garnisoner i deres respektive områder. Hertil kom en omfattende central ledelse med generalstaben, tekniske og topografiske afdelinger samt inspektører for de enkelte våbenarter.

Værnepligt og mandskab

Værnepligten omfattede alle mænd fra det fyldte 18. år. I tilfælde af krig kunne enhver tjenestedygtig mand indkaldes, og efter endt værnepligt stod man i reserven i op til 16 år. Tjenestetiden var typisk omkring 12 måneder, afhængigt af våbenart.

Sessionen i 1914 viser omfanget: knap 40.000 mænd mødte, og omkring 80 % blev vurderet. Af disse blev ca. 14.700 erklæret fuldt tjenstdygtige.

Bevæbning

Fodfolket var bevæbnet med 8 mm Krag-Jørgensen-magasingeværet med moderne spidsprojektiler. Rytteriet og ingeniørtropperne anvendte forkortede versioner, mens artilleriet fortsat brugte Remington-geværer. I hele hæren blev der indført en 9 mm Bayard-pistol som sidevåben.

Det danske Madsen-rekylgevær var allerede fra 1904 indført ved rytteriet og blev ved mobiliseringen i 1914 også fordelt til fodfolksenhederne, hvilket styrkede hærens ildkraft markant.

Uddannelse, lejre og befæstning

Hærloven af 1909 fastlagde også nye rammer for uddannelse. Der blev oprettet nye øvelseslejre ved blandt andet Sandholm, Høvelte og Værløse samt skydelejre til infanteri, rytteri og artilleri.

Samtidig blev der afsat midler til forstærkning og modernisering af sø- og kystbefæstningen. En lang række forter og batterier blev enten opført, udbygget eller ombygget, både omkring København og langs de danske kyster.

Selvom Københavns Landbefæstning formelt skulle desarmeres i 1922, blev den frem til og under Første Verdenskrig vedligeholdt, udbygget feltmæssigt og sat i fuld forsvarsstand.

Hærloven indebar også, at ældre fæstningsanlæg som Fredericia, Kronborg og Christianshavn blev udpeget til nedlæggelse. Dermed satte loven et endeligt punktum for en æra – samtidig med, at den lagde grundlaget for Danmarks militære beredskab under Første Verdenskrig.

Befæstningens baggrund

.