Niels Frederik Ravn (1826-1910) var viceadmiral og en markant skikkelse i dansk militær- og forsvarspolitik i sidste halvdel af 1800-tallet. I løbet af sin karriere bestred han poster som marine-, krigs- og udenrigsminister og fik dermed betydelig indflydelse på udformningen af Danmarks forsvar – herunder Københavns Befæstning.
N.F. Ravn
Hurtig karriere
Ravn blev født i København som søn af lærredshandler Stephen Ravn og Marie F. Bünge. Han valgte tidligt en militær løbebane og blev sekondløjtnant i 1845 og premierløjtnant i 1851. I 1863 avancerede han til kaptajnløjtnant, og herefter fulgte forfremmelserne hurtigt: kaptajn i 1868, kommandør i 1873 og kontreadmiral i 1885. I 1891 blev han pensioneret med viceadmirals karakter.
Deltog i de Slesvigske krige
Som søofficer gjorde Ravn tjeneste på flere orlogsskibe og deltog både i Treårskrigen og i den Anden Slesvigske Krig. Ved siden af den operative tjeneste virkede han som lærer i matematik ved Søkadetakademiet og som subaltern officer ved Søkortarkivet. I 1871 var han desuden medstifter af det Krigsvidenskabelige Selskab sammen med blandt andre generalerne Bahnson og Koefoed.
Marineminister
I 1873 overtog Ravn uventet posten som marineminister efter oberst C.A.F. Thomsen. I de følgende år kom han også til at beklæde embeder som både krigsminister og udenrigsminister, og frem til 1894 spillede han en central rolle i de politiske beslutninger om rigets forsvar.
Ivrig befæstningstilhænger
Ravn var imidlertid hverken rutineret politiker eller en samlende figur i den ophedede debat om forsvarssagen og Københavns Befæstning. I striden om befæstningen stod han fast på, at landbefæstningen omkring hovedstaden skulle gennemføres før noget andet. Det bragte ham på kollisionskurs med mange af hans tidligere kolleger i marinen, som mente, at flåden og sø-forsvaret havde det mest presserende behov for modernisering og nyt materiel.