Peter Rochegune Munch, ofte kaldet P. Munch, var en af de mest indflydelsesrige danske politikere i første halvdel af det 20. århundrede.
P. Munch
Han blev født i 1870 i Redsted på Mors som søn af gårdejer Chresten Møller Munch og hustru Johanne Mathilde. Munch var uddannet historiker og opnåede i 1900 doktorgraden på en afhandling om købstadsstyret i Danmark – en akademisk baggrund, der kom til at præge hele hans politiske virke.
I 1909 blev han valgt til Folketinget for Radikale Venstre på Langeland, en plads han beholdt helt frem til 1945. Som forsvarsminister og senere udenrigsminister blev P. Munch en hovedfigur bag den danske neutralitetspolitik fra Første Verdenskrig og frem til den tyske besættelse i 1940.
Politisk begyndte Munch som tilhænger af Højre, men under studierne blev han stærkt påvirket af Viggo Hørups radikale idéer. Et studieophold i Paris styrkede hans interesse for socialradikale strømninger, og i 1903 grundlagde han tidsskriftet Det nye århundrede, hvor han formulerede sine tanker om moderne åndsliv og Danmarks forsvar.
Det Radikale Venstre og ministerposter
Munch var med til at stifte Det Radikale Venstre i København og blev hurtigt en central skikkelse i partiet. Allerede i 1909 var han kortvarigt indenrigsminister, og fra 1913 til 1920 var han forsvarsminister i **Carl Theodor Zahle**s regeringer. Trods sit ry som antimilitarist viste han som minister en pragmatisk tilgang til forsvaret.
Antimilitarist – men realist
Under debatten om forsvarets fremtid i 1909 hævdede Munch, at en europæisk storkrig var usandsynlig i en tid præget af kulturel og økonomisk udvikling. Han mente derfor, at store militære udgifter var unødvendige. Alligevel støttede han som forsvarsminister både finansieringen af sikringsstyrken og udbygningen af Københavns Befæstning, da krigen i 1914 blev en realitet.
Efter krigsudbruddet modtog Danmark den 5. august 1914 en tysk forespørgsel om mineudlægning i Storebælt. Munch fastholdt, at mineringen måtte udføres af Danmark selv for at bevare neutraliteten. Efter intense forhandlinger blev beslutningen gennemført med klar støtte fra kong Christian X.
Pacifist og international politiker
Efter Første Verdenskrig deltog Munch i fredsforhandlingerne i Paris og blev senere dansk delegeret ved Folkeforbundet i Genève fra 1920 til 1938. Efter Påskekrisen i 1920 forlod han regeringen, men vendte tilbage i 1929 som udenrigsminister i **Thorvald Stauning**s regering. Her blev han den ledende skikkelse i udenrigspolitikken gennem hele 1930’erne.
Vejen mod besættelsen
I takt med at Europas situation forværredes – med borgerkrig i Spanien, Italiens ekspansion og Nazi-Tysklands oprustning – holdt Munch fast i neutralitetspolitikken. Han afviste gentagne forslag om at styrke det danske forsvar og var hovedarkitekten bag den dansk-tyske ikke-angrebspagt fra 23. maj 1939.
Neutralitetspolitikken brød sammen ved den tyske besættelse den 9. april 1940. Munch tilbød straks sin afgang som udenrigsminister, men fortsatte endnu tre måneder, indtil posten blev overtaget af Erik Scavenius. Dermed sluttede P. Munchs aktive rolle i dansk forsvars- og udenrigspolitik i en af landets mest skæbnesvangre perioder.