Begrebet sikringsstyrken optræder første gang i forsvarsforliget fra 1909. Det dækkede over et militært beredskab, som hurtigt kunne bringes på benene for at sikre landets neutralitet i en krisesituation. Baggrunden for ordningen var imidlertid både alvorlig og dybt fortrolig.
Lütken-samtalerne – et alvorligt varsel
Oprindelsen til sikringsstyrken skal formentlig findes i de såkaldte Lütken-samtaler. I perioden 1905–1907 førte kaptajn L.C.F. Lütken på uofficiel og strengt hemmelig basis en række samtaler med den tyske generalstabschef Helmuth von Moltke.
Budskabet fra tysk side var krystalklart: Hvis Danmark ikke var i stand til – eller ikke ønskede – selv at forsvare sin neutralitet, ville Tyskland rykke ind og i praksis gøre en ende på Danmark som selvstændig stat.
Kun konseilspræsident I.C. Christensen kendte på dette tidspunkt til samtalerne. Da forsvarsforliget blev indgået i 1909, var han blevet forsvarsminister. Hemmeligholdelsen var så konsekvent, at selv P. Munch, der var forsvarsminister under hele Første Verdenskrig, først blev bekendt med samtalerne i 1919.
Planerne godkendes
I 1911 godkendte forsvarsminister Berntsen planerne for indkaldelse af en sikringsstyrke på Sjælland, det såkaldte 1. generalkommandodistrikt. Styrken var planlagt til omkring 17.000 mand, hvoraf cirka 9.000 skulle overføres fra Jylland og Fyn.
Oprindeligt var sikringsstyrken kun tænkt for Sjælland, men i 1913 blev der udstedt bestemmelser om en tilsvarende forøgelse af fredsstyrken i 2. generalkommandodistrikt (Jylland/Fyn). Her kunne styrken opbygges i to trin: F1 på omkring 4.000 mand og F2, som udvidede styrken til cirka 5.000 mand.
Alarmeringsøvelsen i 1913
Hærloven af 1909 gav i § 25 mulighed for “øvelser i hurtig samling af uddannede værnepligtige øst for Storebælt”. I juli 1913 kunne dagspressen derfor bringe den officielle meddelelse om en større alarmeringsøvelse i september samme år.
Værnepligtige fra Jylland og Fyn kunne også indkaldes, men kun for at møde til mønstring og derefter blive permitteret. For de sjællandske værnepligtige varede øvelsen to dage. Det præcise tidspunkt for alarmeringen blev holdt hemmeligt, men da mange myndigheder var orienteret på forhånd, blev tidspunktet alligevel uofficielt kendt.
Den 11. september klokken 06.00 blev ordren givet. Allerede otte timer senere havde tre fjerdedele af styrken meldt sig i garnisonerne, hvor iklædning og udrustning straks blev iværksat. Senere på dagen gennemførtes øvelser med de krigsstærke enheder, blandt andet i form af bevogtningsopgaver på Nordfronten. Ved kystartilleriet blev der samtidig gennemført skydninger med både let og tungt skyts.
Dagen efter blev mandskabet hjemsendt igen. Omkring 85 % – svarende til cirka 50.000 mand – var mødt frem, og kun omkring 5 % var udeblevet ulovligt.
Kritik og internationale reaktioner
Øvelsen gav værdifulde erfaringer, men den danske presse var kritisk. Den radikale avis Politiken kaldte øvelsen spild af penge uden reel nytte. I dansk litteratur er øvelsen siden blevet omtalt sparsomt.
Til gengæld vakte den betydelig opmærksomhed i udlandet. Allerede i foråret 1914 bragte det tyske militære tidsskrift Vierteljahrshefte für Truppenführung und Heereskunde en udførlig artikel om det, de betegnede som “Eine dänische Probemobilmachung”.
Sikringsstyrken i funktion
Den 2. august 1914 – blot to dage efter de første krigserklæringer i Europa – blev sikringsstyrken indkaldt. Danmark stod nu over for den situation, som hele ordningen havde været tænkt til at håndtere: at demonstrere vilje og evne til at hævde sin neutralitet i en krig, der truede med at brede sig til hele kontinentet.