Optakten til Første Verdenskrig var attentatet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni 1914.
Tronfølgerens besøg
Franz Ferdinand med familie
I juni 1914 rejste ærkehertugen sammen med sin hustru fra et møde med den tyske kejser Wilhelm II på sit landsted i Bøhmen til Sarajevo. Formålet var at overvære afslutningen på de kejserlige og kongelige (k.u.k.) militærmanøvrer i Bosnien. Besøget skete på anmodning fra den østrig-ungarske statholder i Bosnien-Hercegovina og fulgte et mønster, som tronfølgeren havde haft siden 1909, hvor han jævnligt inspicerede tropperne efter forårsmanøvrerne.
Datoen for besøget, den 28. juni, faldt sammen med årsdagen for serbernes nederlag til osmannerne i Slaget på Solsortesletten i 1389 – en dag med stor symbolsk betydning i serbisk historie. Datoen var dog ikke valgt for at provokere, men fremstår snarere som et sammentræf af tradition og tilfældigheder.
Tidligere attentater.
Allerede tidligere havde der været attentater mod højtstående personer i Bosnien-Herzegovina. En student, Bogdan Žerajić, havde i 1910 planlagt et attentat mod kejser Franz Joseph, men havde opgivet planen på grund af monarkens høje alder. I stedet skød han samme år på den Østrig-Ungarske guvernør i Bosnien ved åbningen af en bosnisk-herzegovinske landdag. Han ramte ved siden af, hvorefter han begik selvmord.
Sarajevo 1914
Gavrilo Princip
Bosnien-Hercegovina havde allerede været scene for politisk vold. I 1910 havde studenten Bogdan Žerajić forsøgt at myrde den østrig-ungarske guvernør under åbningen af en lokal landdag. Attentatet mislykkedes, og Žerajić begik selvmord, men hans handling fik stor symbolsk betydning for nationalistiske kredse.
En af dem, der blev inspireret af Žerajić, var Gavrilo Princip. I foråret 1914 besluttede han i Beograd at dræbe Franz Ferdinand, efter at have læst om det forestående besøg i en østrigsk avis. Der kom advarsler forud for rejsen, men ingen var så konkrete, at besøget blev aflyst. Tronfølgeren afviste selv overdrevne sikkerhedsforanstaltninger med ordene: “Man kan ikke leve under en glasklokke. Vi er altid i livsfare.”
Attentatet forsøgtes aflyst
Sikkerheden blev derfor begrænset, og både rute og tidsplan blev offentliggjort i god tid – formentlig for at sikre store, begejstrede menneskemængder. Det gav samtidig attentatmændene, der var knyttet til den nationalistiske organisation Den Sorte Hånd, mulighed for at planlægge deres angreb. Ironisk nok forsøgte organisationens ledelse kort før besøget forgæves at aflyse attentatet af frygt for de politiske konsekvenser.
Da skuddene faldt i Sarajevo den 28. juni 1914, var det ikke attentatet i sig selv, men de allerede ekstreme spændinger mellem Europas stormagter, der fik begivenhederne til at eskalere. Alliancesystemerne trak land efter land ind i konflikten. At krigen fire år senere skulle have kostet omkring 11 millioner mennesker livet, lå uden for samtidens forestillingsevne.
30 dramatiske dage
Krigen er begyndt
De følgende 30 dage var præget af hastige beslutninger. Den 28. juli erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Den 1. august fulgte Tysklands krigserklæring mod Rusland. Allerede den 30. juli foreslog general Gørtz, at Danmark – i lyset af situationens alvor – skulle indkalde mandskab til kystartilleriet og ingeniørtropperne samt påbegynde armering af Københavns befæstning. Regeringen tøvede, men den 31. juli besluttede statsrådet at indkalde 1.300 mand til kystartilleriet og 1.400 mand til flåden.
Tyskland mobiliserer
Lübeck 1914
Samme dag tydede afbrudte forbindelser til Tyskland på mobilisering. Den danske gesandt i Berlin bekræftede dette om aftenen. Tyskland var gået i mobiliseringstilstand, og Europa stod på tærsklen til en krig, der skulle forandre kontinentet for altid.