Allerede tidligt i Første Verdenskrig stod det klart, at soldaternes hoved var særligt udsat i den moderne artillerikrig. Granatsplinter og nedfaldende fragmenter forårsagede tusindvis af alvorlige hovedskader. Alligevel gik der tid, før stålhjelmen for alvor blev indført i felten.
Fransk Adrian hjelm
Paradoksalt nok var det tyskerne, der først eksperimenterede med stålhjelme, men de var blandt de sidste til at indføre dem bredt. Franskmændene var derimod de første til systematisk at udstyre deres frontlinetropper med hovedbeskyttelse. I marts 1915 fik franske soldater udleveret en stålkalot, der skulle bæres under den traditionelle uldkepi. Ordningen viste sig hurtigt utilstrækkelig, og allerede ved årets udgang var den erstattet af den egentlige stålhjelm – den såkaldte Adrian-hjelm. Over tre millioner eksemplarer blev produceret i 1915 alene. Hjelmen var fremstillet af blødt stål og havde sit formsprog fra de hjelme, som franske brandmænd bar på samme tid.
Den franske løsning blev hurtigt forbillede for andre lande. Italien, Rusland, Belgien og Serbien indførte alle Adrian-hjelmen eller varianter heraf til deres væbnede styrker.
Tyskernes egen vej
I 1915 lå den tyske Heeresgruppe Gaede i stilling i Vogeserne nær den schweiziske grænse. Frontafsnittet var relativt roligt, men general Gaede blev stærkt bekymret over det store antal soldater med hovedlæsioner. Utilfreds med det militære bureaukratis langsommelighed tog han sagen i egen hånd og lod udvikle sin egen stålhjelm. Omkring 1.500 hjelme blev udleveret til frontsoldaterne.
Tysk hjelm M/1916
Gaedes hjelm var tung – omkring 2,5 kilo – og blev aldrig nogen stor succes. Alligevel rummede den et vigtigt fremskridt: Den var fremstillet af en krom-nikkel-stållegering, som viste sig at være særdeles modstandsdygtig. Denne erfaring blev senere afgørende for den tyske stålhjelms endelige udformning.
”Kulspanden” bliver standard
Efter omfattende forsøg nåede tyskerne frem til, at den karakteristiske form, populært kaldet ”kulspanden”, gav den bedste beskyttelse af både hoved og nakke. Designet var inspireret af hjelme, der havde været udbredt allerede i 1500-tallet.
Fra 1916 begyndte den traditionelle pikkelhue af læder – eller i krigens sidste år ofte af pap-erstatningsmateriale – gradvist at blive afløst af Stahlhelm M1916. Den nye hjelm reducerede antallet af dødsfald som følge af hovedlæsioner med omkring 70 procent. Samtidig steg antallet af overlevende med alvorlige ansigtsskader, hvilket gjorde krigens brutalitet mere synlig på hjemmefronten.
Engelsk Brodie hjelm
Den britiske Brodie-hjelm
Også briterne fulgte hurtigt trop. Den britiske Brodie-hjelm, opkaldt efter sin opfinder, havde rødder i middelalderens hjelmtyper og var både enkel og billig at fremstille. Den blev lavet af manganstål og var især beregnet til at beskytte mod granatsplinter og shrapnel fra luftsprængninger.
Allerede i juli 1916 var én million Brodie-hjelme leveret til Vestfronten. Designet viste sig så funktionelt, at den britiske hær beholdt hjelmen helt frem til 1980’erne. USA anvendte ligeledes Brodie-hjelmen fra 1917 til 1942.
Sen indførelse i Danmark
I Danmark gik der længere tid, før erfaringerne fra verdenskrigen førte til ændringer. Den danske hær indførte først stålhjelmen i 1923 – flere år efter krigens afslutning.