Tunestillingens overordnede formål var at sikre, at fjendtligt belejringsartilleri – selv med tidens nyeste og mest langtrækkende våben – ikke kunne komme inden for bombardementsafstand af København. Samtidig skulle stillingen give hæren bevægelsesfrihed og mulighed for at manøvrere sine styrker.
Forsvar i vandkanten blev opgivet
Man havde opgivet den ældre tanke om et direkte strandforsvar i tæt samarbejde med flåden. I stedet planlagde man, at hæren – hvis nødvendigt – kunne føre en udvigende kamp tilbage mod Tunestillingen. Det blev endda foreslået, at hvis hæren blev slået ved Tune, kunne den falde tilbage til den gamle befæstning og her reorganisere sig. Alt tydede efterhånden på, at et slag ved Tunestillingen ville få karakter af en afgørende kamp.
Tunestillingen var også politik
Opførelsen af Tunestillingen kan ses som det punkt, hvor fæstningens militære begrænsninger mødte den politiske og militære virkelighed. Perioden spænder fra Højres opbygning af Københavns Befæstning på forventede efterbevillinger og trods massiv politisk modstand, over Venstreregeringerne, som tolererede fæstningen, fordi den allerede eksisterede, til en stærkt forsvarskritisk radikal regering, som både udbyggede og bemandede anlæggene.
Det skete ikke af begejstring for fæstningsværker, men fordi den udenrigspolitiske situation gjorde det nødvendigt.
42 cm. granat
En militær virkelighed i hastig forandring
Den militære virkelighed var præget af en ekstremt hurtig våbenteknologisk udvikling. Artilleriet blev stadig mere langtrækkende, og granaterne både større og kraftigere. Hvor fæstningen oprindeligt var konstrueret til at kunne modstå 15–20 cm granater med sortkrudt, stod man nu over for granater på op til 42 cm ladet med brisant sprængstof.
Skudvidderne var vokset fra 6–7 kilometer til 11–12 kilometer, og det samme gjaldt skibsartilleriet. Samtidig gjorde luftskibene deres indtog og udgjorde en helt ny udfordring for forsvaret af København.
Indrettet efter krigens nyeste udvikling
Tunestillingen var i sin grundtanke ikke et brud med tidligere befæstningsprincipper. Man kendte værdien af fremskudte værker og nødvendigheden af at holde fjendtligt artilleri på afstand. Nordfronten var allerede opført med fremskudte forter understøttet af bagvedliggende batterier, og under anlæggelsen af Vestvolden havde man tidligt overvejet et fremskudt fort ved Vallensbæk for at give forsvaret større dybde – en plan, der dog aldrig blev realiseret.
Tunestillingens formål var netop at flytte forsvaret så langt frem, at moderne artilleri ikke kunne nå København.
Bygget på de nyeste erfaringer
Hule til rekylgeværer
Tunestillingen blev udformet efter de seneste erfaringer fra Første Verdenskrig. Hovedprincippet var omfattende pigtrådsspærringer flankeret af små huler – bunkers med to rekylgeværer og en projektør – samt større gallerier med plads til op til otte mand.
Bag spærringerne og mellem de flankerende huler og batterier lå infanteriets skyttegrave. Fjernkampen skulle føres fra terrænet bag disse, hvor artilleriet var opstillet med 12 og 15 cm kanoner i voldaffutager samt feltartilleri. Kun på denne måde kunne Tunestillingens formål opfyldes.
Gasmasker og maskingevær
Våbenteknologisk prøvebænk
De europæiske slagmarker under Første Verdenskrig fungerede som våbenindustriens laboratorium – med enorme menneskelige omkostninger. Maskingeværets flankerende beskydning af angribende infanteri anslås alene at have kostet omkring 5,5 millioner af krigens i alt 11 millioner faldne.
Nye våben dukkede op i hastigt tempo: maskingeværer, flammekastere, klorgas og sennepsgas, håndgranater, kampvogne, flyvemaskiner samt stadig tungere felt- og belejringsartilleri. De militære doktriner kunne ikke følge med udviklingen, men efterretningerne fra Europas slagmarker blev – i det omfang det var politisk, økonomisk og militært muligt – løbende indarbejdet i udformningen af Tunestillingen.