Der var en, omend ringe, risiko for angreb på Danmark.
Den politiske udvikling i Danmark efter 1864 kunne på ingen måde berolige Tyskland.
Den danske regering vendte igen og igen tilbage til den af Napoleon I indføjede § 5 i Pragfreden, der skulle give Sønderjyderne mulighed for en afstemning. Kunne dette ikke ske med fredelige midler, da med hjælp et forbund med europæiske fra stormagter (Rusland og / eller,Frankrig) på slagmarken. Med andre ord tumlede kredse i Danmark allerede med tanker nye krigeriske alliancer rettet mod Preussen og dermed Tyskland. En tredie Slesvigske krig.
Det franske nederlag til Preussen i 1871 satte en endegyldig stopper for alle romantiske drømme om dette. Havde Danmark sluttet sig til Frankrig er det ikke svært at forestille sig følgerne..
Ensidigt forsvar
Efter den ophedede fæstningsdebat valgte man at satse ensidigt på forsvaret af København. Dette var i strid med alle strategiske og taktiske teorier blandt førende strateger og hærførere i Europa.
F.eks. havde Napoleon aldrig en operationsplan – den ville hæmme den begrænsede manøvrefrihed han mente var nøglen til militær succes.
Clausewitz og von Schlieffen
Den tyske feltmarschall Alfred von Schlieffen mente, operationsplaner kun holdt nogenlunde til det første slag var leveret, for da skulle alt alligevel laves om.
Den tyske militærstrateg Clausewitz plæderede, at man altid skulle regne med den 4. mulighed – det uventede. Han mente man altid skulle være klar til at vove og vinde, hvilket en grundig planlægning hæmmede. Operationsplaner forudsatte jo netop at fjenden gjorde som forventet.
Under den tysk-franske krig i 1870, var det tysk tankegang, at man altid skulle være klar til at angribe større fjendtlige enheder hvor og når man fandt dem. Var først de fjendtlige styrker nedkæmpet, kunne man efterfølgende marchere på hovedstæderne.
Endelig var det en udbredt opfattelse, at en styrke havde svært ved at kæmpe sig ud af en fæstning og derfor måtte afvente fjendens initiativ,. Dermed kunne man ikke levere Clausewitz´ 4. mulighed – det uventede, og dermed genvinde initiativet og muligheden for at vove og vinde.
Tysk planlægning
Der havde været tysk militær planlægning mod Danmark. Det indgik i de krigsspil general Schlieffen (den yngre) afholdt i 1890-1900. Emnet var “En lille nation nord for Tyskland blandede sig i en konflikt mellem Tyskland og Frankrig”.
Vi ved også at der fandtes en “Fall J”, en tysk plan for indtagelse af Danmark i 1916.
Hvor mange ressourcer ville tyskerne egentlig ofre for noget, der dybest set kun var en flankesikring mod en eventuel engelsk indtrængen i Østersøen ?
E-13 i Øresund
Den tyske flåde så gerne et angreb på Danmark og dermed kontrol over passagen til og fra Østersøen. Hæren ønskede ikke at åbne en resourcekrævende nordfront og modsatte sig dette. København skulle enten tages ved en langvarig belejring eller en hurtig kapitulation skulle fremtvinges ved hjælp af et terror-bombardement, enten fra luften eller havet.
Førstnævnte var dog forudsat en større vellykket landgangsoperation der ville lægge beslag på temmelig store flådestyrker og transportskibe. At lægge en bombardementsflåde ind under de danske kyst- og søforters kanoner kunne medføre ødelæggelse af mange af de store tyske flådefartøjer.
Der fandtes således ingen nemme løsninger. En besættelse af landsdelene uden København ville også være ulogisk. Så længe København var ubesat var der næsten fri indsejling til Østersøen gennem Øresund.
Hæren fik sin vilje
Kejseren og hærledelsen fulgte hæren, men betydede overfor Danmark, at hvis man ikke selv ville sikre neutraliteten, ville Tyskland gøre det. Og det ville betyde enden for Danmark. (Lytken-samtalerne)
Diise samatler
Kastrup batteri. 30,5 cm. kanon
I Tyskland var man ikke parat til at risikere de kostbare slagskibe i kamp med Københavns søbefæstning, så planlægningen gik på et kupangreb, hvorefter dele af Østersø-flåden skulle blokere trafikken over Storebælt og en landgangsstyrke ved Køge Havn skulle afbryde jernbaneforbindelsen med Sydsjælland og Lolland-Falster. Hermed kunne man hindre mobiliserings-mandskabet i at nå frem til København og dermed svække befæstningen afgørende.
Styrken fra Køge og en landsat styrke på Amager skulle derefter rykke mod hovedstaden.
Den offensive planlægning mod Danmark ophørte midtvejs under krigen.
Da Tyskland ved indførelsen af den uindskrænkede u-bådskrig følte sig truet af en engelsk landgang fra nord (Esbjerg) havde man kun kræfter til at opføre en forstærket feltbefæstning tværs over Sønderjylland. Den kom til at ligge i linien Sliv Sø og Hoptrup i øst og til Skærbæk i vest, (Sikringsstilling Nord)
Stillingen blev aldrig bemandet med andet end artillerister i de fleste af batterierne.