Første Verdenskrig blev et vendepunkt i krigens historie. Industrialiseringen og den hastige teknologiske udvikling ændrede ikke blot våben og taktik, men også selve forestillingen om, hvad krig kunne være. Et af de mest frygtede og omdiskuterede resultater var anvendelsen af krigsgasser
Gasangreb tidligt i 1. VK
Allerede i krigens første måneder eksperimenterede man med kemiske våben. I august 1914 anvendte franskmændene for første gang tåregas, som dog havde begrænset militær effekt. Tyskerne fulgte trop i januar 1915 på østfronten. I begyndelsen blev gassen frigivet fra beholdere og båret frem mod fjenden med vinden. Metoden var risikabel, fordi et vindskifte kunne føre gassen tilbage mod angriberen, og fordi de forsvarende tropper ofte kunne se gasskyen komme rullende og nå at slå gasalarm og tage gasmasker på.
Dræbende krigsgasser
Det afgørende – og skæbnesvangre – skridt blev taget den 22. april 1915, da tyskerne for første gang anvendte egentlig dræbende krigsgas ved Ieper (Ypres) i Belgien. Her blev omkring 168 tons kloringas sendt mod franske og britiske stillinger. Angrebet var i strid med datidens internationale regler for krigsførelse, men virkningen var voldsom. De franske tropper blev grebet af panik og forlod deres skyttegrave, og i kaosset mistede omkring 5.000 soldater livet. Tyskerne formåede dog ikke at udnytte gennembruddet militært, og frontlinjen stabiliserede sig igen.
Fra efteråret 1915 tog både briter og franskmænd selv de dødelige gasser i brug. Kloringassen blev snart afløst af endnu farligere stoffer, blandt andet fosgen, som i større koncentrationer var ekstremt dødeligt. Herefter blev kapløbet om stadig mere effektive og ødelæggende kampgasser sat ind.
Gasgranater og sennepsgas
Et nyt teknologisk skridt kom i juli 1916, da briterne begyndte at affyre gas med artilleri i form af gasgranater. Det øgede overraskelsesmomentet betydeligt, fordi gassen nu kunne ramme uden forudgående advarsel.
Blindede ofre for gas
I juli 1917 introducerede tyskerne sennepsgas – et lugt- og farveløst, men særdeles effektivt kampmiddel. Sennepsgassen var tungere end luft og kunne derfor blive hængende lavt over slagmarken i dagevis. Den angreb al bar hud og forårsagede voldsomme blærer, forbrændinger og ofte blindhed. Mange ofre døde langsomt af kvælning eller komplikationer længe efter selve angrebet.
Beskyttelse og konsekvenser
Udviklingen af krigsgasser blev hurtigt fulgt af udviklingen af beskyttelsesudstyr. De første gasmasker var primitive klædepuder vædet i natron og suppleret med beskyttelsesbriller. Allerede i september 1915 indførte tyskerne dog som de første en tætsiddende helansigtsmaske af gummi med udskiftelige kulfiltre – et teknologisk fremskridt, der snart blev standard for alle krigsførende hære.
Belgiske gasmasker 1915
Krigsgasserne anslås at have dræbt omkring 20.000 soldater og skadet op mod 500.000 på vestfronten. På østfronten kendes de samlede virkninger ikke med sikkerhed. Ved krigens afslutning var flertallet af de tyske artillerigranater ladet med gas, hvilket vidner om, hvor central denne våbenteknologi var blevet.
For Københavns Befæstning og anlæg som Vestvolden er historien om krigsgasser en vigtig del af forståelsen af tidens militære tænkning. Første Verdenskrig viste, hvordan moderne teknologi kunne forvandle fæstninger, soldater og slagmarker – og efterlod et varigt indtryk af krigens industrielle og umenneskelige karakter.