Vestvoldens kaponierer

Kaponiererne på Vestvolden repræsenterede et nybrud i dansk fæstningsbyggeri. Systemet blev kaldt den danske front – også kendt som den Sommerfeldtske front – og adskilte sig markant fra tidligere fæstningsprincipper.

Det revolutionerende ved den Sommerfeldtske front var, at fjenden først blev udsat for den alvorligste beskydning, når han forsøgte at forcere voldgraven. Netop her var angriberen mest sårbar, og forsvaret kunne udnytte terrænet optimalt.

Kaponiererne langs voldgraven

Kaponiere

Langs hele Vestvoldens forløb lå kaponierer med en indbyrdes afstand på ca. 1000 alen (omkring 600 meter). De var placeret i vandkanten på voldens østlige side.

Fra en kaponiere kunne man ikke skyde direkte frem mod fjenden. I stedet var våbnene rettet langs voldgraven, hvor ilden blev ført hen imod bagsiden af den næste kaponiere. På den måde kunne voldgraven dækkes effektivt med flankerende ild.

Der fandtes to typer kaponierer:

• Enkeltkaponierer, der kunne skyde i én retning

• Dobbeltkaponierer, der kunne skyde i begge retninger

Dobbeltkaponieren var i princippet en spejling af enkeltkaponieren omkring sin midterakse. En enkeltkaponiere var bevæbnet med:

• 1 hurtigtskydende 75 mm kanon

• 2 stk. 8 mm mitrailleuser

• 2 stk. 8 mm rekylgeværer

Dobbeltkaponiere

Skudretninger

Dobbeltkaponieren havde dobbelt bestykning og tilsvarende flere mandskab.

Enkeltkaponieren havde en skudretning langs voldgraven og dobbeltkaponieren begge retninger. PÅ grund af deres forsænkede placering i voldgraven kunne de ikke skyde i andre retninger.

Begge typer fungerede udelukkende som flankeringsanlæg. På grund af deres forsænkede placering i voldgraven kunne de kun skyde langs graven – ikke ud over volden. Cirka 600 meter længere fremme lå den næste kaponiere, beskyttet af et kraftigt jorddække og en sprængkappe, så ilden fra den forrige kaponiere ikke kunne beskadige den.

600 meter længere fremme lå den næste kaponiere. Den havde et tykt jorddække samt sprængkappe, således at ilden fra den foregående kaponiere ikke beskadigede den. Enkeltkaponieren var på 67 m2 fordelt som vist på grundplanen.

Kaponiere-bygningen

Grundplan

Kaponiererne var opført i armeret beton. Frontmuren var omkring 1,5 meter tyk ved skytsåbningerne, og loftet var som regel op til 3 meter tykt med et kraftigt jorddække ovenpå.

Kaponiererne ved punkterne II og VII adskiller sig dog. Her blev loftet gjort tyndere (1,5–2 meter) og forstærket med en 10 cm tyk stålplade. Formålet var at undgå, at bygningen ragede op over voldens ildlinje og dermed blev et let mål for fjendtligt artilleri.

Omkring bygningen ses de store anslagssten. De skulle få eventuelle granater til at eksplodere, før de kunne trænge ind under fundamentet.

Skytsåbningerne lå lige over vandspejlet, med den midterste ud for voldgravens midterlinje. Kaponieren ved punkt IV havde skudretning mod syd og var bevæbnet med:

• 1 stk. 75 mm hurtigskydende stålkanon

• 2 stk. 8 mm mitrailleuser

• 2 stk. 8 mm rekylgeværer

I facaden ses de tre skytsåbninger samt vinduer til opholdsrum og befalingsmandens kvarter, som lå længst inde mod selve volden.

Kaponiere udvendigt

Kaponiere indvendig

Maskinrum og strømforsyning

Befalingsmanden havde oprindeligt sit eget kvarter i kaponieren. I 1913 blev dette dog ombygget til maskinrum. Her opstilledes en dynamo, som blev drevet af en såkaldt Pentamotor.

Dynamoen leverede strøm til både kaponierens egne projektører og til projektørerne i den nærliggende geværkaponiere.

Projektørskinne

Projektører og natbelysning

Over en af kaponierens åbninger mod voldsiden ses en stålskinne. Her kunne en projektør monteres til natbelysning af voldgraven. Når projektøren ikke var i brug, kunne den trækkes ind bag kaponierens stålskodder og hænges op i loftet i retiraden.

Anlæggene revurderes

Frem mod 1914 blev Vestvolden revurderet. Man konstaterede, at der bag de store kaponierer ved batardeauet opstod en blind vinkel – den såkaldte orillion. For at dække dette område opførte man en mindre geværkaponiere.

Denne var bevæbnet med to rekylgeværer og en projektør. For at sikre forbindelsen mellem kaponierene indbyrdes, og dermed også geværkaponierene,  blev der nedgravet en telefonledning i cirka 1,5 meters dybde.

Ved anlægsarbejdet til Ringstedbanen i 2014 dukkede kablet for første gang op til overfladen. Det bestod af to ledere, indsvøbt i tjærelærred og omgivet af bly – og var stadig helt intakt efter omkring 100 år i jorden.

Grundplan geværkaponiere

Geværkaponiere

Skytsrum

Dobbelt geværkaponiere

Vestvoldens eneste dobbelte geværkaponiere

For at lukke volden ved punkt 0 øst for Gammel Køge Landevej, og dermed beskytte volden mod Køge Bugt, blev der opført en dobbelt geværkaponiere.
Den var beregnet til at beskyde både voldgraven og kyststrækningen med rekylgeværer.

Dette anlæg er det eneste af sin slags på Vestvolden.

Prøveskydninger 1902

I 1902 blev der gennemført en række prøveskydninger fra flere af befæstningens anlæg, herunder kaponiere II lidt nord vor Gammel Køge Landevej. Resultatet var meget tilfredsstillende og ses herunder.

Skydeprøve 1902 fra kaponiere II