Maskingeværet – – teknologi, idealer og brutal virkelighed.
I 1800-tallet var der mange bud på et stærkt efterspurgt flerskudsvåben.
Maskingeværet, som vi kender det i dag, er ikke én enkelt opfindelse, men resultatet af flere hundrede års eksperimenter med flerskudsvåben. Allerede i 1800-tallet var der et presserende behov for våben, der kunne levere høj skudhastighed – især i fæstningskrig, hvor forsvar og flankerende ild var afgørende. Også Danmark bidrog tidligt til denne udvikling.
Den danske espignol – et tidligt forsøg
Dansk espignol
Danmarks eget bud var espignolen, konstrueret i første halvdel af 1800-tallet af Andreas Anthon Frederik Schumacher. Princippet var enkelt, men snedigt: Et enkelt løb blev ladet med flere gennemborede kugler. Ilden kunne passere gennem hulrummet i kuglen, antænde den næste ladning og affyre kuglerne én efter én – næsten som i et moderne fyrværkeribomberør.
Espignolerne blev fremstillet i Hellebæk ved Helsingør af en særlig udvalgt gruppe arbejdere, der måtte aflægge tavshedsed. Heraf opstod betegnelsen “De edsvorne” og navnet De Edsvornes Hus, som stadig eksisterer. Sammen med blandt andet Probérhuset, hvor riffelpiber blev prøveskudt, vidner området om den farlige og højt specialiserede våbenproduktion – ikke mindst dokumenteret af de mange probermestre, der mistede livet under arbejdet.
Espignolen blev anvendt under Treårskrigen (1848–51) og senere i 1864, men havde alvorlige svagheder: Den var langsom at genlade, krævede specialuddannet mandskab på Kronborg og udviklede så meget røg, at sigtning blev umulig efter blot få skud.
Gatling og idéen om den “humane” skydemaskine
Det blev en amerikaner der opfandt den første “skydemaskine”.
Gatling Maskingevær
“Det gik op for mig, at hvis jeg kunne opfinde en maskine, et gevær, der med sin skudhastighed ville sætte en enkelt mand i
stand til at yde samme indsats som hundrede, så ville det overflødiggøre behovet for store hære, og dermed ville antallet
af mænd udsat for kamp og sygdom blive markant reduceret.”
Richard Jordan Gatling, opfinder af Gatling-geværet 1862.
Den første egentlige skydemaskine blev opfundet af amerikaneren Richard Jordan Gatling i 1862. Gatling mente – ud fra sin lægelige baggrund – at et våben med høj skudhastighed kunne reducere behovet for store hære og dermed mindske sult, sygdom og lidelse blandt soldater.
Gatling-geværet var hånddrevet og mekanisk. Det blev kun brugt i begrænset omfang under den amerikanske borgerkrig, men fandt til gengæld stor udbredelse i fæstninger verden over i de følgende årtier – også i Danmark. Her indgik sådanne våben under fællesbetegnelsen mitrailleuser, ofte som 8 mm våben med flere løb, monteret i kaponierer og tårnaffutager, præcis som vi kender det fra Vestvolden.
Gatlings idé var idealistisk, men udviklingen tog en anden drejning.
10-løbet mitrallieuse
I Danmark brugtes også de hånddrevne våben under fællesbetegnelsen mitrallieuser. De var 8 mm. og som 2- eller 10-løbede, monteret i enten felt- kaponiere- eller tårnaffutager.
Maxim-geværet
Det første fuldautomatiske maskingevær blev opfundet af endnu en amerikaner, Hiram Maxim.
Hans gevær udnyttede krudtgassen fra affyringen til automatisk at lade næste patron – et princip, der stadig anvendes i moderne våben.
Industrialisering af krig
Hvor Gatling drømte om færre soldater, blev Maxims opfindelse i stedet symbolet på industrialiseret krig. Under Første Verdenskrig viste maskingeværet sig at være det ultimative forsvarsvåben. Med vægte på 30–40 kg var det uegnet til angreb, men perfekt til skyttegravene. Her skabte to maskingeværer placeret i hver ende af en grav en dødelig krydsild – den såkaldte dødszone. Netop flankerende ild var også grundprincippet bag Københavns Befæstning og Vestvoldens udformning.
Det anslås, at maskingeværet alene kostede omkring 5,5 millioner menneskeliv ud af de cirka 11 millioner faldne under krigen.
Maxim maskingevær
Maskingeværet som den store dræber
Maskingeværet blev første verdenskrigs store dræber. Man opgav hurtigt at anvende det til angreb på grund af vægten (30-40 kg.) Men til forsvar af skyttegravene var det et eminent våben. Man anbragte et for hver ende af skyttegraven, med en skudvinkel foran denne på 45-60 grader. En angribende enhed blev så fanget af to maskin-geværers flankerende krydsild, den såkaldte dødszone. (Man vil huske, at netop den flankerende beskydning var princippet i Vestvoldens opbygning)
Det anslås, at maskingeværet alene kostede 5,5 mill af de ialt 11 mill. faldne soldater under første verdenskrig.
En britisk historiker beskrev senere maskingeværet således:
“Statsmænd og generalerne kunne starte denne krig; men efter
at de havde sat den i gang, var de hjælpeløse marionetter i Hiram
Maxims teater. For hans gevær fratog offensiven al kraft – og det
eneste statsmændene kunne gøre, var at rejse gravsten og monumenter.”
Madsen-geværet – Danmarks store bidrag
Madsen maskingevær
Danmark spillede dog også en markant rolle i maskingeværets historie med Madsen-rekylgeværet. Våbnet blev udviklet af Dansk Riffelsyndikat under ledelse af Vilhelm Herman Oluf Madsen, tidligere krigsminister.
Madsen-geværet blev et af verdens første lette maskingeværer og opnåede stor international udbredelse. Det blev anvendt af mange hære – herunder den danske – i årtier og markerede kulminationen på den udvikling, der begyndte med de tidlige, eksperimenterende flerskudsvåben.
Perspektiv
Fra espignolens røgfyldte eksperimenter til Maxim-geværets industrielle dødszone fortæller maskingeværets historie ikke blot om teknologiske fremskridt, men også om, hvordan militære idealer og virkelighed ofte bevæger sig i hver sin retning. I Københavns Befæstning – og særligt på Vestvolden – kan denne udvikling stadig aflæses i beton, stål og skudfelter.