Udviklingen af Københavns Befæstning skal forstås på baggrund af en tid, hvor den militære udvikling mellem 1864 og 1914 var umulig at forudse. Det var en befæstning i en tid uden facit. Ikke alene ændrede våbenteknologien sig radikalt – tempoet, hvormed forandringerne skete, var uden historisk fortilfælde. På få årtier gik man fra de første bagladede kanoner og geværer til maskingeværer, gasvåben og luftkrig.
Napoleon og Bismarck 1871
Danmark efter 1864 – et nyt udgangspunkt
Nederlaget i 1864 stillede Danmark i en helt ny situation. Landet var reduceret til en småstat og måtte føre en udenrigspolitik, der både undgik at provokere stormagten mod syd og samtidig tog hensyn til de sønderjyder, som nu levede under tysk herredømme. De var nationalt pressede, og enhver skarp dansk udmelding kunne få alvorlige konsekvenser for dem.
For nogle stod det klart, at Sønderjylland kun kunne vindes tilbage gennem en ny krig – og helst efter et tysk nederlag. I årene op mod den fransk-preussiske krig i 1870–71 blev der endda drømt om en tredje slesvigsk krig. Men Frankrigs hurtige nederlag satte en brat stopper for disse forestillinger. Havde Danmark været involveret, kunne det meget vel have betydet monarkiets endeligt. Den næste store krig kom – men først 40 år senere.
Hærens genopbygning og interne opgør
Efter 1864 skulle hæren genetableres. Fra 1867 og frem nedsatte man en række kommissioner, der skulle modernisere arsenalet, fastlægge hærens struktur og opgaver samt reformere officerskorpsets avancement.
Nederlaget havde tydeliggjort et alvorligt problem: for mange officerer var ganske enkelt ikke egnede til at føre tropper i kamp. Tidligere havde man haft den holdning, at også de uduelige måtte have en chance for at “vise deres værd”. Den tilgang var ikke længere holdbar.
Fæstningsdebatten tager form
Disse spørgsmål var langt fra afklaret, da debatten om en ny fæstning omkring København begyndte. Resultatet blev, at militærfaglige overvejelser blev blandet med politiske hensyn og national følelse. Samtidig var forholdet mellem Højre og Venstre stærkt konfliktfyldt, hvilket ofte førte debatten ud i politisk kaos.
42 cm. haubits
Selve opførelsen af Københavns Befæstning skete ikke efter en samlet, langsigtet plan. Anlæggene blev opført etapevis, år for år, i takt med at de provisoriske love gav økonomisk mulighed for det. Imens gennemgik Europa en militær udvikling, ingen havde forudset – og som gik langt hurtigere, end selv en velfungerende statskasse kunne følge med.
Da denne udvikling for alvor blev tydelig omkring århundredeskiftet, var det for sent. Befæstningen stod færdig i 1894, og der var reelt sat en stopper for yderligere udbygning.
Fra fæstning til neutralitet
Erkendelsen af, at man var endt i en strategisk blindgyde, førte til, at neutralitetstankerne vandt frem i den politiske debat. Det blev endda foreslået at erklære København for “åben by” – altså helt afmilitariseret – i tilfælde af en international krise.
Dreadnaught artilleri
Våbnene løber fra murene
Den teknologiske udvikling lod sig ikke standse. Artilleriet blev større, kraftigere og mere langtrækkende, og de massive fæstningsværker blev gradvist overhalet af våbenteknologien. Det samme gjaldt flåden, hvor skibene voksede i størrelse, og skibsartilleriet i kaliber.
Det engelsk-tyske flådekapløb efter århundredeskiftet eskalerede udviklingen yderligere, især efter søsætningen af HMS Dreadnought i 1906, der satte helt nye standarder for slagskibe. Samtidig viste ubåden sig som et effektivt – og særdeles frygtet – våben, også mod civile skibe.
Nye teknologier – nye krigsformer
Jernbanen gjorde det muligt at flytte tropper og materiel med hidtil uset hastighed og effektivitet. Luftskibe kom til og blev tidligt anvendt til bombning af civile mål.
De blev hurtigt afløst af egentlige fly, som på blot fem år udviklede sig fra spinkle observationsmaskiner til hurtige jagerfly og tunge bombefly.
Allerede i verdenskrigens første uger stod det klart, at selv moderne franske og belgiske forter ikke kunne modstå det nye tyske belejringsartilleri. Granater på op til 800 kg knuste beton og panser, der få år tidligere var blevet anset for uindtageligt.
Krigens nye våben
Gas og maskingevær
Herefter fulgte en række nye våben i hastig rækkefølge: gas – først tåregas, siden sennepsgas og fosgen – maskingeværet, der viste sig ekstremt effektivt i defensiven, og erkendelsen af, at kavaleriet havde mistet sin militære relevans.
Håndgranater, flammekastere og de første maskinpistoler blev centrale våben i skyttegravskrigen. Stålhjelme og gasmasker blev standardudrustning for frontsoldaten, og de psykiske krigsskader blev for første gang officielt anerkendt. Kampvogne dukkede op i 1916 som et forsøg på at bryde skyttegravenes dødvande.
Stålhjelme og gasmasker
Stålhjelm og gasmaske blev en nødvendig del af frontsoldaternes standardudrustning (Stålhjelmen blev først dansk standard i 1923) og de psykiske kampskader blev anerkendt.
Konklusion: En befæstning fanget i sin tid
Hule til rekylgeværer Tunestillingen
I 1880’ernes Danmark havde man hverken mulighed for at forudse denne udvikling – eller økonomisk mulighed for at følge med, selv hvis man havde gjort det. Våbnene løb ganske enkelt fra befæstningen.
Resultatet blev neutralitet og oprettelsen af en sikringsstyrke. De massive mure blev erstattet af fremskudte skyttegravsstillinger mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord, feltbefæstninger på Amager samt nye sø- og kystforter understøttet af kystbatterier.
Alt sammen resultatet af blot 55 års militærteknologisk udvikling.