Baggrunden

Alle tider har en nation haft behov for at beskytte sine byer. Volde og værker, omgivet af våde eller tørre grave, findes i nærheden af  alle betydende middelalderbyer. Befæstning bygget 1886-1892 er således Københavns tredie.

Princippet var at spærre for adgang til byen, og helst således at modstanderen kunne bekæmpes medens han prøvede at forcere graven og værkerne. Kogende olie eller vand blev hældt i hovedet på fjenden fra toppen af forsvarsværkerne, medens angriberen forsøgte at skyde over muren med store sten og senere artilleri.  Det hele handlede om, at enten den belejrede by blev ødelagt eller løb tør for mad, eller angriberen ligeledes løb tør for mad eller ammunition og tog hjem. En stærk befæstning var vigtig, specielt i tidligere tider, hvor det var god militær latin, at hvis man indtog et lands hovedstad – så havde man  hele landet. Det såkaldt eksistentielle forsvar.

København har altid været befæstet. Først simple palisader og grave og denere en regulær bymur, der dog ikke hindrede fyrst Jaromar i at indtage byen i 1259. Indbruddet skete hvor det nuværende Jarmers  (Jaromars) Tårn senere opførtes.Som byen voksede blev byportene og befæstningen rykket frem, og volden løb fra Kastellet til Kalleboderne og over Christianshavn. Voldene holdt stand mod svenskerne i 1648, men blev omgået fra søsiden af Englænderne i 1807, hvorefter byen blev bombarderet.
Vore dages grønne anlæg Tivolisøen, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg er resterne af voldgraven. Set på et kort eller fra luften kan det bastionære grundrids stadig anes.

Københavns gamle voldanlæg

Københavns gamle voldanlæg

Byen havde behov for at vokse, men det var forbudt at bygge i andet end træ udenfor voldene, således at bygningerne ved angreb kunne brændes af og dermed ikke give dækning til den fremrykkende fjende. Også Tivoli var de første mange år underkastet disse  militære bygningsrestriktioner. Byen voksede indad og opad, og indre Københavns side- og baghuse er et minde om dette. Sundhedstilstanden og de sanitære forhold var dybt kritisable, og byen var ved at drukne i diverse affald.  Endvidere havde man lært af Dannevirke og Dybbøl. Moderne riflet skyts kunne nå langt, og en fæstning skulle ligge så langt fra byen at den ikke kunne nås af langt-rækkende artilleri. Samtidig skulle være så stor en hindring, at den ikke kunne forceres uden meget betydelige tab.

Både de udenrigs- og forsvarspolitiske holdninger var på dette tidspunkt præget af den nationale katastrofe 10 år tidligere, hvor hele Jylland syd for Limfjorden blev besat af Østrig og Preussen og hvor den danske hær led betydelige tab ved Dybbøl og på Als. Ved den efterfølgende Prag-fred mistede vi hertugdømmerne og dermed 2/5 af areal og befolkning. Danmark var nu er lilleputstat med kun 1,7 million indbyggere.

De politiske og  militære følger oven på Dybbøl og Als skulle vare længe, og har haft betydning for vor nationale selvforståelse op til moderne tid, og har dermed hadt stor betydning, ikke mindst ved i forbindelse med dansk udenrigs- og forsvarspolitik kun tyve år efter.
Ikke alene havde general de Meza på egen hånd opgivet Dannevirke uden kamp, med efterfølgende blev man på Dybbøl tilføjet et betydeligt nederlag efterfulgt af endnu en militær katastrofe efter den Preussiske overgang til Arnkil på Als. Man kritiserede den højere militære ledelse i skikkelse af de Meza, der efter Dannevirke blev afsat som overgeneral. Man kritiserede hans efterfølger Gerlach som havde kommandoen på Dybbøl og man kritiserede general Hegermann-Lindencrone som trak 4. Division væk fra Dybbøl og Fredericia og op nord for Limfjorden.

Politikerne og generalerne var rådvilde, og allerede ved udarbejdelsen af den nye hærlov i 1867 var man rådvilde. Skulle man satse på hær eller flåde, skulle forfrem-melsessystemet revideres så man undgik de åbenlyst ringe højere førere Dybbøl og Als havde fremvist. Endelig, men bestemt ikke mindst, skulle man søge et forsvar for hele landet, udvalgte kystområder på Sjælland og Fyn eller alene forsvare hovedstaden. Argumentet for at Københavns skulle bevares for enhver pris var, at her fandtes landets centrum for kultur, regering, konge  og magtens hele centrum.

Fæstningstilhængerne argumenter for at befæste hovedstaden belyses i 1906 af Oberst Rolf i Landkrigskunst i Omrids”:

                 “Indianerhøvdinge og negerkonger kan føre krig medens de flakker om fra sted til sted. Civiliserede landes statsmaskineri går snart i stå, hvis fjenden bliver herre i hjertet af landet. Derfor må i det mindste hovedstaden, en anden vigtig by eller landsdel, være sikret ved fæstningsværker.”

Modstanderne henholdt sig til, at en fæstning af København ville behøve alle til rådighed værende styrker, lægge resten af landet åbent og i øvrigt berøve felthæren sin operationsfrihed. Endelig forudsatte et fæstningsforsvar at der kom hjælp ude fra, hvilket Danmark ingen aftaler havde om.

Denne debat stod på næsten frem til helt til forsvarsforliget i 1909 der endegyldigt nedlagde befæstningen pr. 1922.

B_89

J.B.S Estrup

Højres Konseilspræsident (statsminister) Estrup fra 1875 -1894, hvis regering var i mindretal i Folketinget men flertal i Landstinget, ville have fæstningen bygget, men kunne ikke få de nødvendige midler bevilget i Folketinget. Ganske vidst var statskasse usædvanlig fyldt, idet Venstre havde nedstemt alle ikke strengt nødvendige forslag gennem en årrække. Estrup afviste kategorisk gennem adskillige år at indføre indkomst- og  formueskat for at finansiere forsvaret. Men i 1885 sker der noget. Den første betydende provisoriske  finanslov.
Estrup havde ganske vidst allerede afprøvet teknikken i 1877, men med en langt mindre omfattende finanslov der efterfølgende hurtigt blev vedtaget i begge kamre. Bag- grunden for dette skal ses i et meget ungt demokrati (grundloven 1849), hvor kongen havde beholdt en temmelig stor magt. Den provisoriske finanslov blev udstedt på grundlag af grundlovens § 25:
“I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige love……”
Denne bestemmelse brugte Estrup  i 1885 og de efterfølgende 7 år.

Efter en meget ophedet debat i pressen, ved foredrag i forsvarsforeninger hvor officererne bestemt ikke holdt sig tilbage i iveren for og imod befæstning, en strandet forsvarslov i 1884 og ikke mindst efter en  meget ophidset debat mellem på den ene side Konseilspræsident Estrup og krigsminister Bahnson og på den anden Viggo Hørup, Christian Berg, Dinesen, Bjørnbak, Zahle  m.fl.
I slutningen af marts 1885 er situationen omkring finansloven gået helt i hårknude, og Højre (Estrup) møder 31. marts et mæglingsforslag i Folketingets og Landstingets fællesudvalg med et ubetinget krav om 4 mill. inden midnat, hvor af 1,5 mill til “Ekstraordinære Militairudgifter”. Ingen forsøg på at bilægge en finanslovskrise lykkedes, og næste dag klokken 10,00 meddelte Estrup Folketingets formand Berg, at Rigsdagen skulle hjemsendes klokken 12,00.

I en udtalelse 11,30 vedtaget af folketinget, protesteres “mod det Grundlovsbrud regeringen begaar og som den længe har forberedt og opfordrer Folket til at samles om deres grundlovsmæssige Ret i den hårde Kamp der nu består”.  Samme eftermiddag udstedte regeringen den provisoriske finanslov, der i det væsentlige holdt sig inden for rammerne af de aftaler der  var truffet i  Landstinget.

Københavns Søbefæstning                          14 millioner
Københavns Landbefsætning                      24 millioner

(en befæstning på Helgenæs til 6 mill. i det oprindelige forslag var blevet strøget og 5 mill. ekstra tilført  landbefæstningen.)

Regeringen og Højre forholdt sig til selve ordlyden, medens Venstre protesterede voldsomt og hævdede at det skete var i strid med ånden i paragraf 25, når hjemsen- delsen af Rigsdagen var sket alene med det formål at bringe paragraffen i anvendelse.
Den provisoriske forfatningskamp var i gang, og i ly af denne voksede landbefæstningen næsten uhæmmet. Allerede i løbet af sommeren 1885 begyndte opmålinger og projektering af landbefæstningen på forventet tillægsbevilling.

Landbefæstningen blev med en række efterfølgende provisoriske finanslove opført 1886-92.

“Provisorietiden” blev den mest bevægede periode i dansk demokrati. Modsætningerne i befolkningen var særdeles skarpe. Regeringen Estrup udstedte år efter år provisoriske love. Tilhængere af Venstre og modstanderne af fæstningsbyggeriet agiterede voldsomt mod mindretalsregeringen. Man oprettede “riffelforeninger” og nogle nægtede at betale skat. Fra Estrups modstandere lød sangen:

“Ned med Estrup, Scavenius og Ravn,
vi vil ingen revnet Grundlov ha’ i folkets København.”

21. oktober 1885 forsøger den unge typograflærling Julius Rasmussen, en liberal idealist, at skyde Estrup nedenfor hans bopæl på Esplanaden. Det mislykkes da kuglen preller af på en af Estrups frakkeknapper. Typografen pågribes og begår kort tid efter selvmord i arresten inden han fik afgivet en egentlig forklaring. Denne episode bruger Estrup til at oprette gendarmerikorpset.