Københavns Befæstning 1880-1920 Tunestillingens artilleri < Københavns Befæstning 1880-1920

Tunestillingens artilleri

I december 1915 var rekognosceringen afsluttet, og planerne for Tunestillingens artilleri lå klar.

Tunestillingens artilleri, 75 mm batteri

75 mm batteri

Man ønskede at etablere faste batterier til støtte for forsvaret, men grundtanken var, at artilleriet først og fremmest skulle virke som mobilt feltskyts.

Forsvaret planlagde at anvende de indsatte divisioners feltartilleri samt de tungere, mobile pjecer fra Fæstningsartilleri-reserven. Hertil hørte også den nyoprettede haubitsgruppe, som rådede over en række ældre 12 cm haubitser. Planen omfattede desuden artilleri til den sydligste del af Roskilde Fjord-stillingen.

Direktiv for anvendelse af stillingen

Lederen af rekognosceringen, kaptajn V.A. Wilkenschildt, efterlyste under arbejdet et klart direktiv for, hvordan Tunestillingen skulle opfattes militært. Dette kom den 11. januar 1916. Her blev det fastslået, at Tunestillingen skulle hindre en fjendtlig fremrykning fra syd til bombardementsafstand af København. Der skulle derfor føres en alvorlig kamp i stillingen – en kamp, som kunne få afgørende betydning.

Der var for få kanoner

Samtidig var man bevidst om Tunestillingens sårbarhed. En vellykket fjendtlig landgang i Nordsjælland ville kunne sætte stillingen ud af spillet, og i så fald måtte artilleriet trækkes tilbage til fæstningen. Omvendt skulle der også blive tilstrækkeligt skyts tilbage til at forsvare selve fæstningen. Resultatet blev, at hverken Tunestillingen eller fæstningen fik en artilleristyrke, der fuldt ud svarede til opgaverne.

På baggrund af direktivet blev der udarbejdet et forslag, hvor Tunestillingen og Roskilde Fjord-stillingen tilsammen skulle tildeles 104 pjecer fra fæstningen og Tøjhusets magasiner. Hertil kom opsætning af 29 nye projektører.

Feltartilleri var bedst i Tunestillingen

Da Schouboe fremlagde planen i generalstaben, konstaterede han, at kampen i Tunestillingen i høj grad måtte føres med feltartilleri. Han vurderede, at der var behov for i alt 124 pjecer, heraf 76 fra de tre divisioners feltbatterier. I marts besluttede overkommandoen, at de faste batterier i stillingen skulle tildeles 95 pjecer fra fæstningen og Tøjhuset.

Artilleriet blev herefter opstillet – ikke i imponerende forter eller støbte anlæg, men skjult i terrænet, bag skråninger og bakker, hvor det var sværere at opdage og ramme.

Mosede var følsomt fra nord

I 1917 viste en øvelse, at en fjendtlig styrke, som kom nordfra efter en forudsat landgang syd for Mosede, kunne løbe de fire kystbatterier over ende og kaste håndgranater ind i Mosede Forts kaponierer. Som følge heraf blev der anlagt yderligere pigtrådsspærringer, og Hundige Batteri blev opført med to 75 mm hurtigskydende stålkanoner.

Bemanding

I oktober 1916 beregnede Arméartillerikommandoen det nødvendige mandskab til Tune- og flankestillingen. Tunestillingen krævede 64 officerer, 207 underofficerer og 3.189 menige. Flankestillingen krævede yderligere 27 officerer, 43 underofficerer og 822 menige. I alt næsten 4.500 mand til de faste artilleristillinger.

På dette tidspunkt havde forsvarsminister Munch imidlertid standset alle yderligere udbygninger af fæstningsværkerne. Det skete muligvis på baggrund af efterretninger om, at Tyskland var i færd med at opføre en større stilling i Sønderjylland rettet mod Danmark – den såkaldte Sikringsstilling Nord.
Denne stilling var reel nok, men den blev kun delvist bemandet.

Tunestillingen færdiggøres

I begyndelsen af 1917 var Tunestillingen en militær realitet. Den kunne måles, vejes og sammenlignes med andre anlæg. Blandt andet blev den sammenholdt med fæstningen, hvor man konstaterede, at Tunestillingen havde tre gange så meget feltartilleri, men kun halvt så meget tungt artilleri pr. kilometer.

Dette var et forhold, som generalmajor Holm allerede havde peget på i 1916, da han foreslog indkøb af yderligere 96 stykker tungt skyts.

Tunestillingens artilleri,  batterierne fra nord til Syd:

Gjækkjær batterierne 1, 2 og 3 (1 stk 75 mm hurtigskydende stålkanon i hver) Veddelev Batteri (4 stk. 9 cm. stålkanon)
Ydingbatteri (1 stk 75 mm. hurtigskydende stålkanon )
Østre Maglemose batteri
Vestre Maglemose batteri
Mastehøj batteri (4 stk 15 cm kort jern kanon)
Maglehøj batteri (4 stk 15 cm kort jern kanon)
Provste batteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Nordre Roskildevej batteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Søndre Roskildevej batteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Oxebjergbatteri (4 stk 12 cm. jernkanon)
Lillevangbatteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Vestre Vindingebatteri (4 stk 15 cm kort jern kanon)
Østre Vindingebatteri (4 stk 12 cm. jernkanon)
Kvistbjergbatteri (4 stk 15 cm kort jern kanon)
Tidselbatteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Nordre Tunebatteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Søndre Tunebatteri  (4 stk 12 cm. jernkanon)
Firhøj batteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Strandgård batteri (4 stk 9 cm stålkanon)
Nordre haubitzbatteri (3 stk 120mm. hurtigskydende haubitz)
Søndre haubitsbatteri (3 stk 120mm. hurtigskydende haubitz)
Karlslunde batteri  (4 stk 12 cm. jernkanon)

Kystbatterierne ved Mosede:

Nordre Strandbatteri (2 stk. 75 mm. hurtigskydende stålkanon)
Søndre Strandbatteri (2 stk. 75 mm. hurtigskydende stålkanon)
Mosede batteri  (2 stk. 75 mm. hurtigskydende stålkanon)