Vestvoldens profil er resultatet af nøje planlægning. Hver eneste linje, hældning og konstruktion har haft et klart militært formål – intet er overladt til tilfældighederne.
Mange af de fagudtryk, der knytter sig til befæstninger, er franske eller har fransk oprindelse. Det skyldes, at en stor del af den moderne fæstningsteknik blev udviklet i Frankrig i tiden op til og under Napoleonskrigene. Samtidig var det en praktisk fordel at kunne kommunikere internationalt. Ligesom læger traditionelt bruger latin, anvendte ingeniørofficererne franske fagudtryk. En forklaring på disse begreber findes i sidens ordbog over fæstningsudtryk.
Vestvoldens profil
Profilen 1. Voldbanen, Sporene hvorpå artilleritoget kørte langs voldgaden. De havde normal sporvidde.
2. Voldgaden. Forbindelsesvej bag en fæstningsvold.
3. Voldgangen. Vej langs en voldlinie på dennes bagside.
4. Kanonbrisk. Underlag af beton eller tømmer hvorpå artilleripjecerne er opstillet.
5. Brystværn. Forhøjning på den yderste del af en fæstningsvold til sikring af mandskab og artilleri.
6. Voldkronen. Oversiden af den øverste, let skrånende del af brystværnet på en vold.
7. Escarpen, Den på egen side af graven beliggende voldside der vendte mod fjenden.
8. Berme. Fladt jordstykke mellem en fæstningsvold og dens grav, der skal hindre, at voldjorden ved beskydning opfylder graven.
9. Voldgraven med kynette. Våd grav med ekstra fordybning på midten. Fordybningen kaldes en cunette
10. Kontrescarpen. Den på fjendesiden af graven beliggende voldside der vender mod forsvarerne
11. Den dækkede vej. Vej parallel med kontreskarpen. Herfra kunne gøres udfald mod en belejrende fjende.
12. Fodfolksbanket. Afsats bag brystværnet hvorfra infanteriet kunne beskyde fjenden med håndvåben.
13. Glacis. Voldens skrånende yderterræn vendende mod fjenden. Var ofte med til at sløre anlæggets synlige profil.
Grundprincipper
En befæstning skulle som minimum bestå af en vold og en grav – enten tør eller vandfyldt. Vestvoldens profil rummer alle disse elementer og demonstrerer, hvordan de indgik i et samlet forsvarssystem.
Volden
Voldgaden med plads til spor
Bag voldgraven skulle soldaterne kunne bevæge sig skjult langs voldens inderside. Via ramper skulle det være muligt at transportere artilleri op til batteristillingerne lige bag voldkronen. Der skulle også være sikre rum til opbevaring af ammunition – og mulighed for at bringe den frem til kanonerne, selv under fjendtlig beskydning.
Infanteriet skulle være nogenlunde beskyttet mod ild, men samtidig have mulighed for at kæmpe fra relativ dækning. Fra volden skulle man også kunne beskyde selve voldgraven, hvis fjenden trængte derned.
Ramper fra voldgaden
Anlæg skulle falde i med omgivelserne
Et anlæg som Vestvolden blev bygget, så det fremstod så jævnt som muligt. Intet måtte rage op og danne en tydelig profil, der kunne fungere som sigtepunkt for fjendens artilleri. Et godt eksempel på dette er kaponiere II og fredskrudtmagasinet (1888) ved Gl. Køgelandevej. Her anvendte man en stålplade i loftet i stedet for det ellers normale tykke jordlag med anslagssten. Havde man bygget på traditionel vis, ville bygningerne være blevet en anelse for høje og dermed mere synlige.
Mod voldgraven – den såkaldte escarpe – var der anlagt en eller flere afsatser, kaldet bermer. De skulle forhindre, at jord, som blev skudt løs fra volden, skred ned i graven og dermed reducerede vanddybden og gjorde den farbar. Midt i voldgraven lå kynetten (cunetten), en ekstra dyb rende, der gjorde passagen endnu vanskeligere.
Voldgraven
Voldgraven
Voldgraven var i sig selv et vigtigt forsvarselement. Den skulle kunne beskydes både direkte fra volden og med flankerende ild fra særlige stillinger.
Graven skulle være så bred og så dyb, at en angribende styrke ikke kunne passere den uden at bygge broer – en tidskrævende og farlig operation under beskydning. Samtidig måtte hverken voldens eller voldgravens konstruktion give mulighed for passage. Man skulle dog også være opmærksom på ikke at beskadige dæmningerne med egen ild, da det kunne sænke vandstanden. Vestvoldens profil viser tydeligt, at både vanddybde og bredde var nøje beregnet.
Fjendesiden
På den modsatte side af voldgraven og escarpen lå kontrescarpen. Langs denne løb den dækkede vej, hvor man kunne bevæge sig skjult på fjendesiden – blandt andet i forbindelse med udfald mod angriberen. Foran den dækkede vej var der et brystværn, hvorfra infanteriet kunne beskyde fjenden i forlandet, glaciet.
Glaciet – terrænet foran befæstningen – blev udjævnet i forbindelse med opførelsen af volden, så fjenden ikke fik dækning eller blinde vinkler at angribe fra. Som passive hindringer på både escarpen og kontrescarpen var der plantet tjørn, som gjorde fremrykningen vanskelig.
Pigtråd, som senere blev et udbredt militært middel, var i 1888 endnu kun noget, kvægfarmere i Amerika anvendte.