Allerede i begyndelsen af 1900-tallet begyndte den tyske hær at eksperimentere med flammekastere. Da Første Verdenskrig brød ud, stod tyskerne klar med verdens første mandbårne flammekaster, udviklet specifikt til brug i felten.
De tidligste modeller havde en rækkevidde på omkring 18 meter og var derfor kun effektive på meget korte afstande i ingenmandsland. Våbnet fungerede ved, at en brændbar blanding af olie og benzin blev presset ud gennem en ventil ved hjælp af komprimeret luft, kuldioxid eller nitrogen. Når væsken blev antændt, dannede den en stråle af brændende væske, som kunne rettes direkte mod fjenden.
Flammekaster Grossflammenwerfer
Ved affyring blev en blanding af olie og benzin presset ud af flammekasterens ventil ved hjælp af komprimeret luft, kultveilte eller nitrogen. Herefter antændte skytten den og den dannede en stråle af brændende olie og benzin.
De tidlige versioner krævede to mand. En skytte der styrede den brændende væske, og en hjælper til at bære brændstoftanken. Udstyret vejede i alt 40 kilo. Den næste version var tungere og udelukkende til stationær brug. Hvad den manglede i mobilitet havde den til gengæld i øget afstand og brændetid.
En letvægtmodel kaldet WEX (Wechselapparat) blev taget i brug af tyskland i 1917.
Hold med Flammenwerfer M/16
Et skyttegravsvåben
Flammekasteren blev især anvendt til at rydde de forreste skyttegrave for fjendtlige soldater. Den mest effektive taktik var at kombinere flammekastere med maskingeværild og fremrykkende infanteri. Når flammekasterholdene nåede frem til en skyttegrav, maskingeværstilling eller bunker, kunne deres indsats være afgørende.
Franskmændene var de første, der oplevede våbnets ødelæggende effekt, da det blev anvendt nær Verdun den 26. februar 1915. Senere samme år, den 29.–30. juli, blev også englænderne konfronteret med flammekasteren ved Hooge under det andet Ypres-slag.
Reaktionen var overalt den samme: chok og rædsel.
De tyske erfaringer førte hurtigt til videreudvikling af våbnet og oprettelsen af særlige flammekasterenheder. Personellet blev i høj grad rekrutteret blandt civile brandmænd, som blev indkaldt til 3. Garde Ingeniørbataljon. Herfra blev der dannet mellem ni og tolv flammekasterkompagnier.
Tysk flammekasterhold 1916
I april 1916 blev et Reserve Garde Ingeniørregiment oprettet. Regimentet bestod af tre bataljoner med hver fire kompagnier samt en uddannelses- og en forsøgsafdeling. Samlet rådede regimentet over omkring 480 flammekastere. Hvert kompagni havde desuden særlige enheder til transport af brændstof og reservevåben samt 12–15 tunge flammekastere.
Regimentet var normalt stationeret nær GHQ (Grosses Hauptquartier), men enheder blev ofte udlånt til andre forbander til løsning af særlige opgaver.
De tidlige flammekastere krævede to mand: én skytte og én hjælper, der bar brændstoftanken. Det samlede udstyr vejede omkring 40 kilo. Senere kom tungere, stationære modeller med længere rækkevidde og længere brændetid, men uden mobilitet.
Et livsfarligt våben
Levetiden for et flammekasterhold var ofte kort. Holdene var lette at genkende på de store tanke og blev ekstremt synlige, når de åbnede ild. Så snart de blev opdaget, blev de mål for intensiv beskydning fra maskingeværer og håndvåben.
Flammekasterhold blev sjældent taget til fange. Våbnets skrækindjagende virkning betød, at tilfangetagne flammekastere ofte blev henrettet på stedet.
Brugen breder sig
Efter de voldsomme oplevelser ved Hooge begyndte både England og Frankrig at udvikle deres egne flammekastere. Englænderne startede med en enmandsprototype med brændvæsken i et tornyster. Den havde en rækkevidde på knap 30 meter og blev kun anvendt i begrænset omfang.
Senere udviklede englænderne en to-mands model med en rækkevidde på omkring 50 meter og en brændetid på cirka 20 sekunder. Den vejede dog omkring 100 kilo og var derfor kun halvtransportabel.
Forud for Somme-slaget byggede englænderne fire stationære flammekastere, hver på omkring to tons, med en rækkevidde på over 80 meter. De blev samlet i forreste skyttegrav blot 55 meter fra de tyske linjer. To blev hurtigt sat ud af spillet af artilleriild, mens de resterende to var i aktion den 1. juli 1916. Efter dette blev de ikke anvendt igen.
Franskmændene udviklede en bærbar model med en rækkevidde på op til 100 meter, som med stor effekt blev brugt mod tyske maskingeværstillinger i årene 1917–1918.
Et våben med begrænset succes
Antallet af kampe, hvor flammekastere blev anvendt, steg markant gennem krigen – fra 32 i 1915 til næsten 300 i 1918. Som rent mandbårent våben blev flammekasteren dog aldrig den store succes. Først da den blev monteret på pansrede køretøjer og kampvogne, opnåede den sin fulde militære effektivitet.