Med Hærloven af 1909 begyndte man for alvor at planlægge, hvordan København skulle fungere, hvis byen blev belejret i en kommende krig. Overvejelserne rakte flere år frem mod 1. Verdenskrigs udbrud og omfattede langt mere end kanoner og volde. Spørgsmålet var i lige så høj grad, hvordan en moderne storby kunne holdes i live under en afspærring.
Forsyninger, ro og orden og forholdet mellem militære og civile myndigheder blev nøje gennemgået. For Københavns kommandant, Immanuel Lembcke, var det afgørende, at både den praktiske drift af byen og kontrollen med befolkningen var gennemtænkt i detaljer.
En hovedstad med op til 650.000 mennesker
Omkring 1909 havde København cirka 550.000 indbyggere. I tilfælde af mobilisering ville yderligere 75.000–100.000 soldater blive trukket inden for fæstningslinien. Det betød, at op mod 650.000 mennesker kunne komme til at opholde sig bag voldene i Københavns Befæstning.
Planlægningen tog udgangspunkt i en belejring på højst to måneder. Det var den periode, man vurderede, byen realistisk skulle kunne klare sig uden forbindelse til omverdenen.
Mad til en belejret storby
Indberetning 1914
Militære beregninger foretaget i 1909 og 1913 viste, at forsyningssituationen i princippet var håndterbar. Lagrene af brødkorn – især rug og hvede – var normalt så store, at de sjældent kom under det nødvendige niveau. Eventuelle mangler kunne hurtigt dækkes.
Det samme gjaldt tørvarer som ris og ærter, hvor beholdningerne ofte var mere end dobbelt så store som behovet. Fedtstoffer som smør og margarine kunne give kortvarige problemer, men selv her vurderede man, at mangler kunne afhjælpes i løbet af få dage. Ost kunne hentes fra sjællandske mejerier, og mælkeforsyningen blev sikret ved rationering, så spædbørn og syge blev prioriteret.
Indberetning om kreaturhold 1914
Kød og flæsk krævede mere omfattende planlægning. Beregninger viste dog, at behovet kunne dækkes gennem eksisterende lagre, dyr inden for fæstningslinien og tilførsel fra oplandet omkring hovedstaden. Med passende forberedelser mente man, at også denne udfordring kunne løses.
Derudover fandtes der rigelige lagre af øl, kaffe, te, sukker og salt, ligesom der var store mængder pølser og andre viktualier på lager. Foder til kreaturer kunne ligeledes tilføres uden større vanskeligheder.
Brændsel, lys og vand
Også energiforsyningen var gennemtænkt. Kulimportører og belysningsvæsenet vurderede, at de eksisterende lagre kunne dække byens behov for brændsel og lys i mindst to måneder.
Vandforsyningen var et afgørende punkt. Ud over Damhussøen kunne København trække på store reserver i Sankt Jørgens Søerne, Peblinge- og Sortedamssøerne, Gentofte Sø og Søborg Mose. Samlet set vurderede man, at vandforsyningen kunne opretholdes selv under en længere belejring.
Militær undtagelsestilstand – et åbent spørgsmål
Danmark havde ingen erfaringer med belejringstilstand, altså militær undtagelsestilstand. Der fandtes derfor ingen klare regler for, hvilke beføjelser hæren skulle have over civilbefolkningen, eller hvordan forholdet mellem militære og civile myndigheder skulle fungere.
Det ønskede hærledelsen afklaret, og i 1911 fremlagde Generalstaben et forslag til en kongelig anordning om belejringstilstand. Forslaget gav overgeneralen og hans stedfortrædere vidtgående beføjelser over alle statslige og kommunale myndigheder. De skulle kunne gribe ind med politiforanstaltninger, også selv om de stred mod gældende civile regler.
For København betød det blandt andet mulighed for at udvise fremmede og mistænkelige personer, indføre forsamlingsforbud, censurere pressen og regulere arbejdskraft, transportmidler, heste, materialer og fødevarer.
Uenighed i systemet
Hærens øverste jurist, generalauditøren, var betænkelig. Han mente ikke, at hæren alene kunne indføre forsamlingsforbud og censur i strid med grundloven og anbefalede en egentlig lovgivning.
Immanuel Lembcke
Kommandanten i København, generalmajor Lembcke, gik i den modsatte retning. Han ønskede endnu videre beføjelser, strengere straffe, særdomstole med begrænset appel og øjeblikkelig eksekvering af domme. København som belejret by skulle kunne sættes i fuld militær undtagelsestilstand.
En plan, der aldrig blev sat i værk
Krigsministeriet gav i vidt omfang militæret medhold. De ekstraordinære beføjelser, herunder censur og forsamlingsforbud, blev skrevet ind i en foreløbig lov, og militære myndigheder fik mulighed for at dømme civile efter militær straffelov.
Belejringstilstanden blev dog aldrig indført. Da krigen brød ud i 1914, forblev opretholdelsen af ro og orden en civil politiopgave. I de urolige år omkring krigens afslutning voksede frygten for uro og revolution i København igen, og hæren forberedte sig diskret på det værste.
Det betød blandt andet, at de sidste rester af sikringsstyrken først blev hjemsendt i 1919. Skulle situationen kræve det, var planen, at styrken kunne indsættes mod uro i en hovedstad, der stadig blev tænkt som en belejret by.