Ved Første Verdenskrigs udbrud var håndgranater kun udbredt i større omfang i den tyske hær. Krigens udvikling – især den stillestående skyttegravskrig – viste dog hurtigt, at håndgranaten var et særdeles effektivt våben på korte afstande. Derfor blev håndgranater i løbet af få år standardudrustning i stort set alle krigsførende hære.
Tyske håndgranater
Diskus og Kugel granater
I 1913 indførte Tyskland Kugelhandgranate model 1913. Granaten vejede omkring 1 kilo og kunne derfor kun kastes cirka 20 meter. Ved krigens start rådede tyskerne også over Diskus-håndgranaten, som var udstyret med hele seks anslagstændere.
I 1915 blev den velkendte Stielhandgranate Model 24 – stavhåndgranaten – indført. Den blev løbende videreudviklet gennem krigen og endte som den mest anvendte tyske model. Granaten vejede 595 gram og kunne kastes mellem 27 og 37 meter. I modsætning til mange andre landes granater anvendte de tyske modeller friktionstænder frem for egentlige detonatorer.
Eier og Stiehl granater
Før kast skulle soldaten trække i en snor, der løb gennem skaftet, hvorefter granaten havde en forsinkelse på cirka fem sekunder. Ved sprængning fragmenterede granaten kun i begrænset omfang. Effekten var derfor primært trykbølgen – en såkaldt chok-effekt – frem for fragmenternes virkning mod personel.
I 1917 fulgte Eierhandgranate model 1917, som med en vægt på blot 318 gram kunne kastes op til omkring 40 meter. Den første udgave var glat og svær at holde fast i, men blev hurtigt forbedret med en rillet ring omkring midten for bedre greb.
Engelske håndgranater
Mills bomb No. 1 1908
Den tidlige britiske Grenade, Hand No. 1 blev udviklet i 1908 og var baseret på japanske granater fra den russisk-japanske krig. Den var ikke en egentlig håndgranat, men blev affyret med riffel og var Storbritanniens bedste løsning ved krigens begyndelse.
I 1915 blev den afløst af den berømte Mills Bomb, som hurtigt blev standard. Granaten vejede omkring 900 gram og havde et fragmentationsbånd omkring kroppen. Den var udstyret med anslagstænding og havde en stofstrimmel, der foldede sig ud under kastet og fungerede som stabiliserende finne, så granaten landede korrekt.
Mills grenade No. 5 MK 1
Samme år blev Mills Bomb No. 5 indført – en videreudvikling af et belgisk design. Granaten vejede 765 gram og havde en forsinkelse på syv sekunder. En trænet soldat kunne kaste den omkring 15 meter, men fragmenterne rakte betydeligt længere, hvilket gjorde den farlig også for kasteren.
I 1917 og 1918 fulgte Mills No. 23 og No. 36. Sidstnævnte kunne kastes cirka 30 meter, men havde en sikkerhedsafstand på hele 90 meter. De karakteristiske riller i Mills-granaterne var ikke beregnet til fragmentering, men udelukkende for at sikre et godt greb.
No. 23 var tilpasset affyring med riffel ved hjælp af en lang styrepind, mens No. 36 kunne affyres op til 150 meter med en granatkaster.
ANZAC håndgranater
De australske og newzealandske ANZAC-styrker udviklede tidligt i krigen improviserede håndgranater på grund af mangel på udstyr. Double Cylinder No. 8 og No. 9, kendt som “jam tin”-granater, bestod af en indre dåse med sprængstof og en ydre dåse fyldt med kugler eller metalstumper.
No. 9 indeholdt mere sprængstof og flere fragmenter end No. 8. Granaterne blev antændt med en lunte, som kunne tændes med friktion eller endda en cigaret – et tydeligt eksempel på krigens improviserede løsninger.
Franske håndgranater
Den franske F1-håndgranat (Fusante No. 1) blev sat i masseproduktion i 1915. De første granater dukkede op i begrænset antal i maj samme år og var baseret på erfaringerne fra krigens første, blodige måneder.
Grenade US_MK_1 1917
Amerikanske håndgranater
Da USA trådte ind i krigen i 1917, manglede landet egne håndgranater. I begyndelsen benyttede de derfor primært britiske Mills-granater og franske F1-granater.
Med udgangspunkt i F1 udviklede amerikanerne deres egen MK 1-granat, men den viste sig at have alvorlige problemer med tændingen og blev hurtigt trukket tilbage. Den blev erstattet af den mere driftssikre MK 2, som senere blev en af de mest kendte håndgranater i amerikansk tjeneste.