I 1882 trådte danske kvinder for alvor ind på den forsvarspolitiske scene. Kvindeindsamlingen dette år blev den første af flere initiativer, hvor kvinder aktivt engagerede sig i spørgsmålet om Danmarks forsvar – og dermed også indirekte i udbygningen af Københavns Befæstning.
Initiativet tog ifølge samtidige kilder sin begyndelse i et anonymt læserbrev i tidsskriftet Vort Forsvar i januar 1882, underskrevet “en kvinde af den sønderjyske bondestand”. Mere nationalt ladet kunne det næppe blive. Brevskriveren erklærede sig rede til at ofre sin eneste søn – hendes nutidige glæde og fremtidshåb – hvis blot fædrelandet i tide sørgede for et forsvarligt værn. Samtidig pegede hun skarpt på, at når danske mænd årligt kunne bruge omkring 40 millioner kroner på øl og brændevin, burde det også være muligt at afse 66 millioner over 12 år til landets forsvar. Indlægget blev afslutningsvis “overgivet til danske kvinders overvejelse og tilslutning”.
Underskriftindsamling
Kvinden bag indlæggene var Sofie Nielsen, som på dette tidspunkt havde boet syv år på Fyn. Hun fortsatte sin agitation blandt kvinderne og iværksatte blandt andet en underskriftindsamling blandt fynske kvinder. I et senere læserbrev henvendte hun sig direkte til Danmarks kvinder med en følelsesladet appel om at “lukke øjne og ører op” og se, hvor forsvarsløst landet lå. Hun udtrykte samtidig frustration over, at de folkevalgte mænd efter hendes opfattelse var mere optaget af partipolitik end af fædrelandets sikkerhed.
Et andet af hendes læserbreve lød:
“Ud fra mit Hjerte, der er fyldt med Uro og Bekymring for mit Fædrelands Fremtid, henvender jeg mig til Danmarks Kvinder med Bøn om: Luk Øjne og Øren op, hør og se, hvor forsvarsløst Danmark ligger for Øjeblikket! Jeg synes, der kunne være god Grund til for os Kvinder at træde hjælpende til nu, da Landets kårne Mænd kun har Partipolitik i Hjerte og Mund og kævles til Sorg, Forargelse og Harme for ethvert ærligt dansk Hjerte, som vil Fædrelandets vel.”
Indsamlingen
“Kvindekanon”
Allerede i løbet af 1882 udviklede agitationen sig til en egentlig landsdækkende indsamling. Omkring 20.000 kvinder bidrog, og i februar kunne midlerne overrækkes til kongen. Pengene rakte til indkøb af otte fæstningskanoner, som kunne indgå i et artillerisystem, allerede vedtaget af Rigsdagen. Med beløbet fulgte et nydeligt træsnit af en kanon – et symbolsk og højst synligt resultat af kvindernes engagement.
Pressen tog ivrigt del i begivenhederne. Avisoverskrifter som “Hvorfor denne kanonfeber?” og “Skal kvinderne nu til at føre deres egen krig?” vidner både om fascination og skepsis over for kvindernes nye rolle i forsvarssagen.
Kvindekanonerne
Kvindeindsamlingen førte konkret til indkøb af otte 15 cm kortløbede stålkanoner fra Krupp. Indkøbet blev forestået af W.H.O. Madsen, og kanonerne blev opstillet i Østre og Vestre Kvindebatteri på Christiansholmslinien. Senere blev de flyttet til Vangede Batteri, hvor de indgik i det samlede forsvar af hovedstaden.
At det lykkedes en kvinde – og en kvindebevægelse – at trænge så markant igennem i 1880’ernes Danmark, er bemærkelsesværdigt. Kvinders politiske indflydelse var stærkt begrænset, og meget tyder på, at magtfulde mænd blandt fæstningstilhængerne har støttet initiativet bag kulisserne. Formentlig var der forbindelser til kredse omkring “Den Frivillige Selvbeskatning”.
Ikke desto mindre fik kvindeindsamlingen sin egen plads i historien. Senere blev den – måske med rette – omtalt som “moder til selvbeskatningen” og står i dag som et tidligt og markant eksempel på kvinders engagement i Danmarks forsvar og i historien om Københavns Befæstning.