Skyttegravene

Skyttegravene var baseret på erfaringerne fra bl.a. Vestfronten.
Hæren forberedte med Tunestillingen en anden type kamp. Man havde naturligvis fulgt kampene på Vestfronten og indset, at infanterikampe nu i meget høj grad blev afgjort med bl.a. håndgranater, et våben der i Danmark kun var til rådighed for artilleri og ingeniørtropper. Man ville nu tredoble det til rådighed værende antal ved anskaffelse af 100.000 stk. i England.

Skyttegravene i Tunestillingen

Skyttegrav

Skyttegravene

Det langsgående element i Tunestillingen var skyttegravene. Skyttegrave, der var bygget ved håndkraft efter de bedste erfaringer verdenskrigen havde tilveje-bragt. Forskudte forløb og traverser for at hindre eksplosioner i at forplante sig i hele gravens længde Samtidig var det heller ikke muligt for en angriber der kom helt ned i graven at skyde på langs af denne. Smårum, skærmtage og forstærkede brystværn samt afløb for den megen vand i bunden gjorde skyttegravene til nogle enorme anlægsarbejder. I 1916 omtaler Oberst  Nyholm f.eks. et antal af 4200 stk. skyttegravsrum.
 Som byggeriet tog fart og erfaringerne strømmede ind fra især vestfronten, blev skyttegravene bedre og bedre.

Foran skyttegravene var anlagt pigtrådsspærringer imellem 10 og 14 meters bredde. Der projekteres med 148.000 pæle, 4.400.000  meter pigtråd og 1.950.000 kramper. NKT skal levere, og deres fabrik i Middelfart sættes i døgndrift for at levere de bestilte 280 tons pigtråd.

Skyttegravsflanker
Rest af skyttegravene på justitsraadsbakke, Tunestillingen

Rest af skyttegrav

Der anlægges Skyttegravsflanker i form af jorddækkede trækonstruktioner med betonfront  i skyttegravens forkant.  De består af et dækket passivt opholdsrum og plads til to rekylgeværer i den støbte front. Der fandtes en åben projektørstandplads. Nogle af flankerne skulle kunne overtage mandskab, våben og projektør fra ødelagte huler. I alt bygges 37 flanker, hvoraf de 8 var forberedt til reserve for huler.

 Det megen gravearbejde belastede enhederne og en bataljonschef,  J.O.Jensen, skrev i Marts 1917 til sin gamle chef general Tuxen:
” Min bataljon har nu i to måneder været afgivet til gravning i Tune Stillingen og vender tilbage til Kantonnement omkring Vordingborg den 1. april. Desværre tager denne tjeneste meget på en afdelings disciplin og det vil vare en rum tid, inden jeg atter får rigtig hold på bataljonen”.