Udviklingen af Tunestillingen var resultatet af en lang erkendelsesproces. Baggrunden var klar: Københavns Befæstning, som den stod efter 1894, ville ikke længere kunne holde hovedstaden uden for bombardementsafstand af moderne artilleri.
Tunestillingen er så tæt forbundet med Københavns 3. befæstning, at den med rette kan betragtes som en del af dette samlede anlæg. Den overgik alle tidligere danske forsvarsværker både i længde og omfang. Dannevirke var omkring 14 kilometer langt og næsten uden faste anlæg. Vestvolden målte ligeledes cirka 14 kilometer, men var udstyret med store, permanente forter og batterier.
Tunestillingen derimod strakte sig over hele 22 kilometer og omfattede omkring 5.000 små faste anlæg, kilometerlange skyttegrave, omfattende pigtrådsspærringer og andre hindringer. Alt dette blev anlagt af pioner- og infanterienheder – gravet med håndkraft.
Baggrunden for et nyt forsvar
Tysk 42 cm. haubits
Erfaringerne fra krigens første år viste tydeligt, at befæstningen fra 1880’erne var blevet overhalet af udviklingen. Uden et fremskudt forsvar, der kunne forhindre fjendtlig observation og beskydning, ville både forterne, Vestvolden og København kunne rammes af tungt artilleri.
Beskydningen af de belgiske fæstninger havde demonstreret, at klassiske fæstningsværker ikke havde nogen reel hindrende virkning mod de tyske 28, 31,5 og især 42 cm mortérer. Den største af disse kunne affyre over 1.100 kg tunge granater med mere end 260 kg sprængstof over afstande på op mod 14 kilometer – langt mere, end nogen kendt fæstningskonstruktion kunne modstå.
Samtidig ændrede maskingeværet og brugen af giftgas krigens karakter fundamentalt. Første Verdenskrig blev i praksis en brutal forsøgsmark for nye våben, med omkring 11 millioner døde som resultat.
En ny type forsvar
Pigtrådsbælter i Tunestillingen
Den klassiske idé om tykke mure og massive forter blev afløst af bevægelighed, camouflage og dybde i forsvaret. Naturlige hindringer blev udnyttet, og gravede anlæg suppleret med mindre faste stillinger overtog rollen som hovedforsvar.
Pigtrådsspærringer foran skyttegrave, flankeret af rekylgeværer, samt artilleri placeret i terrænet bagved havde vist deres effektivitet på Europas slagmarker. På blot 40 år havde krigsførelsen skiftet karakter, mens militære doktriner havde haft svært ved at følge med den tekniske udvikling.
Den politiske og strategiske baggrund
Ved krigsudbruddet krævede Tyskland, at adgangen til Østersøen blev minespærret. I København blev dette tolket som et klart signal: hvis Danmark ikke selv kunne håndhæve sin neutralitet, ville Tyskland gøre det for dem.
Efteråret 1915 markerede derfor begyndelsen på opførelsen af Tunestillingen.
Tankerne bag placeringen
Ideen om en fremskudt forsvarslinje var ikke ny, men tidligere planer var strandet på placeringen. En linje tværs over Sjælland krævede store afstande og betydelige ressourcer.
Roskilde Fjord udgjorde imidlertid en naturlig hindring, og Sjællands smalleste sted mellem Mosede og fjorden – omkring 21–22 kilometer – fremstod som det oplagte valg. Her kunne man effektivt spærre adgangen for artilleribeskydning mod København.
Truslerne mod stillingen
Allerede ved den første rekognoscering i 1914 var man opmærksom på stillingens sårbare flanker. Truslen ved Roskilde Fjord blev først anset for aktuel efter en eventuel tysk landgang nordfra.
I foråret 1916 opstod der imidlertid også alvorlig bekymring for venstre flanke ved Køge Bugt. Ifølge forsvarsminister Munchs dagbog herskede der stor nervøsitet, da de tyske minespærringer kom meget tæt på København. Hærledelsen reagerede ved at sende bataljoner til både Amager og Køge.
Man var klar over, at de tyske spærringer og flådeopbygningen i Køge Bugt primært skulle hindre britiske ubåde i at trænge ind i Østersøen – noget der allerede var lykkedes flere gange i 1914 og 1915 med store tab for tysk flåde og handel.
U-båden E-13
Ubåden E-13
Natten til den 19. august 1915 blev krigen meget synlig.
Her løb den britiske ubåd E-13 på grund i Øresund inden for dansk territorialfarvand under forsøg på at nå Østersøen. Den danske flåde sendte straks torpedobåden Narhvalen samt 1. eskadre til stedet for at hævde dansk neutralitet.
Alligevel sejlede to tyske torpedobåde frem og beskød den strandede ubåd. 15 af de 29 besætningsmedlemmer omkom, mens de overlevende blev interneret.
De tyske flådestyrker var formelt rettet mod ubåde, men kunne hurtigt omdannes til en landgangsstyrke. Store pramme med ubådsnet kunne lige så vel have medført tropper, og et tysk slagskib med fire 28 cm kanoner blev af den danske hærledelse opfattet som en alvorlig bombardementstrussel mod København og Tunestillingen.
Bemanding og kapacitet
I 1916 planlagde man opførelsen af 40 kompagniopholdsrum i forreste linje. Det indikerer en bemanding svarende til omkring 10 infanteribataljoner alene i fronten.
Ingeniørregimentets opgørelse fra april 1916 viste en samlet indkvarteringskapacitet i området på omkring 30.000 mand og 10.000 heste.
Pigtråd, skyttegrave og artilleri
Skyttegrav
Tunestillingen bestod af en fremskudt linje med pigtrådssikrede løbegrave og flankestillinger med rekylgeværer. Bag denne lå artilleristillinger og små kasematter – huler og gallerier – opført efter de nyeste erfaringer fra verdenskrigen.
Stillingens forløb
Tunestillingen begyndte ved Mosede Batteri ved kysten og løb nordpå gennem blandt andet Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde. Planen var at forlænge stillingen helt til Frederiksværk og Lynæs, men dette blev aldrig realiseret, selv om materialerne var indkøbt.
De tidligere tiders monumentale betonværker var erstattet af enkle ”huler” med løbegrave – inspireret af skyttegravskrigen, hvor små stillinger havde vist sig særdeles effektive.
Mosede Batteri
Mosede Batteri var Tunestillingens største anlæg. Det blev påbegyndt i 1913 og stod færdigt i 1916, men var allerede projekteret i 1908. Batteriet var oprindeligt tænkt som et hovedfort med et støttende anlæg ved Karlslunde Mose.
Hovedbevæbningen bestod af seks 12 cm hurtigskydende haubitser. Hertil kom 75 mm kanoner, nærforsvar med Madsen rekylgeværer, revolverkanoner, betonstøbte maskingeværstillinger, projektører samt ild- og observationsstationer.
Flankestillinger
Til Mosede Batteri hørte fire flankeringsstillinger: Strandflanke 1, 2 og 3 samt Østre Klinteflanke. De tre første lå i klitterne foran batteriet, mens Østre Klinteflanke – før sin sløjfning – lå ved Strandgårdsvej i Karlslunde Strand.
Tunestillingens styrke
Tunestillingens samlede styrke omfattede:
-
1 regimentsstab
-
5 bataljoner
-
4 rekylgeværkompagnier
-
1 eskadron
-
4 feltartilleribatterier
-
3 ingeniørkompagnier samt telegrafdetachementer