Inden opførelsen af Vestvolden tog fart, havde man gennem flere årtier arbejdet med forskellige planer for forsvaret af hovedstaden. I årene fra omkring 1870 og frem mod anlægsstarten blev der fremlagt en række forslag til en samlet landbefæstning omkring København. Fælles for dem alle var idéen om en sammenhængende vold fra kysten ved Kalvebod Strand i syd til Utterslev Mose i nord.
En ambitiøs plan fra 1872 førte endda voldlinjen helt op til Hellerup.
Planen fra 1881
I 1881 blev der fremlagt et mere gennemarbejdet projekt. Det omfattede den nu velkendte enceinte fra Kalvebod Strand til Utterslev Mose samt en yderligere nordlig enceinte fra Utterslev Mose til Øresund. De to voldlinjer skulle støttes af otte fremskudte forter og et nordligt oversvømmelsesanlæg. Bortset fra den nordlige enceinte, og nogle lidt større forter, lignede planen i store træk det anlæg, der senere blev realiseret som en del af Københavns Befæstning.
Den 24. april blev hæren tildelt midler til den indledende projektering, og allerede tre måneder senere gik arbejdet i gang på nordfronten. Selve byggeriet af Vestenceinten begyndte i 1888 og stod færdigt i 1892.
Punkt VII ca. 1890
Et enormt anlægsarbejde
Vestvolden blev opført af lokale entreprenører og daglejere, og arbejdet blev udført næsten udelukkende med håndkraft. Skovle, trillebøre og tipvogne var de vigtigste redskaber. I alt skulle der flyttes omkring 3,15 millioner kubikmeter jord og kalk, og der blev brugt enorme mængder beton. Betonblandemaskiner fandtes endnu ikke, så betonen blev blandet manuelt i store kar. Både tilslag, vand og færdig beton måtte bæres eller køres frem til og fra blandekarrene.
Voldbanen ca. 1920
Voldbanen
For at sikre materialetransporten blev der anlagt en jernbane langs voldgaden. Her anvendte man aflagt skinnemateriel fra statsbanerne. Det var fuldt tilstrækkeligt til byggeriet, men den ringe kvalitet fik senere betydning, da skinnerne viste sig uegnede til tungere militær brug. Det havde dog aldrig været hensigten, at banen skulle anvendes til andet end selve anlægsarbejdet.
Arbejdernes hverdag
Omkring 2.000 arbejdere var beskæftiget ved opførelsen af Vestvolden. De fleste var unge mænd under 30 år, ofte nygifte og uden større forpligtelser. Mange kom langvejs fra og boede i byerne omkring volden, og cirka en tredjedel var indvandret fra Sverige. Hver morgen vandrede de ud til arbejdspladsen – ofte med deres egen skovl over skulderen – og efter endt arbejdsdag gik turen tilbage igen.
Arbejdet blev udført på daglejerbasis, og arbejdstiden fulgte årstiderne. Om sommeren arbejdede man op til 13 timer dagligt, om vinteren omkring 11 timer. Midt på dagen var der to timers spisepause.
Løn og levevilkår
Lønnen varierede betydeligt. I de hårdeste vintermåneder kunne en arbejder tjene helt ned til 73 øre om dagen, mens sommerlønnen var højere. Efter en strejke i juli 1891 – midt i en tid med voksende arbejder- og fagbevægelse – nåede daglønnen op på tre kroner. Formændene, der ledede arbejdet med fast hånd, tjente omkring seks kroner om dagen.
Arbejderne var omfattet af en obligatorisk sygeforsikring til 25 øre om ugen, hvilket gav ret til sygedagpenge på én krone om dagen. Leveomkostningerne lå omkring 1,80 kroner dagligt, hvis man ikke sparede. Et solidt måltid med to varme retter kostede 36 øre i marketenderierne, lidt billigere hos lokale slagtere. En halv liter øl kostede otte øre, men mange arbejdere gik sammen i indkøbsforeninger for at få prisen endnu længere ned.
Et monument over de sociale vilkår
Vestvolden blev dermed ikke blot et militært anlæg, men også et monument over et enormt menneskeligt arbejde og de sociale vilkår, som prægede Danmark i slutningen af 1800-tallet.