Der var i perioden efter 1864 en reel, om end begrænset, risiko for et angreb på Danmark. Den politiske udvikling i landet gav ingen anledning til tryghed set fra tysk side. Tværtimod blev Danmark i Berlin opfattet som et potentielt uroligt element i det nordlige Europa.
En 3. Slesvigske krig ?
Den danske regering vendte gentagne gange tilbage til § 5 i Pragfreden, indføjet af Napoleon I, som skulle give befolkningen i Nordslesvig mulighed for en folkeafstemning. Kunne dette ikke opnås ad fredelig vej, overvejede man i visse politiske kredse, om et forbund med europæiske stormagter – Rusland og/eller Frankrig – kunne bane vejen på slagmarken. Med andre ord levede tanken om en tredje slesvigsk krig videre i Danmark, rettet mod Preussen og dermed det nye tyske rige.
Det franske nederlag til Preussen i 1871 satte imidlertid en brat stopper for disse romantiske forestillinger. Havde Danmark valgt at stille sig på fransk side, er det ikke vanskeligt at forestille sig de alvorlige konsekvenser.
Et ensidigt forsvar af hovedstaden
Efter den ophedede fæstningsdebat besluttede man at satse næsten udelukkende på forsvaret af København. Dette valg stred imod de fleste samtidige strategiske og taktiske teorier blandt Europas førende militære tænkere.
Napoleon havde eksempelvis aldrig en fast operationsplan, fordi han mente, at den ville hæmme den manøvrefrihed, som han anså for afgørende for militær succes.
Clausewitz og Schlieffen – krigens uforudsigelighed
Den tyske feltmarskal Alfred von Schlieffen mente, at operationsplaner højst holdt, indtil det første slag var udkæmpet – derefter måtte alt alligevel ændres. Militærteoretikeren Clausewitz fremhævede nødvendigheden af altid at regne med “den fjerde mulighed”: det uventede. Ifølge ham måtte en hær være rede til at vove for at vinde, og netop dette kunne overdreven planlægning forhindre, da planer forudsatte, at fjenden handlede som forventet.
Under den fransk-tyske krig i 1870 var den tyske grundtanke, at man skulle angribe fjendens hovedstyrker, hvor og når man fandt dem. Når disse var slået, kunne man marchere mod hovedstæderne. Samtidig var det en udbredt opfattelse, at styrker, der var bundet til en fæstning, havde vanskeligt ved at tage initiativet og kæmpe sig ud. Dermed mistede man netop muligheden for det uventede og for igen at tage offensiven.
Tysk planlægning rettet mod Danmark
Der fandtes faktisk tysk militær planlægning rettet mod Danmark. Dette indgik blandt andet i de krigsspil, som general Schlieffen (den yngre) afholdt i perioden 1890–1900. Scenariet lød: “En lille nation nord for Tyskland blander sig i en konflikt mellem Tyskland og Frankrig”.
Derudover ved vi, at der i 1916 eksisterede en konkret plan, “Fall J”, for en tysk besættelse af Danmark.
Spørgsmålet var imidlertid, hvor mange ressourcer Tyskland reelt ville ofre på et område, der i bund og grund kun havde betydning som flankesikring mod en mulig britisk indtrængen i Østersøen.
E-13 i Øresund
Den tyske flåde ønskede et angreb på Danmark for at opnå kontrol over adgangen til Østersøen. Hæren var derimod imod at åbne en ressourcekrævende nordfront. Man forestillede sig derfor, at København enten skulle tvinges til kapitulation gennem en langvarig belejring eller ved et hurtigt terrorbombardement – fra søsiden eller fra luften.
En egentlig belejring forudsatte dog en stor og vellykket landgangsoperation, som ville kræve betydelige flåde- og transportressourcer. At føre en bombardementsflåde ind under de danske kyst- og søforters kanoner risikerede derimod at koste Tyskland flere af dets store slagskibe. Der fandtes således ingen lette løsninger. En besættelse af landsdelene uden København gav heller ingen mening, da Øresund i praksis forblev åbent, så længe hovedstaden ikke var besat.
Hæren får sin vilje
Kejseren og den tyske hærledelse fulgte i sidste ende hærens linje. Over for Danmark gjorde man det klart, at hvis landet ikke selv var i stand til at sikre sin neutralitet, ville Tyskland gøre det – og det ville i praksis betyde enden på Danmark som selvstændig stat. Dette kom blandt andet til udtryk under de såkaldte Lytken-samtaler.
Kastrup batteri. 30,5 cm. kanon
Da man i Tyskland ikke ønskede at risikere de kostbare slagskibe i kamp mod Københavns søbefæstning, rettede planlægningen sig mod et kupangreb. Herefter skulle dele af Østersøflåden blokere Storebælt, mens en landgang ved Køge Havn skulle afskære jernbaneforbindelsen til Sydsjælland og Lolland-Falster. Dermed ville mobiliseringsmandskabet ikke kunne nå frem til København, og befæstningen ville blive alvorligt svækket. Styrkerne fra Køge og en samtidig landgang på Amager skulle derefter rykke mod hovedstaden.
Planerne opgives
Den offensive planlægning mod Danmark blev imidlertid opgivet midtvejs under krigen.
Da Tyskland med indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig frygtede en britisk landgang fra nord, eksempelvis ved Esbjerg, havde man kun kræfter til at opføre en forstærket feltbefæstning tværs over Sønderjylland. Denne stilling kom til at ligge fra Sliv Sø og Hoptrup i øst til Skærbæk i vest og blev kendt som Sikringsstilling Nord.
Stillingen blev aldrig fuldt bemandet og havde i praksis kun artillerister i de fleste batterier.