De nye våben

Nye våben – da krigen ændrede karakter

Omkring år 1900 forandrede krigen sig grundlæggende. Videnskab og industri udviklede sig hurtigere end nogensinde før, og de europæiske stormagter oprustede i takt med stigende politiske spændinger. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, stod hærene med våben, som verden ikke tidligere havde set i brug i så stor skala.

Krigen blev ført med gamle taktikker, men med nye og ekstremt effektive våben. Soldaterne rykkede frem i tætte formationer eller sad fast i skyttegrave, mens artilleri, maskingeværer og gas forvandlede slagmarken til et industrielt dræbested. Det fik katastrofale konsekvenser.

Krig som industri

1. verdenskrig var den første fuldt industrialiserede krig. Våben og ammunition blev produceret på fabrikker i enorme mængder, og jernbanerne gjorde det muligt hurtigt at flytte både soldater og materiel helt frem til fronten.

Hvis Danmark var blevet trukket ind i krigen, ville den danske hær have stået over for en type krigsførelse, man ikke var forberedt på. Et tydeligt eksempel er stålhjelmen, som først blev indført i Danmark i 1923 – flere år efter krigen var slut.

Artilleri – slagmarkens dominerende våben

Artilleriet var krigens vigtigste våben. I midten af 1800-tallet bestod de største kanoner af såkaldte 24-punds kanoner, hvor man målte kaliberen ud fra kuglens vægt. Løbene var glatte, og præcisionen begrænset.

Efter 1850 ændrede dette sig dramatisk. Kanonerne blev riflede, og granaterne eksploderede ved anslag. Samtidig begyndte man at måle kaliber i millimeter og centimeter – et system, der stadig bruges i dag.

På Københavns befæstning fandtes blandt andet 15 cm kanoner og haubitser samt mindre 12 cm, 47 mm og 37 mm kanoner. Søforsvarets største skyts var 35,5 cm kanoner.

Under 1. verdenskrig nåede artilleriets størrelse og ødelæggelseskraft et hidtil uset niveau. De største tyske haubitser havde en kaliber på 42 cm og affyrede projektiler, der vejede omkring 900 kilo.

Giftgas – en ny og usynlig trussel

Giftgas blev hurtigt taget i brug på Vestfronten. I begyndelsen anvendte man tåregas, men snart fulgte langt farligere gasser som klor og sennepsgas. Gassen kunne lamme, brænde lungerne og give livsvarige skader.

Som svar blev gasmasken en fast del af soldatens udrustning – et synligt tegn på, at slagmarken nu også var blevet kemisk.

Flammekasteren – frygt som våben

Flammekasteren blev udviklet i Tyskland og var særligt frygtindgydende i skyttegravene. Den korte rækkevidde gjorde våbnet farligt også for brugeren, men den psykologiske effekt var enorm. De første angreb med flammekaster udløste panik blandt fjendens soldater.

Håndgranaten – krig i snævre rum

Skyttegravskrigen skabte behov for våben, der kunne bruges på kort afstand. Håndgranaten blev derfor videreudviklet til netop denne type kamp. Den gjorde det muligt at ramme fjenden rundt om hjørner og i de snævre, zigzag-formede løbegrave.

Maskingeværet – krigens mest dødbringende våben

I begyndelsen blev maskingeværet betragtet som tungt og upraktisk og blev ofte placeret hos rytteriet. Men da man opdagede, hvordan maskingeværer kunne dække pigtrådsspærringer og skabe dræbende ildzoner, ændrede krigen karakter.

Maskingeværet blev 1. verdenskrigs mest effektive våben. Op mod fem millioner mennesker menes at være blevet dræbt af maskingeværild.

Kampvogne – et nyt våben på slagmarken

I 1916 blev kampvogne for første gang sat ind i krigen. De var udviklet til at køre gennem pigtråd, krydse skyttegrave og beskytte mandskabet mod fjendtlig ild.

I begyndelsen skabte kampvognene stor frygt, men efterhånden fandt tyskerne ud af, at de var langsomme og sårbare. Tyskland fik derfor aldrig opbygget en større kampvognsstyrke under krigen.

Krigen i luften

Luftkrigen udviklede sig hurtigt. De første fly blev brugt til rekognoscering, hvor man observerede fjendens stillinger. Snart begyndte piloterne at kaste håndbomber eller skyde med håndvåben.

Udviklingen førte hurtigt til egentlige jagerfly med fastmonterede maskingeværer og store bombefly med flere motorer. Samtidig blev observationsballoner videreudviklet til luftskibe, blandt andet zeppelinere, som kunne gennemføre bombetogter over lange afstande.

Soldaten og udrustningen

De nye våben ændrede også soldatens personlige udstyr. I 1916 blev stålhjelmen indført. Tyskerne anvendte deres karakteristiske kantede hjelm, englænderne den flade Brodie-hjelm, og franskmændene tog udgangspunkt i deres brandhjelm.

Hjelmen havde en uventet konsekvens: Flere soldater overlevede hovedskader, men fik i stedet alvorlige ansigtsvansiringer.

Gasmasken blev ligeledes uundværlig. Den udviklede sig hurtigt fra primitive modeller til effektive masker, som i deres grundform minder om dem, der anvendes i dag.