Afviklingen af Tunestillingen

Afviklingen af Tunestillingen begyndte umiddelbart efter Første Verdenskrig i 1918. Mange af stillingens anlæg og installationer blev enten sløjfet eller lagt på depot. Den hurtige hjemsendelse af sikringsstyrken betød imidlertid, at der ikke var mandskab til en egentlig oprydning.

Som følge heraf blev store mængder brugbart materiel overdraget til de lokale lodsejere. Til gengæld modtog de ingen økonomisk erstatning for de beslaglagte arealer. Allerede i 1919 ophørte Tunestillingen dermed reelt med at eksistere som aktivt forsvarsanlæg.

Tunestillingen gemt – men ikke glemt

Selv om Tunestillingen hurtigt forsvandt ud af det daglige militære beredskab, blev den ikke glemt. I de tyske angrebsplaner fra 1940 optrådte Tunestillingen som et muligt dansk forsvarstrin. Her forudsatte man, at det danske forsvar ville trække sig tilbage fra det øvrige Sjælland til Tunestillingen og derfra videre mod Vestvolden.

I de tyske planer blev både Tunestillingen og Vestvolden omtalt som ældre anlæg. Alligevel blev de i 1939 stadig betragtet som forsvarsmæssige faktorer, der kunne få betydning i tilfælde af kamp.

Tunestillingen under besættelsen

Under Anden Verdenskrig blev der i Sverige udarbejdet planer for en mulig militær indsats med både svenske tropper og Den Danske Brigade, hvis de tyske styrker i Danmark nægtede at overgive sig. Denne plan er kendt som operation “Rädda Danmark”.

Planerne indebar en landsætning i Køge Bugt – præcis det scenarie, som danske forsvarsplaner havde taget højde for i næsten 100 år. I denne sammenhæng indgik Tunestillingen igen som en potentiel militær faktor, idet man måtte forvente, at tyskerne ville benytte både Tunestillingen og Vestvolden som forsvars- og hindringslinjer.

Eftermæle

Efter afviklingen i 1918–19 fik Tunestillingen aldrig igen nogen egentlig militær betydning. Dette står i kontrast til dele af Vestvolden, som fortsatte med at spille en rolle som depot- og mobiliseringsområde helt op i 1990’erne.

Stillingens anlæg

.