Spillet om Tunestillingen var både politisk og militært – og ofte konfliktfyldt. Gamle og nye principper for krigsførelse stødte sammen, og det samme gjorde militære vurderinger og politiske hensyn. Tunestillingen blev til i krydsfeltet mellem faglig nødvendighed, politisk modvilje og internationale spændinger.
Forarbejdet – en gammel idé
General L.C.F. Lütken
Tanken om en feltbefæstet stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord opstod allerede i 1880’erne under de heftige forsvarsdebatter forud for opførelsen af Københavns Befæstning. Ideen blev fremsat af kaptajn Carl Th. Sørensen, militærhistoriker og uofficiel militærrådgiver for Venstres folketingsflertal.
Først i 1909 blev forslaget taget op igen, da generalløjtnant L.C.F. Lütken præsenterede det for konseilspræsident I.C. Christensen som et alternativ til den allerede godkendte forsvarslinje Rungsted–Søndersø–Ledøje–Vejlebro. Af politiske grunde blev forslaget dog afvist.
Stillingen bliver alvor
En fremskudt Tunestilling kom først for alvor på dagsordenen i 1914, da den radikale forsvarsminister Peter Munch på et møde med værnsledelserne stillede spørgsmål om virkningen af det nye, langtrækkende tyske artilleri på Københavns Befæstning. Netop fæstningen var et ømt punkt for de Radikale.
Baggrunden var det chokerende hurtige fald af Antwerpen efter et massivt artilleribombardement. Overgeneral Gørtz svarede, at man endnu vidste begrænset om det nye skyts, men at befæstningen primært var modstandsdygtig over for feltartilleri. Generalstabschef Palle Berthelsen tilføjede, at man stod midt i et skifte i opfattelsen af, hvordan fæstninger burde bygges – og at jordværker igen kunne få større betydning.
Løsningsforslagene
Kort efter satte Gørtz og Berthelsen artillerispecialisten general C.F. Holm til at udarbejde forslag. Holm fastslog, at virkningen af det tunge tyske artilleri langt overgik tidligere forestillinger – både fysisk og moralsk.
Han anbefalede derfor fremskudte stillinger foran Vestvolden, men ikke en sammenhængende forsvarslinje. Samtidig foreslog han anskaffelse af 96 moderne, langtrækkende artilleripjecer, som kunne nå det tyske belejringsartilleri. Det nyeste danske skyts var omkring 20 år gammelt og utilstrækkeligt.
Hærledelsen havde formentlig allerede haft en stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord i tankerne. Blot 12 dage efter Holms anbefaling blev Tunestillingen omtalt som en realitet i samtaler mellem overgeneralen og generalløjtnant August Tuxen.
Sikringsstyrken og konsekvenserne
P. R. Munch
I juni 1915 fik Peter Munch kongens accept til at reducere sikringsstyrken med 13.000 mand mod at afhjælpe ammunitionsmanglen gennem indkøb i USA. Reduktionen skulle være gennemført på blot fem måneder.
Dette ramte det fremskudte forsvar hårdt. Sikringsstyrkens reserver havde hidtil frigjort de bedre uddannede linjebataljoner til kyst- og feltforsvaret. Den nye situation førte til en rekognoscering af Tunestillingen, afsluttet den 4. september 1915.
Rekognosceringen blev udført af oberstløjtnant Olof B. Schouboe, kaptajn Oscar Friis og premierløjtnant F. Topsøe – de tre, der i praksis blev Tunestillingens arkitekter.
Rapporten og valget
Rapporten fremhævede de gode oversigtsforhold, som ville gøre det vanskeligt for en fjende at samle styrker skjult. Samtidig pegede den på risikoen for omgåelse via Hornsherred, Roskilde Fjord eller Køge Bugt.
Allerede en uge senere anbefalede Gørtz planen til krigsministeriet med begrundelsen, at Tunestillingen kunne afværge bombardement fra tungt artilleri, som fæstningen ikke kunne modstå. Alternativet Rungsted–Vejlebro blev vurderet som for dyrt og uden artilleristøtte fra fæstningen. Der var kun råd til én stilling – og valget faldt på Tunestillingen.
Den politiske proces
Tunestillingen blev første gang politisk nævnt på et lukket møde i Rigsdagen den 22. oktober 1915. I Venstre så man anlægget som en indirekte kritik af fæstningen, men også som en mulighed for at reducere sikringsstyrken og flytte den afgørende kamp væk fra København.
Udenrigsminister Scavenius blev spurgt, om stillingen kunne opfattes som provokerende af Tyskland. Han var skeptisk, men mente, at den i det mindste burde føre til yderligere reduktion af sikringsstyrken. Gørtz afviste dette.
Oprør mod hærledelsen
Samtidig arbejdede stærke kræfter i både den frivillige forsvarsbevægelse og officerskorpset for at få fjernet Gørtz, Berthelsen og forsvarsministeriets direktør Ulrich, som blev opfattet som for eftergivende over for Munch.
Munch svarede, at der ikke fandtes egnede afløsere. Presset fra officerskorpset var dog medvirkende til, at han bemyndigede opførelsen af Tunestillingen – på betingelse af, at sagen ikke blev diskuteret i pressen. Senere fulgte en mindre bevilling til udvikling og anskaffelse af 16 nye 15 cm haubitser i samarbejde med Bofors.
Stillingen påbegyndes
Efter efterårsmanøvren i 1915 blev tre ingeniørkompagnier beordret til at afsætte stillingen – symbolsk markeret med 3.200 kosteskafter. Dermed begyndte anlæggelsen af artilleristillinger, pigtrådssikrede løbegrave og kasematter.
Stillingen strakte sig fra Mosede Fort via Karlslunde og Vindinge til Veddelev nord for Roskilde. En videreførelse til Frederiksværk og Lynæs blev planlagt, men aldrig realiseret, selv om materialerne var indkøbt.
Stillingen blev opdelt i tre afsnit:
-
Karlslunde-afsnittet
-
Tune-afsnittet
-
Roskilde-afsnittet
Krigen rykker tættere på
I foråret 1916 stod det klart, at den planlagte flådeindsats mod en landgang i Køge Bugt var umuliggjort af tyske minespærringer. Ubåde kunne ikke længere stoppe en landgang til søs, og flåden kunne ikke beskytte spærringerne.
Der blev overvejet at flytte tunge 29 cm haubitser fra Charlottenlund Fort til Amager og Hundige. Samtidig påpegede chefen for 1. division, generalmajor A.L. Hansen, at Køge Havn lå helt åben. Hans anmodninger om spærringer og undervandsbåde blev dog afvist; han fik i stedet et ældre patruljefartøj.
Hans efterfølger, generalmajor P.W. Ibsen, erklærede i juni 1916 åbent, at han ikke havde styrker til at løse opgaven. I juli kom direktivet: man skulle ikke forsøge at standse en landgang, men trække sig tilbage og holde Tunestillingen.
England anmodes om hjælp
P. Bertelsen
I september 1916 tog generalstabschef Berthelsen det usædvanlige skridt at henvende sig direkte til den engelske gesandt. Han bad om adgang til tungt kystskyts og mulig britisk troppehjælp – dog kun hvis England ønskede at inddrage Danmark i krigen.
Berthelsen havde indset, at Tunestillingen krævede op mod 100.000 mand for fuld bemanding. Danmark rådede kun over 100.000 geværer og manglede ammunition, maskingeværer og tungt artilleri.
En håbløs bevogtning
I august 1916 fik generalmajor Castenschiold ansvaret for bevogtningen af Roskilde Fjord. Efter øvelser og rekognoscering noterede han i sin dagbog: “Ganske interessant – men bevogtningsopgaven er håbløs.” Til generalstaben blev det formuleret som “ganske illusorisk”.
Ved årets udgang stod det klart, at Munch ikke ønskede at bevilge flere midler til Tunestillingen – og at han ville reducere sikringsstyrken yderligere med 25 %.
Disse reduktioner fortsatte krigen ud til stor fortrydelse for generalstaben.