Kalkbrænderibatteri

Kalkbrænderibatteri var en del af Københavns Befæstning og blev opført i årene 1880–1882. Batteriet lå strategisk placeret på sydsiden af Gasværkshavnen, hvor det indgik i forsvaret af hovedstadens søside.

Kalkbrænderibatteri

Batteriet

Anlægget var udført som et åbent jordværk med én sammenhængende ildlinje. Det målte cirka 75 meter i længden og 35 meter i bredden. Det kraftige brystværn var omkring 13 meter tykt og forstærket med en 1,8 meter tyk betonbeklædning – et tydeligt udtryk for den teknologiske udvikling i befæstningsbyggeriet i slutningen af 1800-tallet.

På hver fløj havde batteriet en travers, som fungerede både som beskyttelse og arbejdsområde. I den nordlige travers var der indrettet et ammunitionsmagasin med op til 4 meter tykke mure og dækket af et cirka 3 meter tykt jordlag. Selve projektilerne blev opbevaret i en gang under brystværnet, hvorfra de kunne hejses op til kanonstillingerne under kamp.

Bevæbning og bemanding

Kalkbrænderibatteriet var tungt bevæbnet i forhold til sin størrelse. Bestykningen bestod af:

• 2 stk. 35,5 cm stålkanoner L/30

• 2 stk. 47 mm hurtigskydende stålkanoner, placeret én i hver travers

• 2 stk. 8 mm toløbede mitrailleuser

Batteriets faste besætning udgjorde omkring 40 mand, som stod for betjening af artilleriet, ammunitionstjeneste og den daglige drift af anlægget.

Nedlæggelse og videre anvendelse

Med forsvarsforliget i 1909 blev Kalkbrænderibatteriet forudsat nedlagt. Anlægget blev solgt, og midlerne anvendt til at styrke Københavns søbefæstning. De to store 35,5 cm kanoner blev efterfølgende flyttet til Dragør Fort, hvor de fortsatte deres militære tjeneste i et mere tidssvarende forsvarssystem.

Kalkbrænderibatteriet står i dag som et eksempel på den intensive udbygning af hovedstadens forsvar i slutningen af 1800-tallet – og på de hurtige forandringer, som militær teknologi og strategi gennemgik i perioden.

.